Stærke serbiske rødder 1986

Det er mig og min mor, Vesna, på min etårsfødselsdag. Hvor er hun dog smuk på det billede! Billedet er taget i Serbien, så det må være lige inden, vi kom til Danmark. Både min mor og far kommer fra Beograd, og de flyttede til København, fordi min far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade. Det var slet ikke meningen, de ville blive i Danmark. Men så kom krigen og det blev svært for dem at rejse tilbage, så vi blev boende. Jeg taler stadig serbisk med mine forældre – mit ordforråd er måske ikke så stort, men jeg taler sproget flydende. Vi har været på sommerferie dernede næsten hvert år, siden jeg blev født, og der kom jeg tæt på det serbiske.