Ringkøbing 1961
Jeg er født i Odder, men mine forældre flyttede til Ringkøbing. Min far var typograf og musiker, så jeg går ud fra, at den der tromme havde noget med ham at gøre. Han var – eller er – bassist og spiller stadig i en alder af 86 år. Første gang jeg så billedet, var til min konfirmation, hvor min far havde skrevet en tekst under. Den lød: »Naboerne synes, det lyder godt. De har aldrig hørt noget lignende.« Det var også i de år, vi fik køleskab. Det havde vi ikke før. Jeg husker stadig, da jeg sad og ventede, for i toppen af køleskabet var der en fryser, og så kunne man jo stikke en pind ned i noget saftevand og få en is ud af det.
Med bandet Maid ca. 1975
Jeg spillede guitar, og i en årrække optrådte vi hver fredag og lørdag rundt omkring i Jylland. Vi havde en bandbus og slæbte selv grejet ind, spillede fire timer, pakkede det sammen og kom hjem klokken seks om morgenen, og næste aften kørte vi et andet sted hen. Vi spillede populærmusik, det, der nu rørte sig. Kunne man danse til det, spillede vi det. I dag støder vi af og til på hinanden, men eftersom både jeg og mine forældre flyttede fra Ringkøbing for mange år siden, kommer jeg der ikke til jul og nytår, så det bliver ikke til så meget. Men jeg spiller stadig, og mange af mine venner er musikere.