KIEV: En ung kvinde sidder grædende på hug ved en stribe blomster, som folk har lagt på Uafhængighedspladsen til ære for de døde. Hendes navn er Inna Semenova. Hun har ikke selv mistet nogen i de blodige kampe, der fandt sted for få dage siden i den ukrainske hovedstad, hvor op mod 100 blev såret eller dræbt. Men hendes bror kommer på pladsen hver dag og var her også, da det var allerblodigst.
»Hver nat og hver dag, når han er her, og når andre af mine familiemedlemmer eller venner er her, bekymrer jeg mig så meget for dem.« Hendes stemme knækker over.
»Det her land har aldrig oplevet noget lignende før. Vi har ikke engang set små mængder af blod før. Det her kunne vi ikke have forestillet os i vores værste mareridt. Med så mange ofre ville det være bedre at leve med Janukovitj i 100 år,« siger hun med henvisning til, at demonstrationerne, som kulminerede i blodig kamp, var en protest mod præsident Viktor Janukovitj.
Præsidenten selv er nu flygtet - hvor han præcis er vides ikke med sikkerhed. Men søndag blev han spottet i en bil på Krimhalvøen i det østlige Ukraine, og tidligt mandag formiddag udstedte den midlertidige indenrigsminister, Asen Avakov, en arrestordre mod ham og meddelte at eks-præsidenten nu eftersøges for massemord på demonstranter. Imens svirrer rygterne om, hvor den tidligere præsident gemmer sig.
»Jeg har ingen idé om, hvor han er. Jeg har hørt, at han er på Krim, og så har der været forlydender om, at han er i Hviderusland eller Rusland, men det er ren spekulation. For mig var det en glædelig overraskelse, at han var flygtet. For det skete kort tid, efter at han havde meldt ud, at han bliver på magten. Men han forstod vel, at han ikke havde nogen chancer for indflydelse og var bekymret for sin egen sikkerhed,« siger Inna Semenova, som mener, at Janukovitj skal retsforfølges - men helst med en juridisk instans udefra som observatør, så retsforfølgelsen foregår objektivt.
33-årige Daniel Novrotskiy står på Uafhængighedspladsen få meter fra Inna Semenova. Han havde egentlig forladt sit hjemland Ukraine og var flyttet til Californien, hvor han har boet de sidste 11 år. Men da han fornemmede, at forandringer var på vej i Ukraine, tog han hjem.
Har du nogen idé om, hvor Janukovitj er nu?
Daniel Novrotskiy griner.
»Det sidste jeg læste var at han flygtede til havs. I hvilken retning er der ingen, der ved. Så er der en masse gætterier, men jeg leger ikke gætteleg,« siger han.
To unge kvinder, Ruslana og Natalie, står arm i arm med hver to røde nelliker i hænderne. Det er første gang de er på Uafhængighedspladsen, siden »det forfærdelige skete«, siger Natalie med henvisning til de blodige kampe, og nu vil de lægge blomsterne på pladsen for at mindes de døde. Mange blev skudt af skarpskytter, og det bebrejder pigerne præsidenten for.
»Janukovitj bør helt sikkert fængsles,« siger Ruslana.
»Men ingen ved, hvor han er. Og for at være helt ærlig tror jeg ikke, at nogen kan fange ham,« supplerer Natalie. »Men det håber vi.«
