UKRAINE: Ukraines afsatte og nu eftersøgte præsident, Viktor Janukovitj, der søndag blev spottet i en bil på Krimhalvøen i det østlige Ukraine zig-zagger sig gennem landet på sin flugt for at finde et sted, hvor landets nye myndigheder ikke kan slå en klo i ham, skriver Reuters.

Tidligere mandag formiddag meddelte Asen Avakov, at der er udstedt en arrestordre mod Viktor Janukovitj, og at han eftersøges for massemord på demonstranter:

»Der er åbnet en sag om massemord på fredelige indbyggere,« sagde den midlertidige indenrigsminister.

Mindst 88 personer mistede livet i den kaotisk voldelige uge, der førte op til afsættelsen og præsidentens flugt.

Efter parlamentets afsættelse flygtede Viktor Janukovitj fredag fra hovedstaden Kiev og til det østlige Ukraine.

Her søgte han ifølge Reuters først tilflugt i byen Kharkiv sammen med Andrej Kluev, den tidligere leder af hans administration, der lige som Janukovitj stammer fra byen Donesk i Ukraines østlige og russisk-orienterede del.

Herfra søgte parret sammen med en gruppe sikkerhedsvagter til Donetsk og ud til præsidentens officielle embedsbolig og herfra til en lufthavn, hvor Janukovitj ifølge oplysningerne forsøgte at komme til Rusland, men blev stoppet af grænsepolitiet, der hindrede flyet i at lette, fordi papirerne ikke var i orden.

Viktor Janukovitj blev efterfølgende set krybe ind i en af de pansrede biler, der var ankommet, og ifølge den midlertidige indenrigsminister, Asen Avakov, gik turen derefter til den militære lufthavn Belbek på Krimhalvøen.

Da Janukovitj undervejs hørte, at folk fra indenrigsministeriet og sikkerhedstjenesten ventede på ham der, blev ruten lagt om, og kursen sat mod hans private residens i Balaclava, der også ligger på Krim.

Det var her han sidst blev set søndag aften, da han i en bil var på vej væk til et ukendt sted, og siden har kommunikationen været afbrudt.

Rusland har fra sovjettiden en enorm flådebase på Krim i byen Sevastopol, og hovedparten af områdets indbyggere er stærkt orienteret mod Rusland.

Inden flugten fra Balaclava havde Janukovitj kaldt sine sikkerhedsvagter sammen og givet dem valget om enten at følge ham eller stå af.

Flere valgte det sidste tilbud og overgav sig sammen med deres våben til myndighederne.