VILNIUS Det gik lige så skidt som ventet, men trods alt heller ikke værre, da Ukraines præsident Viktor Janukovitj sent i aftes under en middag med EU-lederne præsenterede sine alternativer til EU's tilbud om vidtgående frihandels- og associeringsaftaler med landet.
Som ventet foreslog Janukovitj EU at deltage i en trilateral handelskommission, som han også vil invitere Rusland med til. Samtidig gik han politisk tiggergang og opfordrede ifølge Reuters EU til at assistere Ukraine med at blødgøre IMF, så Den Internationale Valutafond i tilfælde af at Ukraine får brug for nødlån til afværgelse af en statsbankerot, ikke stiller alt for hårde krav.
EU's tilbud kom Viktor Janukovitj ifølge EU-formandslandet Litauens præsident Dalia Grybauskaite slet ikke ind på:
- Ukraines præsident talte ikke om aftalen men om de økonomiske problemer, som Ukraine står i og som har brug for en løsning. Han ønskede at disse problemer skal løses af Den Europæiske Union og af Rusland i samarbejde, sagde Grysbauskaite efter at topmødemiddagen var overstået.
De trilaterale samtaler blev afvist, og EU-lederne lod Janokovitj appel hænge i luften. De var kommet til Vilnius for at gøre status på de østlige partnerskaber, ikke for at gå i dybden med Ukraines økonomi.
EU's stats- og regeringschefer havde ind til i sidste uge regnet med at skulle underskrive en aftale med Ukraine, der kunne have åbnet landet som marked for EU's virksomheder, og som kunne have givet Ukraine mulighed for eksportindtægter den anden vej. Samtidig kunne associeringsaftalen opgradere landets demokratiske institutioner, valglove, domstole og anklagemyndigheder og sikre en løsning på den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko.
Alt det bliver nu udskudt.
- Vi vil fortsætte vores diskussioner om Ukraine i dag, men lige nu er Ukraines præsident jo ikke interesseret i det vi tilbyder. Ukraines præsident sagde i aftes, at man ikke er klar til at fortsætte samarbejdet med os. Ukraine ønsker at gå en vej, der fører til ingenting, sagde Dalia Grysbauskaite på en pressebriefing i morges inden topmødet fortsatte.
Inden topmødet i gang lød det fra en række førende EU-politikere, at det er ærgerligt for EU men værst for Ukraine.
Helt resultatløst bliver topmødet dog ikke, trods den glippede aftale med Ukraine. Ved en ceremoni i dag vil hensigtserklæringer om handels- og associeringsaftaler med Georgien og Moldova blive underskrevet, måske kan der underskrives endeligt om et år. Til formiddag vil der også blive lavet aftale om en visa-liberaliseringsaftale med Aserbajdsjan.
