Mellem fuglekvidder, køer og knæhøjt græs står Jakob Ellemann-Jensen (V) og Maria Reumert Gjerding, der i dag er præsident for Danmarks Naturfredningsforening. De er i Hareskoven nær København for at diskutere, hvilke danske naturområder der fortjener at blive beskyttet.

Allerede under den tidligere miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), stod det nemlig klart, at 30.000 hektar jord vil blive fjernet fra listen over de såkaldte Natura 2000-områder. Det er områder, hvor dyrelivet og biodiversiteten i forvejen trives, og som bl.a. kommuner skal arbejde for at styrke og beskytte endnu mere.