Torsdagens danske fodboldhelte hedder Kolarov og Ljajic og kommer fra Serbien.

At de to inde i dommerens overtid af Serbiens udekamp mod Albanien scorede til 1-0 og 2-0 gør, at det danske fodboldlandshold stadig kan tillade sig at håbe på at ramme en af de to øverste pladser i EM-kvalifikationsgruppe I, som giver en direkte adgang til sommerens EM.

Men det er også hele historien om denne kvalifikationsturnering, at det er serbiske scoringer i Albanien og ikke egne danske evner og mål, der skabte den bedste nyhed torsdag aften.

Danskerne kunne ikke selv, da man tabte med 0-1 i Portugal.

Jo, jeg kan godt få øje på mulighederne i den livline, som Serbien udstyrede os med torsdag, men jeg holder stadig fast i - og formoder, at jeg har fået flere med mig - at det for Danmark hælder i retning af to playoff-kampe i november.

Og det er uanset hvad ulykkesagligt. Og for ringe.

Men sagerne står nu sådan, at Danmark har brug for, at Albanien ikke tager til Armenien og vinder på søndag mod et armensk hold, der har været svagt, mens Albanien stadig spiller for en sensationel direkte EM-billet. Albanien er min favorit i den ligning, men har også svært ved at score i øjeblikket, det anerkender jeg.

For Danmark er kvalifikationen overstået, og tilbage står, at landsholdet ikke ved egen evne magtede at løse en ellers overkommelig kvalifikation. Det er skuffende, at vi stadig er kraftigt på vej ind i dette rene playoff-lotteri, hvor  Danmark formentlig bliver seedet, men det skal vi ikke lade os narre af i så fald. Jeg kommer aldrig til at melde Danmarks chancer op til at være mere end 50 procent i to playoffkampe efter at have set denne kvalifikation, hvor vi nu i otte kampe har lavet otte mål - men ikke har scoret ét eneste i de seneste 270 minutters fodbold.

Det er ikke så overbevisende endda.

Men det var ikke i Portugal denne torsdag aften, at skaden skete. 

Her så vi på lange stræk et dansk landshold, der spillede sin chance og havde en chance mod et hjemmehold, der længe spillede med trekvart indsats velvidende, at et point var nok for at komme til EM. Igen var det dog et kæmpe problem for danskerne at blive farlige.

Morten Olsen gik modigt til værks i sin startopstilling. Heldigvis, det klæder en landstræner under det pres, som Danmark var rejst til Portugal med at jagte noget initiativ og bringe formstærke spillere.

Det sendte William Kvist på bænken, mens Danmarks centrale midtbane hed Michael Krohn-Dehli, Daniel Wass og Pierre-Emile Højbjerg. Olsen tog en chance der og gamblede med den defensive balance på det danske hold, og han vandt mildt sagt ikke på den beslutning.

Daniel Wass, der har fået så stærk en start på opholdet i spansk fodbold, spillede heller ikke denne aften en stor landskamp og blev logisk nok skiftet ud.

Historien var endnu værre om Pierre-Emile Højbjerg, der buldrede så voldsomt ind i sin landsholdskarriere, men som lige nu ikke er på toppen af ret mange ting. Desværre. Og det slog også igennem denne aften i Braga. Højbjerg var hverken overbevisende med eller uden bolden og lænede sig alvorligt op af en udvisning, da Morten Olsen logisk nok valgte at skifte ham med Kvist i pausen.

Heller ikke Wass eller Krohn-Dehli fik synderligt godt fat i spillet, og derfor blev de danske perioder med bolddominans relativt få i en første halvleg, hvor Simon Kjær gjorde sig overbevisende bemærket sammen med Daniel Agger ved at afværge det, portugiserne kom med. Et portugisisk landshold, der nok var dominerende, men ikke var voldsomt imponerende.

Den kendsgerning, at Portugal ville være EM-klar med det ene point, gjorde dette til en af den slags aftener, hvor Danmark bestemt havde en af de bedre muligheder for at lave et resultat på en af Europas vanskelige udebaner, og det lignede af og til noget i anden halvlegs indledning, hvor NIcklas Bendtner, der spillede godt, klappede bolden på stolpen.

Jo, danskerne var egentlig inde og røre ved noget, inden Portguals Moutinho sendte både Daniel Agger og Michael Krohn-Dehli ud af spillet med en skudfinte og elegant lagde bolden ind til kampens slutresultat.

Vi finder julekortene frem til serberne.