Dansk nedtur uden gode forklaringer - det var bare skidt

Det er mest af alt med en følelse af forbløffelse, man sidder tilbage efter at have set Danmark spille 0-0 mandag aften på udebane mod Armenien.

Forbløffelse over at have set en præstation, der overgik - nej undergik - den mod Albanien forleden.

Tænk, at vi nu har set 180 minutters fodbold mod først Albanien og siden Armenien uden en dansk scoring. Og også uden de voldsomt store chancer.

Tænk, at det danske landshold igen magtede så lidt. Teknisk, fysisk og indstillingsmæssigt. Jeg så ikke ét parameter, hvor vi ærligt kan sige, at vi da var klart bedre end Armenien. Det var vi ikke. Vi kunne sagtens have tabt. Det havde slet ikke været urimeligt.

Det er med al respekt for, at de lette fodboldkampe i Europa er kogt ned til noget Andorra, San Marino og lignende, at jeg konstaterer, at Armenien ikke er et så godt hold, som det kom til at se ud mod Danmark mandag aften.

Det er jeg ærligt talt forbløffet over.

Og vi er vel også enige om, at der ikke rigtigt findes gode forklaringer i denne stund. To kampe med så ens kampbilleder er en tendens, ikke en tilfældighed, ikke et uheld.

Det er et udtryk for, at det danske landshold, som det tog sig ud i denne første uge af september, højst kan kaldes for ordinært.

Danmark er ikke færdige i EM-kvalifikationen endnu. Men at det forholder sig sådan, handler som bekendt mere om kvalifikationsformatet og de hele 24 lande, der får lov at få en slutrundeoplevelse, end det handler om Danmark.

Der vil stadig være matematiske muligheder, der kan gøre, at Danmark selv med en sejr i Portugal spiller sig op på en af de direkte kvalifikationspladser, men det er ret beset irrelevant at kigge på lige nu.

Vi kigger på et landshold, som skal spille playoff om at komme til EM, tror jeg. Og det er egentlig rimeligt nok, at den skal presses derud, når vi kigger på hele kvalifikationen. Danmark vil formentlig opnå en seedning i lodtrækningen til sådan en playoff, og man kunne ud af det fristes til at tænke, at det danske landshold vil være favorit i sådanne kampe.

Men som landsholdet har taget sig ud i disse kampe, vil jeg næsten på forhånd sige, at de danske muligheder i sådanne kampe aldrig bliver bedre end 50 procent.

Morten Olsen havde mandag aften valgt at starte med de 11, som spillede en hæderlig - men heller ikke mere end hæderlig - anden halvleg mod Albanien fredag aften. Det gav udmærket mening.

Der var trods alt noget fart, dynamik og fremadrettet over de 11 i de sidste 45 minutter af Albanien-kampen. Men to fodboldkampe er som bekendt aldrig ens, og det samme gælder søreme for det udtryk, som de samme 11 spillere præsenterede i første halvleg af kampen mod Armenien.

Bortset fra en pæn start med høj aggressivitet fra danskerne, så var første halvleg endnu en omgang spild af dyrebare fodboldminutter fra et landshold, der skulle vinde. De kunne, da først suset fra den sidste peptalk i omklædningsrummet havde lagt sig efter 10 minutters tid, stort set ikke noget. De offensive spillere var fraværende, nærkampe blev tabt, spillet hang ikke sammen, armenerne blev tilladt pæne chancer.

Det var faktisk forstemmende. Og det var ikke til at få øje på, at dette skulle være et landshold, der virkelig gerne vil til EM, og som måske også har en form for berettigelse ved et EM.

Billedet forandrede sig ikke voldsomt efter pausen, hvor der godt nok blev skabt flere danske chancer, men der blev også givet mere væk i den anden ende.

Jeg undrede mig også denne gang over, at Morten Olsen ikke mente, det var relevant at sætte Morten Duncan Rasmussen på banen. Han kan score mål, og han skulle have været prøvet - om ikke før, så da Simon Kjær måtte gå skadet ud med omkring 10 minutter igen, men hvor Olsen valgte at erstatte ham med en forsvarer i form af Erik Sviatchenko.

Dér savnede jeg mere mod fra landstræneren, som selvfølgelig bærer et ansvar for at så få spillere præsterede.

Nøglespillere som Højbjerg, Agger og Bendtner spillede ikke mere end på det jævne. Bedste danskere var i min bog Riza Durmisi og Kasper Schmeichel. Vi har brug for noget andet for at vinde fodboldkampe i Armenien.

Vi fik set et dansk landshold, der skulle klare sig uden Christian Eriksen, der så ofte har været kritiseret også af landstræneren, men mon ikke vi alle ønsker os Tottenham-spilleren tilbage til kampen i Portugal i oktober og de forventede playoffkamp senere på efteråret.

Det kan være, at det lige kan være den forskel, der får den danske bagdel med blandt de knap 50 procent bedste i Europa.
Det kan vi desværre ikke med den mindste antydning af overbevisning i stemmen sige, at vi er lige nu.