Der er ros til Apple og ris til Microsoft og en række andre storproducenter i kampen om at sikre, at batterier til mobiltelefoner og elbiler ikke er fremstillet af metaller, som der er brugt børnearbejdere for at få fingrene i.

Den amerikanske iPhone-producent har nemlig som det første selskab valgt at offentliggøre navnene på, hvem der leverer kobolt til Apple-udstyret. Kobolt, som er blevet kaldt den nye olie, er en vigtig del af litium-ion-batterier, der igen er vigtigt i omstillingen til en grønnere verden, og over halvdelen af verdensproduktionen sker i DR Congo. Her bliver omkring 20 procent udvundet pr. håndkraft og siden solgt til lokale handlende.