BRUXELLES. Man ser det for sig: Muldvarpe på flugt ud af villahaverne, mens danskerne nedgraver kilometervis af jordvarme, tagene knager under vægten af solceller, det sidste gamle toilet ryger i containeren med et brag, mens farmand sætter sig på det nye lavskylsporcelæn og funderer over, om det kan svare sig at skifte til vinterdæk med lavere rullemodstand.

Velkommen til Danmark, velkommen til Holland, velkommen til Tyskland og resten af Europa, hvor en ny og krisetilpasset måde at kommunikere klimasagen gør »vi« til »mig« og sætter den enkelte europæer, de små virksomheder, det tætte og det nære før det store, abstrakte forsøg på at redde kloden.

Lad os skrue tiden tre år tilbage, til efteråret 2009, da håbet om en fælles indsats og en fælles, global sejr for klimaet blomstrede, mens klimatopmødet i København glimtede som et snefnug i december med muligheden for en verdensomspændende, bindende aftale.

Tog man en tur i en taxa i New York, kunne man se kæmpebannere med »Hopenhagen«, de sociale medier brugte deres barndom som generatorer for et fællesskab, og der blev fortalt historier fra hele verden om, hvordan vi alle sammen kunne skrue en lille smule ned for vores overflodsliv og dermed skabe håb for isbjørne, havstrømme og holde verdenshavenes vandstande i ave.

Det var en historie fuld af overskud, men når alt kom til alt, var den bedre egnet til et »like« på Facebook end en handlingsanvisning til politikere, borgere og virksomheder. COP15-fiaskoen i Bella Center efterlod klimasagen i et tomrum. Det gav indtryk af, at klimaet er en udfordring så stor, at selv stats- og regeringschefer ikke kan leve op til den. Og verden er da heller ikke kommet meget længere end museskridt i retning af en global aftale, selv om der stadig afholdes globale klimatopmøder.

Siden Cop15 er Europa og Nordamerika falmet. Finans- og gældskrisen har med ét slag givet vores økonomier gråt hår. Hele lande kæmper for at undgå bankerot.

Alene i Europa er 25 millioner blevet arbejdsløse, og i takt med den økonomiske nedtur er der slukket så mange skorstene, at EU er langt foran egne mål på CO2-udledningen. Opturens murstensmillionærer er blevet mere tavse ved middagsselskaberne, mens de forsøger at vænne sig til den stavnsbindende effekt af begrebet »teknisk insolvens«.

Er det let at kommunikere klimakamp i den nye krisekontekst? Nej, lyder svaret fra internationale miljø- og klimaforkæmpere, som Berlingske har talt med.

Er der stadig brug for det? Ja, lyder det fra samme lejr, der også peger på, at krisen skaber nye muligheder.

Connie Hedegaard, EUs klimakommissær, griber mulighederne med kampagnen »A world you like«, som hun lancerer i morgen i London. I stedet for tidligere tiders rådvilde isbjørne, skræmmebilleder og skyldige skorstene er kernen i budskabet rettet mod individet og de fordele, farmand på lavskylskummen gør sig: »Hvad er der i det for mig?«

Et diffust »Hopenhagen« er erstattet med »Benefit«; jagten på konkrete økonomiske fordele for den enkelte. Væk er envejskommunikationen og de løftede pegefingre. I stedet vil Connie Hedegaard i EUs nye klimamæssige flagskibskampagne forsøge at påvise smarte greb og mulig merværdi især for de 18-45-årige europæere samt for små- og mellemstore virksomheder.

»Vi skal væk fra de dystre dommedagsscenarier og i virkeligheden bare vise, at det kan betale sig at bruge sund fornuft. At det er attaktivt at gøre noget. Hvis man gør løsningerne lette og synlige og ikke behandler folk som idioter, tror jeg, at vi kan nå meget, meget langt,« siger Connie Hedegaard.

Er det et nyt narrativ for klimaet?

»Energieffektivitet, energiforsyning, mindre brug af ressourcer og muligheder for nye job i Europa er faktisk det, jeg har arbejdet på, siden jeg begyndte i det her job i februar 2010, hvor COP15 var i december 2009. Det, vi gør nu, er en naturlig forlængelse.«

Man hører mest om den økonomiske krise fra Bruxelles lige nu. Men i kommissionshovedkvarteret er energi - tæt sammenkoblet med klimaspørgsmålet - et kerneområde for det europæiske samarbejde, fordi der er økonomiske såvel som strategiske interesser på spil.

EU-Kommissionen har i de sidste par år lagt vægt på mulighederne i grøn vækst, og Georg Zachmann, økonom og forsker med speciale i energispørgsmål ved tænketanken Bruegel i Bruxelles, ser Hedegaards initiativ som en naturlig forlængelse.

»EUs vision er, at nye grønne virksomheder kan være med til at redde Europas økonomi. Men ikke alle lande kan blive, som Danmark gjorde med tilskud til vindkraft. Det er der ikke råd til i andre lande. Derfor ser kommissionen borgerne og de mindre virksomheders rolle vigtige, og deres betydning er ikke mindre under krisen,« siger han.

Connie Hedegaard erkender, at gældskrisen gør det til en udfordring at kommunikere klimabudskabet på den politiske scene.

»Det er svært for stats- og regeringschefer, der kæmper en daglig kamp for at undgå en økonomisk katastrofe. Det er meget forlangt af dem, at de skal orke at tænke på de lidt mere langsigtede ting. Til gengæld tror jeg, at man i en krisetid har lettere ved at kommunikere med små og store virksomheder og med borgerne. Borgerne og virksomhederne er presset på omkostningerne og ved at gøre det lettere for dem at se mulighederne for at spare omkostninger eksempelvis til energi, så hjælper vi dem uden at rejse pegefingeren og bevæger os mod det samme mål,« siger hun.

Ifølge Jorgo Riss, chef for Europakontoret for Greenpeace, var fortællingen om klimaspørgsmålet strandet i et par år efter COP15.

»Medierne havde fyret alt deres krudt af op til mødet, men mistede interessen med det samme bagefter. Op til København dominerede skræmmescenarierne, men problemerne blev ikke løst i København. Det var som om, at klimaet pludselig blev kedeligt. Gældskrisen har også været et problem, men det er i gang med at ændre sig. For det er gået op for Europa, at klimaet kan være en del af løsningen på gældskrisen,« siger han.

Nøglen til et forbedret klima ligger hos den enkelte, medgiver Jorgo Riss.

»Der er en enorm kraft i at mobilisere den enkelte. Det er allerede i gang, og det er den bølge, EU-Kommissionen nu går med på.«

Greenpeace ser den individuelle tilgang til klimasagen som et supplement til den klassiske fællesskabskommunikation.

»Folk kan stadig mobiliseres i arbejdet på at redde Arktis og isbjørne. Vi har lige samlet to millioner underskrifter i kampagnen »Save the Arctic«. Der er ikke tale om et reelt skift fra sort til hvidt, men argumenterne for de individuelle fordele taler måske til flere, og dermed når man samlet set bredere,« siger han.

Langt fra Arktis, langt fra Bruxelles, med adresse i København er den danske modebranche klar til at gøre en forskel i EU-kampagnen. Hos Danish Fashion Institute, som er sammenslutningen af alle de kendte danske tøjmærker, er man klar til at trække klimasagen tæt på huden af forbrugerne.

En central del af Hedegaards kampagne er at skabe samarbejder og partnerskaber, så det ikke er EU, der er dommer, men spillerne på banen, der finder løsninger. Ved at danne partnerskaber er håbet, at effekten af kampagnen, der ikke koster mere end andre EU-initiativer, får en større gennemslagskraft. De danske tøjproducenter møder op til lanceringsfesten i London i morgen med planen om et samarbejde mellem dem selv, hvidevareproducenterne og de virksomheder, der producerer vaskemiddel.

»Ideen kunne ikke være mere jordnær: Forbrugerne har afgørende indflydelse på miljø og klima med den måde, de køber, vasker, stryger og skaffer sig af med deres tøj. Her kan vi gøre en forskel,« siger Jonas Eder-Hansen, udviklingsdirektør i Copenhagen Fashion Institute.

Modefirmaerne vil i samarbejde med partnerne i de to andre brancher udvikle vaskeanvisningerne i tøjet, så de meget mere effektivt anviser, hvordan man kan reducere klimabelastningen ved at gøre det billigere for sig selv at håndtere tøjet. Målinger viser, at de små hvide sedler i tøjet læses af så godt som alle kunder, og de bliver fulgt.

»Et eksempel er gradtallet i tøjet. Tallet er et maksimum, men der står ikke noget om, hvor langt man faktisk kan gå ned i temperatur og samtidig få tøjet rent. Uden løftede pegefingre kan man give folk tøj, der holder længere og sænke deres energiregning. Klimafordelen er en afledt effekt,« siger Jonas Eder-Hansen.

Flere end 70 organisationer og virksomheder fra hele Europa har bekræftet, at de vil deltage på samme måde og arbejde med andre problemstillinger under »A world you like«.

»Man behøver ikke at være klimakommissær for at se, at det her er fornuftigt. Hvis vi skal undgå et samfund, hvor det hele tiden er politikere, der fortæller dig, hvad du skal gøre og det vil jeg gerne undgå så er det her nogle muligheder. Med kampagnen skal vi sikre, at folk ved, hvad der er fornuftigt for dem, også ofte for deres økonomi, og hvis tilstrækkeligt mange følger det, så vil det være med til at nedbringe både miljøregningen, klimaregningen og forbedre Europas økonomi,« siger Connie Hedegaard.