Premiere i næsten 90 biografer på landsplan med en debutfilm er ret godt gået - især af tre filmfolk så lysegrønne som nyudsprungne bøgetræer: Instruktør Mehdi Avaz har de seneste ti år arbejdet som fotograf, primært på musikvideoer og reklamefilm, de seneste to år med base i Los Angeles, mens lillebror Milad har en baggrund inden for business og har instrueret en enkelt kortfilm. Den tredje bror, Misam, havde sit eget salgsfirma, før han sprang på vognen og blev producer i det fælles firma Rocket Road Pictures.
Hvad de ikke har i erfaring, har de til gengæld i kærlighed til film. Deres filmuddannelse er foregået i biografmørket, hvor favoritterne er de store Hollywood-instruktører. Måske derfor bliver der ikke lagt bånd på hverken de melodramatiske toner eller de store følelser i »Mens vi lever«, der handler om begivenhederne op til og efter en alvorlig ulykke, som ændrer alle involveredes liv.
»Vi har taget iranske følelser med i dansk film og så tilsat noget storslået amerikansk musik og kameraføring. Det er det, der er formlen,« siger Mehdi Avaz, der med egne (og brødrenes) ord er en uhelbredelig romantiker, der elsker store Hollywood-film og popballader.
»Vi er ikke bange for at pensle store følelser ud, for den dér »cheesiness«, som folk kalder det. Vi synes bare, at det er lækkert,« siger han og bliver suppleret af Milad Avaz:
»Store følelser og mangel på selvironi er bare vores fremgangsmåde. Sådan er vi også selv. Vi er ikke bange for at være hundrede procent dem, vi er, eller for hvad andre synes. Derfor har vi ikke brug for hele tiden at distancere os fra os selv. På samme måde har vi bare sagt: Hvordan kan de her karakterer være ultimativt ærlige og tro mod dem selv i det her øjeblik og være gået efter det.«
Visuelt har brødrene gået efter ren Hollywood: steadicam, pangfarver – og buldrende underlægningsmusik. Men følelserne skulle være helt tæt på karaktererne.
»Vi elsker den måde, man underspiller historien på i Danmark. Men samtidig ville vi gerne væk fra den dér med håndholdt kamera og underbelyste scener,« siger Mehdi Avaz.
»I Danmark prøver man at være tro mod realismen, som om realisme er det eneste, der betyder noget,« medgiver Milad Avaz. »Men det er jo kun ét stykke værktøj i en værktøjskasse. Virkelighed er noget, du etablerer i den måde, du skriver din historie, og den måde, du instruerer på.«
»Det kan godt se realistisk ud, uden at kameraet behøver at stå og ryste. Vi vil gerne lave film, hvor kameraet er et overvågningskamera. Publikum skal kunne koncentrere sig om karaktererne og de følelser, der løber igennem dem, uden at blive forstyrret eller påvirket af kameraet. På den måde vil vi gerne bringe noget ny frisk luft til dansk film,« siger Mehdi Avaz.
Allerede kort inde i interviewet tegner der sig et tydeligt billede af de tre brødre. Mehdi er storebroderen. Ham, der tager ordet, tænker over tingene, får ideerne. Milad er til gengæld hurtig – til at tale og til at danne sig en mening. Mellem de to sidder Misam, der først kom med som producer, efter at »Mens vi lever« var næsten færdigoptaget. Han forholder sig lyttende og tavs, men smilende det meste af tiden.
»Det er ham, der sørger for, at vi ikke river hovederne af hinanden,« siger Milad Avaz med et stort grin. Bølgerne kan godt gå højt under optagelserne, når passionerede mennesker med forskellige meninger skal finde et fælles ståsted. Men det er samtidig deres helt store styrke, vurderer Milad Avaz:
»Vi er meget forskellige, og vi skændes meget. Men vi skændes, fordi vi gerne vil have de bedste ideer og den største passion med i filmen. Det handler om at lave det bedste, og vi er meget detaljeorienterede. Når vi endelig bliver enige om noget, er det et mirakel. Men så ved vi også, at det er det rigtige.«
Drømmen er at vinde en Oscar til Danmark. Hvis ikke med »Mens vi lever«, så med et af de kommende tre filmprojekter, der allerede er linet op i deres fælles produktionsselskab Rocket Road Pictures. To danske og en amerikansk.
»Vi er stensikre på, at vi kommer til at vinde en Oscar til Danmark,« siger Mehdi Avaz. Uden at blinke.
»Vores film er både nyskabende og utroligt folkelige. Vores næste film, »Far«, handler om en fars rettigheder i Danmark, når man bliver skilt. Vores tredje film handler om vores egen flugt fra Iran, hvor man ser en familie være ved at falde fra hinanden. Og så har vi en amerikansk film om en mor-datter-kærlighed, hvor datteren ligger for døden. Så alle vores film handler om ting, der kunne ske for dig og mig, når vi går ud ad døren. Det er håndgribelige familiedramaer. Det er hjerteligt, det er følelser, og det er kærlighed. Det gør ondt. Og man bliver glad. På den måde laver vi film for folket.«
»Vi vil gerne give foder til folks eksistensgrundlag. Få dem til at overveje, hvad deres forhold er til dem selv og andre mennesker,« tilføjer Milad Avaz. »Uanset hvad vi laver, så synes jeg hele tiden, vi ender med at snakke om kærlighed eller had eller sorg eller andre helt fundamentale eksistensspørgsmål. For alt andet er jo ligegyldigt.«
»Ja,« siger Mehdi Avaz. »Hvis folk har valgt at tage to timer ud af deres liv for at se en film, skal vi også give dem en oplevelse, hvor de glemmer alt andet imens. Og det synes jeg, vi gør. Vi laver film, hvor du kan grine og græde og være ked af det og glad og glemme de dagligdags ting. Og få lyst til at ringe til dem, du elsker, bagefter.«
Brødrene Avaz fik afslag fra Det Danske Filminstitut og New Danish Screen, der ikke mente, det var muligt at lave en spillefilm for to millioner kroner. »Mens vi lever« er derfor lavet med støtte fra Gribskov Kommune, Rådet for Sikker Trafik samt en række private investorer. Derudover har brødrene trukket på hele det netværk, som ikke mindst Mehdi Avaz har opbygget i både USA og Danmark gennem de seneste ti år. Blandt andet et par relativt store amerikanske navne med erfaring fra film og TV-serier som »Spiderman« og »Mad Men«, som Mehdi Avaz har lært at kende gennem de seneste tre år, hvor han har haft base i Los Angeles - og med egne ord er gået målrettet efter at skabe et netværk.
»Lysmanden har blandt andet arbejdet for Quentin Tarantino. Det er mennesker, som vi har siddet og drukket øl med og spist middag med og lært at kende, og fordi de mennesker holder så meget af os og synes, vi brænder så meget for det, vi laver, og har hjertet på rette sted, har de købt billet til vores drøm og sagt »den dag I laver jeres første spillefilm, vil vi godt komme til Danmark og være med på holdet«. Og det har de gjort,« fortæller Mehdi Avaz, der fik Bent Fabricius-Bjerre til at lave musikken på samme måde.
Folk, der normalt ville få op mod en halv million i løn, er gået med til 30.000, alle er blevet installeret i et sommerhus i Vejby Strand, brødrene har selv arbejdet gratis, og deres forældre har hver dag stået og lavet frokost – og kager – til alle på settet. En optageperiode på bare 21 dage, hvor alle skud var nøje planlagt for at minimere spildtid, har også været med til at holde budgettet nede. Den slags kan man dog kun gøre en gang. Derfor har deres næste film et lidt mere realistisk budget på ti millioner.
»Vi har simpelthen sat os ned og sagt »Hvad koster det at lave den her film?« siger Mehdi Avaz. »Hvad koster det at leje en bil hos Europcar i tre uger? Hvad koster det at gå i Netto og købe rugbrødsmadder? Men når vi så har vist budgettet, har folk sjovt nok sagt: »Den koster 18 millioner«. Men hvorfor? For ti millioner kan vi få det bedste udstyr og de bedste mennesker på posterne, som alle får løn. Vi kan have det sjovt, og alle kan få noget at spise. Så hvis den koster ti, så koster den ti,« siger Mehdi Avaz, der gerne vil lave film, der giver overskud, men ikke har lyst til at sløse med hverken skatteborgeres eller private investores penge. Han vil bare gerne have lov til at lave film sammen med sine brødre.
»Vi ved godt, at vi ikke bliver rige af det her. Vi kommer ikke til at køre rundt i fede biler og bo på Tuborg Havn. Vi har det fint med at bo sammen i en lille lejlighed med hver sit værelse og et køkken og et badeværelse. Men vi skal fandeme have lov til at lave film. Man bliver oprigtigt glad og lykkelig indeni, når man sidder og ser folk grine eller græde over det, man har skabt.«