Lige siden han debuterede som skuespiller, har Dejan Cukic gang på gang fået ros for sin intensitet. Tilsat noget lidt farligt og uberegneligt. Gnist, kunne man kalde det. Men gnister kan både fænge og dø ud.

Derfor har Dejan Cukic brugt de seneste fem år på at arbejde i udlandet, blandt andet på TV-serien »Borgia«, for at få en pause fra den rolle, han følte, at han var blevet tildelt i dansk film, og genfinde sig selv som skuespiller. Hvad der er kommet ud af den rejse, viser han i Christian Dyekjærs »Fantasten«, hvor han leverer et, nå ja, intenst portræt af ludomanen Claus, der gang på gang sætter alt over styr, men – måske – får en chance til, da hans søn dukker op på hans dørtrin efter mange års fravær.