Det er stadig svært at få lov til at skildre en mand, der ikke gider at knalde. TV-stationerne vil ikke have det, fordi de frygter, at han vil blive betragtet som ikke-maskulin, og så gider mændene ikke se det. Samtidig frygter de, at kvinderne ikke vil forelske sig i ham, og så står de kvindelige seere også af.«
Mette Heeno har talt.
Den danske manuskriptforfatter er del af det panel, der brugte tirsdag aften på at fortælle om kønsklicheer i danske film og TV- serier. Alle stole er optaget i det aflange mødelokale hos foreningen Danske Dramatikere, der – ifølge aftenens ordstyrer, Jenny Lund Madsen, »må gribe i egen barm og tage sin del af ansvaret for, at det ser ud som det i dansk film.«
Det bliver ikke sagt direkte, men hun refererer formentlig til undersøgelser fra Det Danske Filminstitut (DFI), der viser, at 61 procent af de medvirkende i danske spillefilm er mænd. Og at 67 procent af hovedrollerne er mænd.
Hvilket er problematisk, fordi film ikke bare skal skildre virkeligheden. De er også med til at præge, hvordan vi oplever den, som en mødedeltager siger med munden fuld af saltstænger.
Senere nævnes den såkaldte Bechdal-test, som film kun kan bestå, hvis de indeholder en scene med to navngivne kvinder, der taler om andet end mænd. Den test består kun ganske få titler.
»Det handler om at komme op af kliché- gryden,« som Jenny Lund Madsen siger.
Køn og repræsentation har længe været et fokuspunkt i den danske filmbranche. Sidste år nedsatte DFI tre arbejdsgrupper, der skulle se på branchens kønsfordeling – især bag kameraet.
Men fyraftensmødet hos Danske Dramatikere handler om noget andet. Her er fokus på de personer, vi skal identificere os med på det store lærred. Aftenens fire paneldeltagere har allerede arbejdet med den side af sagen.
Især Mette Heeno, der understreger, at hun tænker meget over det. Hendes eksempel med den frigide mand stemmer fra TV2-serien »Bedre skilt end aldrig«, som hun skrev i 2016 sammen med Hella Joof.
»I det tilfælde skulle manden ikke bare miste sin sexlyst, han skulle også sminkes af sine børn, og det havde vi sindssygt mange problemer med at få igennem,« forklarer Mette Heeno, der mener, at især TV-stationerne er meget bange for at bryde stereotyperne.
Samme oplevelse har en anden paneldeltager, manuskriptforfatteren Ina Bruhn:
»Især TV 2 er meget familieorienteret, så de vil helst have, at de kvindelige karakterer prioriterer børnene. Jeg havde en konkret oplevelse med en karakter, der skulle ændre sig og begyndte at drømme om at rejse væk, og det måtte jeg virkelig kæmpe for at gå igennem,« siger Ina Bruhn.
Og definerer TV-stationernes kønsopfattelse: »Mænd er dem, der splitter tingene ad, og kvinden er moderdyret, der skal holde samme på alting. Den kliche har jeg også gjort mig skyldig i.«
Der findes to slags debatmøder. De styrede og de spontane. Dette tilhører tydeligvis sidste kategori. Efterhånden som aftenen skrider frem, står det klart, at paneldeltagerne er lige så enige om uenige.
Dramatikeren Nikolaj Scherfig synes, at det går fremad, mens kollegaen Kim Fupz Aakeson har svært ved at se problemet. Til gengæld virker Mette Heeno og Ina Bruhn enige om, at den stereotype fremstilling især betyder, at der mangler skildringer af de kvinder, der er under 27 og over 70.
»Jeg skrev på et tidspunkt et manus om en 70-årig kvinde, der skulle skilles. Den første reaktion var: »Superfed historie – kunne hun være 60 år?« fortæller Mette Heeno.
»Og så ville de sikkert caste en i slutningen af 50erne. På den måde er der masser af historier derude. De bliver bare mødt med et »Superfedt. Kan du lave noget andet? Og helst med nogle yngre, så seerne gider at knalde dem.«
Hun henviser til »Manufestet« – en tekst, der i 40 punkter ironiserer over de uskrevne regler i dansk film. Flere af punkterne i »Manufestet« kredser også om TV-branchens gamle fordom om, at mænd ikke gider at se historier om kvinder. Det er også derfor, børnefilm som regel har en dreng i hovedrollen, siges det.
Påstanden får en deltager til at sige, at »I skulle bare vide, hvordan vi andre har det. Jeg har set så mange film, at jeg ved, hvordan mænd går på toilettet, hvad de taler om i saunaen og hvad de siger derhjemme, når de har været utro.«
Men måske er det ved at ændre sig.
I panelet sidder også som nævnt Nikolaj Scherfig, der oplever, at der er kommet langt flere nuancerede billeder af kvinder.
»For 30 år siden var det sådan, at kvinder ikke måtte have fejl. Enten skulle de være ofre, eller også skrev man dem masochistisk op på en piedestal. Men det sjove er jo at give dem fejl. Og det er en sejr, når man kan skildre et menneske, uden at det skal rammes af politisk korrekthed,« siger Scherfig, der understreger, at der sker store ting lige nu.
De nye streamingtjenester tager modige beslutninger, og der laves TV-serier af så stor kvalitet, at de bryder alle forventninger om, hvem der vil se dem.
»»Skam« er udviklet præcist til at ramme 16-årige piger i Norge. Men fordi den har så høj kvalitet, sprænger den alle rammer,« siger Scherfig og understreger, at Netflix-serien »Orange Is The New Black«, der handler om livet i et kvindefængsel, er den mest sete pt. på verdensplan.
Men udviklingen går både frem og tilbage. Og mens gamle klichéer bryder sammen, opstår der også nye. Ifølge Ina Bruhn der for eksempel opstået et nyt krav om, at kvindelige hovedroller skal være »sindssygt seje«.
»Det sværeste, du kan lave lige nu, er en kvinde, der er offer. Kvinder skal være helt uovervindelige fra første øjeblik. Den uintelligente kvinde er no go. Det er blevet sindssygt korrekt.«
At det stadig er sådan på det store og lille lærred, handler blandt andet om at pengemænd, filminstitutter og andre gatekeepere er styret af seertal. Det mener Kim Fupz Aakeson.
»Det store spørgsmål er altid, om det kan samle familierne søndag aften. DR gik ud og skød penge i »Dogme«-filmene i 90erne, uden at have set en eneste scene. Det ville aldrig sket i dag.«
Og dog – Nikolaj Scherfig er positiv. Lige inden mødet hæves, og der fyldes nye saltstænger i de fremsatte plastikkrus, fortæller han, at der kan ske noget nyt. Markedet er presset. Men ideer er der nok af.
»Alle nybrud har handlet om modige broadcastere. Det var det, der skabte HBO, der ellers bare var kendt for fodbold og spillefilm. Da de begyndte at træffe modige valg, begyndte de at vokse,« siger Nikolaj Scherfig og understreger, at man har set det samme herhjemme.
»Det skete for DR i 90erne, hvor de lavede »Taxa« og »Riget« og senere også »Rejseholdet«, og det reddede deres røv.«
Efter mødet uddeles »Manusfestet« med de 40 »sandheder« fra dansk film. Det sidste lyder: »Husk, at der for mænd altid er en ny chance. For kvinder er det altid sidste chance.«
Det statistiske materiale i artiklen stammer fra DFI-rapporten »Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film«, der omhandler danske film med premiere i 2012-2014