Innovation skal drive væksten
Ligesom unge danskere skal have international erfaring, skal vi kunne tiltrække dygtige udlændinge. Men der er for mange barrierer til, at Danmark kan blive et centrum for innovation.
Ligesom unge danskere skal have international erfaring, skal vi kunne tiltrække dygtige udlændinge. Men der er for mange barrierer til, at Danmark kan blive et centrum for innovation.
I Carlsberg har vi en målsætning om at være verdens hurtigst voksende bryggerigruppe. Det er en ambitiøs målsætning, som vel nok udfordrer janteloven, men vil man vinde, så skal man turde sætte ambitiøse mål. Carlsberg er på få år gået fra at være en dansk til en international virksomhed. Under 5 procent af vores volumen produceres i dag i Danmark.
Vi er kommet gennem den finansielle krise ved at tilpasse vores omkostninger. Det har i høj grad krævet, at vi har ændret på måden, som vi arbejder på – også på tværs af landene. Grundet krisen var vi meget fokuseret på at accelerere disse forandringer, som vi nu også drager fordele af, efterhånden som krisen mindskes.
Samtidig har vi i år igen sat blus under markedsføringen. Vi ønsker en velafbalanceret forretning og kultur med fokus på både vækst i markedsandele og salg samt kontinuerlig fokus på effektivisering på tværs af hele organisationen. I denne proces skal vi lære af de bedste, men samtidig bevare alle de styrker, vi har som brygger. Sagt på en anden måde, så skal vi agere mere og mere globalt, men samtidig fastholde de stærke relationer, vores ølkultur og stærke ølmærker har med lokalbefolkningen i de fleste lande, hvor vi opererer.
Vi ser hele vores virksomhed som et drivhus for ideer, hvor vores medarbejdere hele tiden skal blive dygtigere til at arbejde på tværs af lande og regioner og få ideer fra hinanden. Steal with pride er et stærkt element i vores kultur. Selv om Danmark kun udgør en lille del af Carlsbergs produktion og omsætning, så har vi vores hovedsæde her – og vi er en dansk virksomhed med stærke historiske rødder.
Danske barrierer: Derfor er vilkårene i Danmark vigtig for udviklingen af vores virksomhed. Det er vigtigt, at vi kan tiltrække eksperter til Danmark, så vi både ledelses- og udviklingsmæssigt kan sikre et globalt perspektiv i vores hovedsæde på Valby Bakke.
Her oplever vi gang på gang barrierer. Når kommende medarbejdere har overvundet chokket over skatteniveauet, som er en meget stor barriere, så er det tungt administrativt at komme til at arbejde i Danmark. Som Jyllands-Posten i sommer beskrev i en artikelserie, så er det mere besværligt at komme til Danmark end de fleste andre lande. Og vi har også kun få internationale skoletilbud, når børnefamilier flytter hertil.
Men også som danskere skal vi være bedre til at tage imod nye kolleger fra udlandet. Vi skal være bedre til at invitere dem med til aktiviteter og på besøg hjemme.
Ligesom det er vigtigt, at unge danskere kommer ud og får international erfaring, er det vigtigt at tiltrække dygtige udlændinge til Danmark. Det er forudsætningen for, at Danmark kommer til at huse innovations- og udviklingsaktiviteter. Vi har i Danmark en række virksomheder, der globalt er blandt markedslederne på deres område. For Carlsberg og disse virksomheder er det vigtigt, at der erhvervspolitisk er fokus på at skabe rammerne for et internationalt miljø i Danmark.
Skal Danmark være drivhus for virksomhedernes innovations- og udviklingsaktiviteter, skal vi kunne tiltrække højt kvalificerede eksperter fra både Danmark og udlandet. Det tror jeg, at vi kan, men det kræver, at denne målsætning også får øget fokus og prioritering på den politiske dagsorden og bliver omsat til handling.
Læs Berlingske Nyhedsmagasin fredag 17. december.