Er du digitalt udmattet? Så har vi løsningen til dig.

Sådan lyder det fra flere og flere initiativrige virksomheder, der har luret trenden omkring digital udmattelse.

Som altid står smarte mennesker parat til at løse menneskers behov. Nogle i et forsøg på at tjene penge, andre blot med et lille glimt i øjet. Her er fem eksempler:

1. Ro til at skrive: Et sted, der i hvert fald synes små penge at tjene, er ved at sælge såkaldte fuldskærms tekstbehandlings-programmer. Skriveprogrammerne fjerner typisk alle muligheder for at fifle med typografier og opsætning, eliminerer distraherende knapper og lægger sig visuelt foran alle andre vinduer på skærmen, så ikke engang menu-linjen er synlig. Eksemplerne er programmerne Writeroom, Darkroom og Ommwriter.

2. Personlig rejseagent: Efter at rejseagenterne i mange år har været trængt af de internetbaserede rejsetilbud, vinder den personlige rejseagent nu nyt terræn. De internetbaserede maskiner har – trods mange forsøg – ikke altid været så effektive, som de gav sig ud for. Den personlige rejseagent kan trods alt lidt mere.

3. Hjælp mod internet-tømmermænd: På internettet kan man også lære at modvirke sin digitale udmattelse. Hiroboga.com tilbyder eksempelvis kurser i det, som hun kalder internet-tømmermænd. Her kan man blandt andet lære at blive klar til, hvad du skal gøre, når du går online; at bevare jordforbindelsen og forbindelsen til dig selv, når du er koblet på nettet, og reagere, inden tømmermændene rammer; og lære at koble fra, når du er færdig, så du har al din energi med dig i dine næste handlinger.

4. Digitalt selvmord: Og er man for alvor kørt sur i al den Web 2.0-aktivitet, man er kommet til at indrullere sig i på internettet, kan man – med et glimt i øjet – begå digitalt selvmord. Suicidemachine.org sørger for, at man nemt og bekvemt kan lukke sine profiler på eksempelvis Facebook, Twitter og Myspace – og det tager kun 52 minutter. Det sker endda i et adstadigt tempo, så man langsomt kan følge sit digitale liv erodere og langsomt opdage, at man igen får tid til sin familie, venner og hobbyer.

5. Slow news: Medierne kan også lukrere på trenden, hvis de tilbyder stof til fordybelse. Det vurderer den selvstændige medieanalytiker Jon Lund, der analyserer fremtidens mediemarked. "Der kommer til at opstå ny form for medieforbrug. Slow news. Lidt det gamle avis-univers. Nogen har udvalgt stoffet. Vi stoler på, at de har overblik og giver os pakker, der gør os trygge og mætte siger han og peger bl.a. på tabletcomputeren iPad som et eksempel på et medie, der i højere grad appellerer til tilbagelænet og rolig konsumering af informationer.

Læs specialrapporten om "digital udmattelse" i Berlingske Nyhedsmagasin 17. december.