Er der overhovedet nogen, der vil savne mennesket – altså bortset fra malkekøerne? Men ellers, hvem vil overhovedet savne menneskets gang på Jorden? Dyrene, nej. Naturen, bestemt nej.
Er det en banal tanke? Jeg synes det ikke. Mere tankevækkende end banalt. For hvordan er det kommet dertil, at vi som race, den menneskelige race, i den grad er ved at smadre og ødelægge projekt Jorden. Netop vi, der blev udstyret med det ypperste, vel for at passe godt på den. Vi med pandelap, forstand og hjerne. Vi med alle forudsætningerne.
De, der bestemmer mest, vil mindst. Vil mindst, når det gælder om at passe på miljøet, og at vi også kan være her de næste mange år. Jeg tænkte på det forleden, da jeg cyklede i smukt sommersolskinsvejr på H.C. Andersens Boulevard og glædedes over det smukke blomsterbed langs Københavns Rådhus, der stod i fuldt flor på den ene side, samtidig med at jeg blev overhalet af tre kæmpe diesellastbiler.
Luftforureningen er højt over grænseværdierne lige her. Lige her midt i København, der vil være en grøn by. Alligevel tillader byens politikere dette dieselsvineri, selv om der i dag findes andre løsninger.
I Oslo har de forlængst forbudt dieselbiler i byen. I Sverige har de lagt miljøskat på flybilletter. I andre europæiske byer – bl.a. Paris – arbejdes der ihærdigt på hastige forandringer for at forbedre miljøet.
Jorden går næppe under i morgen. Men forleden råbte 301 danske forskere og videnskabsmænd alligevel vagt i gevær i Politiken. Hensynet til økonomisk vækst må vige for en mere ambitiøs klimapolitik. Det er sidste chance, hvis Paris-aftalens mål om maksimalt to graders global opvarmning skal indfries, skrev de. Samtidig påpegede de, at Danmark rasler ned ad internationale lister over klimaførende nationer.
Man behøver nu ikke at være videnskabsmand for at mærke, at de har ret. Hvor er viben blevet af, eller lærkesangen – eller alle de insekter, der var engang, da jeg var barn – eller bierne. De er pist borte sammen med en masse andre dyr, der er forsvundet i intensivt landbrugs fremmarch. Der er plastic i vores fisk og pesticider i stadigt flere vandboringer. Vi ved det allerede godt. Alligevel fortsætter vi, som om intet var hændt, med større forbrug, flere flyrejser og flere røde bøffer på grillen. Det er måske det værste.
Vi fortsætter uden hensyn. Og når nogle råber »ulven kommer«, så tror vi, at der er tale om de 10-14 stykker, der har bragt Jylland på den anden ende.
Vi lukker øjnene for realiteterne – eller gør som debattør Anna Libak gjorde i Ekstra Bladet forleden – håner budbringeren. »Vil de for eksempel sørge for at oversætte deres opråb til kinesisk? For kære venner: Hvis hele Jorden virkelig skal reddes af Danmark som foregangsland – og det skal den ifølge forskerne – så kan sagen altså ikke klares med vindmøller og solceller,« skrev hun
Nej, Anna, men hvad med at foregå med et godt eksempel. Det plejer da at være god borgerlig latin. Eller plejede. For lige nu virker det, som om alt kan puttes ind under den hat, at fordi de andre sviner, så sviner vi også videre. Det er fandeme trist, tænker jeg, mens jeg fortsætter ned ad H.C. Andersens Boulevard.