Berlingske og British Medical Journal (BMJ) har gennemgået tusinder af siders dokumenter, som virksomhederne har indsendt for at få godkendt deres lægemidler i EU. Det er dokumenter, som BMJ har fået adgang til via aktindsigt og delt med Berlingske sammen med andet relevant materiale, og som også danner udgangspunkt for en dokumentar, som sendes på den britiske TV-kanal Channel 4 i aften.
Berlingske præsenterer i de kommende dage resultatet af undersøgelsen.
Undersøgelsen afslører, at virksomheder har nægtet at udlevere rådata, som kunne være med til at afgøre, om der er grund til at bekymre sig over vævsforandringer i dyrs bugspytkirtler. I andre tilfælde er oplysninger, der peger på, at medicinen kan have uønsket effekter på bugpytkirtlen ikke blevet offentliggjort, ligesom resultater af dyreforsøg, der uventet viste bivirkninger, er blevet bortforklaret eller negligeret. Berlingske og BMJ har også opdaget fejl i centrale dokumenter i forbindelse med godkendelse af et af lægemidlerne.
Endvidere er centrale og omdiskuterede spørgsmål om, hvordan medicinen egentlig virker i bugspytkirtlen, heller ikke blevet undersøgt systematisk, hverken af virksomheder eller myndigheder.
Til gengæld har virksomhederne slået hårdt ned på forskere, der har offentliggjort selv små studier, som kunne antyde problemer med lægemidlerne. Novo Nordisk går i dialog
Som det eneste af de involverede medicinalselskaber, har Novo Nordisk valgt at gå i dialog og svare direkte på Berlingskes spørgsmål. Mads Krogsgaard Thomsen siger, at de ikke-offentliggjorte oplysninger og videnskabelige problemstillinger, som BMJ og Berlingske Business fremhæver, ikke gælder for Victoza.
Berlingske er bekendt med, at Novo Nordisk senere i denne uge vil fremlægge omfattende dokumentation, herunder også nye undersøgelser, for at imødegå kritikken. Det vil ske på en workshop om diabetes og kræft i bugspytkirtlen, som de amerikanske sundhedsmyndigheder afholder torsdag den 13. juni.
Bristol-Myers Squibb og AstraZeneca, der står bag diabetesmidlet Byetta, afviser i en generel udtalelse, at der er en sammenhæng mellem deres lægemidler og kræft i bugspytkirtlen, mens Merck, der markedsfører det mest populære af de berørte lægemidler, Januvia, ikke har svaret på Berlingskes spørgsmål. Til BMJ oplyser selskabet dog, at studier og medicinforsøg med i alt 33.881 patienter ikke fandt nogen sammenhæng mellem Januvia og kræft i bugspytkirtlen.
