Der er ikke meget, der overgår en god fransk krimiserie, når man skal slå lange, onde vinterdage ihjel. Og hvis den så tilmed foregår i en spændende og speciel atmosfære og i et spændende og autentisk miljø, så er det kun så meget desto bedre.

Man laver en café crème – eller det, der ligner – på Nespresso-maskinen og synker ned i sofapuderne, som et lig synker ned gennem tøsne, inden det fryser fast i sin positur for altid.

»Glacé« er originaltitlen på sådan en fransk Netflix-produktion, som er lige til at binge på en iskold vinterdag. »The Frozen Dead«, som den hedder på engelsk, handler om en række bizarre mord, der foregår i Pyrenæerne. Alene åbningsscenen med et par mænd, der hænger i en overiset gondol på en gammel svævebane, bringer bittersøde minder om »Frøken Smillas fornemmelse for sne« og opklaring i glaciologisk slowmotion tilbage. Og da først det sære galleri af betjente med ærlig talt temmelig udtalte personligheder begynder at knirke rundt i sneen i landsbyerne, tænker man straks på Joel og Ethan Coens »Fargo«. Dertil kan man så lægge lidt »Silence of the Lambs«, der blev til »Ondskabens øjne« på dansk, for den frygtede seriemorder Hirtmann, der sidder i forvaring, er den eneste, der kan løse gåden.

»Knæleren«, der også er lagt på Netflix for nylig, har meget af det samme. Endnu en fransk krimiserie, endnu en massemorder, der sidder inde på livstid, og som er den eneste, der kan fange den copycat, der er i fuld gang med at reproducere ondskaben. Denne gang er morderen en iskold kvinde. Og mordene er feministiske hævnaktioner. Spejlingen af »Mænd, der hader kvinder« er forceret. Men persongalleriet er igen interessant. Og hvis man er i det franske krimihjørne, så bliver det ikke mere underholdende.

At der er så mange ting i de to serier, der minder om hinanden, kommer ikke bag på dem, der forbruger mange krimiserier, tit går i biografen og ser de nyeste thrillere, eller bare læser gode, gammeldags krimier af den slags, der retteligen hører hjemme i et sommerhus. Skabelonlitteratur og kliché-film, serier, der planker serier, plat underholdning, når det er værst – og ind imellem bedst.

Flad kliché

Som litterat må man altid spørge lidt mere ind. Hvad er vi egentlig bange for, når hele kloden sluger fiktion, der handler om at livet afsluttes brutalt? Er vi bange for at miste tid? At tabe vores relationer? Er vi bange for sorg? Frygter vi virkelig kriminalitet – mere end noget andet?

Hvis man skal tro forbruget af krimier, så er svaret ja. Og det er underligt, når man har set folk, der er ved at dø af KOL, talt med overlevende fra højresvingsulykker eller mødt patienter, der siden er døde af noget så sindssygt normalt som mentale lidelser.

Men sådan er litteraturen, filmene, serierne, alle historierne. Det, vi oplever i dem, er motiver. Det er, med et litteraturvidenskabeligt begreb, troper. Altså en form for figurativitet – man siger noget, men i virkeligheden for at sige noget andet, noget dybere, noget sandere.

Så meget desto mere primitivt er det, at man i stort set alle moderne thrillere og TV-serier efterhånden ser overgreb på børn brugt som en flad kliché. Når man har sagt »incest« eller »pædofili«, så har man sagt »det værste, der findes«. Og så er alle med, også husarerne. Nu er det fandeme slemt, du, for nu står ondskaben på maks.

Det er tankevækkende, at ingen serier går ind i substansen af børnemishandling. Fortæller om konsekvenserne. Eller om årsagerne. Man smider bare fænomenet ind og sætter flueben ved det. Det er i sig selv perverst – en form for nyt overgreb på alle dem, der har været udsat for overgreb i virkelighedens iskolde verden.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter og sognepræst i Holbøl pastorat.