Det var en mærkelig debat, der fandt sted i radioen forleden i det udmærkede magasinprogram P1 Eftermiddag. Ikke så meget på grund af det emne, der blev diskuteret: fyringen af Den Kongelige Ballets karakterdansere. Men mest af alt på grund af tonen og teknikken i argumentationen.
Lad os lige opsummere sagen: Informations mangeårige og kyndige teater – og balletanmelder, Anne Middelboe Christensen, havde signeret en leder i sit dagblad under rubrikken »Det Kongelige Teater smadrer sig selv«, hvor hun gik i rette med afskedigelserne af de ældre dansere, som teatret kalder på, når en af Bournonvilles balletter er på repertoiret. De tager sig af de mimiske roller, som spiller en vital rolle i de gamle, overleverede, romantiske balletter, der udgør grundstammen i Den Kongelige Ballets repertoire og er dets særkende og varemærke.
