En særlig gave, som ikke er forbeholdt paver, men dog meget udtalt hos sådanne, er evnen til at fremsætte mere eller mindre meningsløse banaliteter, og stadig få det modtaget som visdom af en helt særlig kaliber.
Tag nu pave Frans, der forleden gerådede ud i at redegøre for forholdet mellem vold og islam, hvilket naturligvis blev publiceret på både sociale og mere traditionelle medier verden over, som havde det været The Beatles genkomst.
»Ikke alle muslimer er voldelige,« erklærede han.
Det er naturligvis en fin ting at få sat på plads, skulle nogen faktisk mene, at alle muslimer er voldelige. Jeg kan for egen ikke-pavelige regning supplere ved salvelsesfuldt at erklære, at på trods af Anders Breivik, så er det faktisk ikke alle nordmænd, som er massemordere.
Derudover forklarede paven, at »hvis jeg taler om islamisk vold, bliver jeg også nødt til at tale om katolsk vold«, hvilket han så gjorde.
Paven kunne i den forbindelse berette, at han i de italienske aviser har kunnet læse om døbte katolikker, der slår deres svigermødre og forlovede ihjel. Og det er selvsagt rigtigt, at også katolikker begår drab. Men problemet med katolikker, der dræber deres svigermødre under påberåbelse af guddommelige påbud og på vegne af en selvudråbt religiøs stat, som herefter hylder drabsmændene som religiøse martyrer og helte, synes for indeværende noget begrænset. Drab, som gerningsmændene legitimerer med islam, synes derimod at være lidt mere omsiggribende, hvilket den sidste sommer med al uønskelig tydelighed har eksemplificeret.
Paven har også udtalt sig om, at »sand islam« intet har at gøre med vold, hvilket Islamisk Stat ironisk nok på det kraftigste har opponeret mod i seneste udgave af deres magasin. Hvordan man som ikke-muslim kan udtale sig om, hvad der udgør den rigtige eller sande udgave af en religion, man ikke tror på, og altså antageligvis må mene, at alle udgaver af i en eller anden grad er forkerte, undrer mig også en del. Jeg tænker, at en del sandsynligvis ville studse en smule, hvis jeg som ateist udråbte katolicismen eller lutheranismen til den sande udgave af kristendommen.
Ikke dermed sagt, at man ikke kan billige og opmuntre mere moderate udgaver af en given religion, men hvad der er den rigtige eller sande, forekommer dog at være et slagsmål, der indlysende nok må overlades til dem, som faktisk abonnerer på denne.
Også terrorens årsager havde Pontifexen en forklaring på:
»Jeg ved, det er farligt at sige, men terror vokser frem, hvor der ikke er andre muligheder, og hvor penge bliver gjort til en guddom, og de, i stedet for mennesker, bliver sat i centrum for verdens økonomi.«
Man kan så bruge et sekund eller tre på at overveje, om eksempelvis steder som Irak, Syrien, Afghanistan, Somalia og Nigeria, virkelig er lande, hvor penge i særlig udpræget grad bliver guddommeliggjort i stedet for mennesket. Jeg tænker nej.
Det virker faktisk som steder, hvor rigtig mange meget oprigtigt og med stor ihærdighed forsøger at sætte deres gud temmelig meget i centrum.