Den 22. august 1889 skrev Henrik Pontoppidan en artikel i Kjøbenhavns Børstidende om religion og hypnose. I den bemærker han blandt andet, at hvis man spørger en troende, hvorledes han kom til at tilhøre Gud, svarer han, »at han ved en eller anden lejlighed, hvor hans sind var stærkt bevæget, blev grebet (eller smittet) ved at se den magt, troen havde over en anden. Med andre ord: han har i et bestemt øjeblik, i hvilket hans nerver var særlig modtagelige, været under indflydelse af en anden troende, og denne har da ved sin bekendelse ’indskudt’ ham sin tro. Minder det ikke om de hypnotiske forbindelser?« spørger Pontoppidan.

Pontoppidans iagttagelse kom jeg til at tænke på under denne sommers terror. En ikke hidtil særligt rettroende tunesisk franskmand kører sin lastbil ind i mængden i Nice, måske bakket op af en gruppe albansk og tunesisk franske. En hidtil veltilpasset tysk-afghaner slår folk ihjel med en økse i et tog. En iransk tysker myrder løs i München. De har ingen lang, islamistisk forhistorie. De har ikke været Syrien-krigere. De har bare været i deres eget eller deres forældres valgland. Men dette land har de åbenbart ikke følt sig optaget eller respekteret i. De er blot nogle nuller, og pludselig kommer der én og fortæller dem, at de er noget og kan gøre noget, der giver dem en identitet og skæbne. Vedkommende vidner om sin stærke tro og om, hvordan han er kommet til den. Han fanger den ubefæstede ind, giver ham et mål og sætter ham i gang.

Vreden forekommer os uforståelig og derfor uhåndterlig; thi hvad vi ikke forstår, kan vi ikke agere adækvat over for. Vreden forekommer os tillige urimelig. Har vore skatteborgere ikke givet arbejde eller forsørgelse til deres forældre og skaffet dem boliger? Er det vores fejl, hvis deres mødre sidder hjemme i deres store frakker og ikke forstår deres nye lands sprog? Har vi ikke betalt deres skolegang, givet dem uddannelsestilbud, sundhedspleje og fritidsklubber? Og alligevel er disse terrorister vrede på den vestlige kultur, de er vokset op i. De vil hævne sig, og ved at blive gjort til Allahs hævnere opfylder de en højere mission, som består i at dræbe de vantro. I denne gerning kan de finde støtte i IS, der opfordrer muslimer i den vestlige verden til at slå ihjel med de midler, de nu engang kan komme i besiddelse af. En lastbil, en økse, et skydevåben.

Hvad skal IS med grupper, der sendes ind i Europa, når de kan finde og hypnotisere unge af anden, etnisk baggrund i Europa? Dette er den nye trussel, der nu har foldet sig ud i Europa. Årsagen er ikke vestlige landes krigsførelse mod IS i Irak og Syrien, for lande, der slet ikke deltager i den, rammes også. Årsagen er ikke den fortsatte konflikt mellem Israel og Palæstina, for terroristerne er ikke palæstinensere.

Årsagen er islamisternes årelange ønske om et endeligt opgør med den vestlige civilisation, kultur og styreform, der på alle måder strider mod deres fortolkning af Koranen. Derfor er det vildledning, når mange velmenende slår fast, at denne udnyttelse af islam intet har med islam at gøre, for det har den i allerhøjeste grad.

Den del af Koranen, som »kom til« Muhammed, mens han var i Mekka og havde flertallet af befolkningen imod sig, er præget af krav om fred, forståelse og kærlighed mellem menneskene. Men den del, der kom til Muhammed i Medina, hvor han var blevet hersker, er præget af krav om opgør med de vantro, som han ingen forståelse har for. De fredsommelige muslimer anvender Mekkas Muhammed. De krigeriske Medinas Muhammed. Og det er dem, der begår terror mod os i Vesten.

Den terror, der rammer muslimer i den muslimske verden, har snart 1.400 år bag sig. Dens årsag er striden mellem sunnier og shiiter om den rette udlægning og efterlevelse af Koranen. Fra at være de altid undertrykte, blev shiiterne med Khomei-nys magtovertagelse i Iran 1979 herrer over et land, hvorfra de kunne støtte shiiterne i de andre muslimske lande. Det passede naturligvis ikke det wahhabitisk-sunnitiske Saudi Arabien, der vil holde shiiterne fra porten og derfor gik ind i såvel Bahrain som Yemen, samt støttede det sunnitiske IS`s oprør mod det alawittisk-shiitiske Syrien. Det samme gjorde sunnien Erdogan i Tyrkiet, men da han fik kolde fødder og standsede støtten til IS, blev Tyrkiet ramt af terror; thi det er ikke IS’ udlægning af islam, han vil indføre i forbindelse med sin antisekulære islamisering af Tyrkiet, der førte til det mislykkede kupforsøg mod ham. Erdogan går jo ikke efter et præstestyre, men et præsident-styret, rettroende, islamisk land.

For nogle år siden spurgte jeg Qatars stats- og udenrigsminister, hvor længe shia-sunni-konflikten ville vare, og hvad vi kunne gøre? Han svarede: »Den har varet over 1.300 år. Den vil fortsætte et til to århundreder mere, og der er intet, I kan gøre!« Det er det nok heller ikke, med mindre vi vil i krig med både shiiterne og sunnierne, og det vil vi ikke.

Til gengæld kan vi gøre noget ved den islamistiske terror, der rammer os. Vi kan og skal gå efter dens bagmænd og arnesteder, som vi gjorde, da vi fjernede al Qaedas træningslejre i Afghanistan. Vi kan med kærlighedens konsekvente arm indenrigspolitisk slå hårdere til mod arnestederne for den ’hjemmegroede’ terror i håbet om at redde de vrede, ubefæstede unge mænd fra deres hypnotisører.

Vi kan hjælpe Nordafrika og Afrika syd for Sahel, så de får en fremgang, der både begrænser den immigration, som i mange tilfælde vil skabe nye ’hypnotiserede’ unge, og som er forudsætningen for, at retssamfundet kan slå rod, uddannelsessektoren udbygges og produktionen vokse. For skabes der ikke flere hundrede millioner nye arbejdspladser i Afrika inden for de næste 30-40 år, vil hundreder millioner afrikanere søge mod Europa. Dét kan Europa, som vi kender det, ikke klare. Europa bliver et hus splidagtigt med sig selv – og et sådan kan ikke bestå!