Skal det være en Ivar, en Bestå, en Lack, måske en Billy eller en Beslut? IKEA har bygget sit præfabrikerede imperium på saml-let møbler med skæve navne og markante farver. Nu vil det svenske møbelhus udvide med hoteller i samme stil - smarte, billige og samlesætlignende.

Marriott International Inc. vil sammen med IKEAs moderselskab, Inter IKEA Group, lave et søsterselskab til møbelvirksomheden, som sammen med Marriott skal designe og opbygge det nye hotelbrand Moxy, skriver The Wall Street Journal tirsdag.

Marriott kommer til at eje brandet og vil fungere som franchiser. Inter IKEA vil så investere omkring 500 millioner dollar - eller næsten tre milliarder kr. - i cirka 50 budget hoteller, som skal bygges i Europa over de næste fem år, siger en direktør hos Marriott til The Wall Street Journal.

Men hotellerne skal ikke fyldes med IKEA-møbler eller IKEAs design. De skal derimod bygges efter IKEA-formen, som de første hoteller af sin slags i Marriotts hotelportefølje - delene bliver fremstillet eksternt og derefter bliver modulerne samlet ligesom Lack og Bestå hjemme i stuerne, der hvor hotellet skal være.

Når det ikke er det kendte IKEA-designere der skal stå for indretningen, er det i stedet firmaet Nordic Hospitality A/S, som også skal drive hotellerne, skriver The Wall Street Journal.

Det første hotel skal åbne i Milano inden for et års tid. Faktisk håber partnerne på, at kunne begynde at bygge en håndfuld hoteller i 2013, skriver The Wall Street Journal. Mariott og Inter IKEA har allerede fastsat Tyskland og England som de store satsninger for Moxy, efterfulgt af Italien, Østrig og Holland.

Direktørerne i Inter IKEA siger, at de investerer i hoteller nu, fordi det i deres øjne er en stabil forretning og flere rejsende, som før boede dyrt, nu ser sig om efter billigere alternativer for at spare penge, skriver The Wall Street Journal.