Det var mørk nat i det centrale Teheran. I selskab med en filmfotograf var den 34-årige dansk-iranske sexolog Mehrnoush Parve taget ud i den iranske storbynat for at dokumentere, hvordan iranske homoseksuelle i hemmelighed søger hinandens selskab langt væk fra offentlighedens og myndighedernes fordømmende øjne. Den ekspedition var nær gået galt, da en ung mand i en park, der er et uofficielt mødested for homoseksuelle, pludselig overfaldt hende med slag, fordi han fejlagtigt antog, at hun havde filmet ham uden hans tilladelse.

Det er et forbavsende broget og på mange måder gådefuldt billede, der tegner sig af iranernes hemmelige sexliv i Mehrnoush Parves netop færdiggjorte dokumentarfilm »Et glimt af seksualiteten i Iran«, som er en del af Cinematekets filmprogram »Iran Nu«.