Skyggerne fra dækningen af optakten til Irak-krigen i medierne hænger tungt over dækning af optakten til det bebudede USA-ledede angreb på Syrien. Sammenligningerne kan gøres talrige. Rapporter om anvendelse af kemiske våben mod civilbefolkningen. Uenighed i FNs sikkerhedsråd. Problemer for FNs våbeninspektører med at få adgang til de kritiske områder. En skrøbelig international koalition. En stærkt delt holdning i befolkningen til involveringen. Ledende politikere der påkalder sig verdenssamfundets ansvar for at demonstrere moralsk handlekraft overfor despoter, som anvender giftgas eller napalm-bomber mod deres eget folk. Og endelig en politisk situation, der bagefter angrebet kan være endda mere vakkelvorn i hele Mellemøsten, end før det begyndte. De efterretningsoplysninger, som USAs udenrigsminister Kerry fremlagde fredag aften om giftgasangrebet, vil blive mødt med mere skepsis og større forventninger til dokumentationen, end da medierne modtog den amerikanske udenrigsminister Colin Powells præsentation af efterretningsoplysninger i 2003 i FNs sikkerhedsråd, som skulle bevise endegyldigt at Iraks leder, Saddam Hussein, havde masseødelæggelsesvåben. Hvad han viste sig ikke at have. Befolkningerne både i USA, Storbritannien og Danmark er blevet mere kritiske overfor en krigsinvolvering i et land i Mellemøsten, hvor simpel og hurtig den end måtte være, og bekymret for, om der denne gang skulle være tænkt bedre og mere over en mulig udgang, hvis man først vælger at gå ind. Og ingen har svaret på det, fordi selv et kortvarigt og hurtigt forsøg på at give Assad i Syrien en lærestreg kan få brikkerne til at vælte andre steder og måske endda bringe en Al-Qaeda kontrolleret opposition til magten.

HVAD HAR VI SÅ mere lært i medierne siden Irak-krigen? At stille flere kritiske spørgsmål til beviserne? Helt afgjort. Langt flere forbehold er kommet i anvendelse. Der er kommet en massiv større men helt ukontrollerbar dækning af begivenhederne lokalt fra tusindvis af vidner med en mobiltelefon ved hånden. Vi er bogstaveligt talt med på gaden i nuet, uden at vi alligevel kan være sikre på, at det er ægte, hvad vi ser. Der er i medierne stadig en tendens til, at vi i interviews og brug af eksperter fokuserer på dramaet og bygger op til et uundgåeligt crescendo: hvornår sker det? Hvor stort bliver det? Hvor store civile tab? Hvad er den militære kapacitet? Har vi lært at ubærlige, stærke billeder kan forandre en folkestemning og være det udkald til handling for politikerne, som forandrer verdenshistorien? Ja. Billederne af de lange rækker af giftgasofre heraf mange helt små børn blev den røde streg i sandet, som tvinger USAs præsident til en eller anden form for moralsk afstraffelse eller handling i Syrien, som billeder i andre situationer har flyttet holdninger. De etiske grænser i medierne for at vise billeder som dem fra Syrien er også i skred. Vi kan og skal ikke beskytte danskerne fra at se virkeligheden, også når den er forfærdelig og helt uforståelig. Begge parter i en moderne konflikt ved, at medierne er en krigsskueplads på samme måde som den, der finder sted med rigtige våben. Vi skal i medierne skærpe vores evne til at nuancere, reflektere og analysere i de kommende dage, hvor dramaet i Syrien spidser til, og vi skal passe på ikke at lade os friste til at skrue på dramaknappen time for time, når nyhedsmaskinen skal fodres.