Folk som Mohammad er grunden til, at verden har holdt vejret i over en uge.

Børn som Mohammads sønner, der ligger svimle hen på en madras eller gnider sig i løbende øjne, er årsagen til, at al verdens opmærksomhed nu samler sig om luftrummet over Syrien og om ordene fra USAs mægtigste mænd.

Mohammad Hassan er en simpel syrisk bonde med to koner og ti børn. Men han er i live, forrige fredag nåede hans familie fra Ghouta frem til flygtningelejren Zaatari i Jordan, og han kan fortælle sin historie om den tidlige onsdag morgen for halvanden uge siden, da 1.429 mennesker ifølge USAs efterretningstjeneste mistede livet i Damaskus-forstaden. Hvert tredje var et sovende barn.

»Om morgenen, måske var klokken tre, begyndte min telefon at ringe. Folk sagde: »De bomber med kemikalier«. Jeg havde hørt flyene, og jeg havde hørt eksplosionerne, og nu kunne jeg mærke det. Det brændte i halsen, og min hud begyndte at sitre,« siger Mohammad siddende i sit nyopslåede telt i Jordans ørken.

»Jeg kastede våde tæpper over mine børn, der lå og sov. Jeg håbede, at de ikke ville indånde gassen, hvis de var helt pakket ind, men nogle af børnene begyndte at hoste og kaste op. Vi overvejede at flygte ud, da det hårde bombardement begyndte,« siger Mohammad.

Mohammad Hassans familie var ikke i deres eget hjem. Mohammad havde, siger han, med egne øjne set sit hus bryde sammen efter et bombardement. Denne nat sov familien i stedet i et lånt værelse, et rum uden vinduer et sted i Ghouta, hvor vindretningen førte væk fra raketternes nedslagssteder. Måske blev det familiens held.

»Vi blev i rummet indtil solopgang, hvor jeg gik ud på gaden. Der lå mennesker overalt. På vejen, under murbrokker, på trapper. De døde var utællelige. Jeg så civile biler med mennesker, der forsøgte at hjælpe. Der var døde i alle biler. Dyrene lå døde på gaden. Køer var bare væltet om på siden, og høns og duer og får lå livløse der og der,« fortæller Mohammad.

Det var den morgen, Mohammad besluttede sig for at flygte. Venner og soldater fra Den Frie Syriske Hær hjalp dem med at komme sydpå over grænsen til Jordan. De tog intet med. Kun det tøj, de havde på, og rester af Assads kemi i øjnene. Børnenes øjne klør stadig.

Ved første øjesyn tænker man, at valget må være indlysende.

Vil du forfølgelsen, sulten, den konstant truende død hjemme i Syrien? Eller ønsker du sikkerhed? Er dit hjem, din bil, dine ejendele det vigtigste for dig? Eller livet selv?

I Zaatari-lejren er svarene knap så enkle. For godt et år siden var der intet her, i det nordlige Jordans ørken, på et skoldhedt, hvidt og ugæstfrit stykke land 17 kilometer syd for den syriske grænse, og de hastigt opslåede UNHCR-telte var tænkt som en nødløsning. I dag bor her knap 130.000 i et virvar af telte og containere under et tykt lag støv. Et ubeboeligt sted er blevet hjem for 130.000 mennesker, men det kan undre – med tanke på rædslerne lige ovre på den anden side af grænsen – at her ikke er endnu flere.

Krigen i Syrien har varet i snart to et halvt år. Mindst 100.000 mennesker, formentlig flere, har mistet livet. Hele kvarterer i byerne er pulveriseret, kvinder voldtages, drengebørn dræbes, snigskytter sidder i skjul på tagene med riffelløbene rettet mod gamle mænd og børn med brød i favnen. Valget at flygte bort synes indlysende, alligevel er den syriske civilbefolknings apokalyptiske masseflugt først eskaleret i de seneste måneder. Af snart to millioner landflygtige syrere har tre fjerdedele forladt landet i 2013, næsten to år inde i krigen.

Men man skal ikke høre mange historier som Mohammads, før man indser, at valget af landflygtighed er et af de sværeste, et menneske kan træffe. Selv den gamle mand i naboteltet, der blev skudt i begge ben af snigskytter; selv den nyankomne kvinde, som ikke har kunnet give sin baby mælk, men kun sukkervand i 14 dage; selv den 30-årige enke, der har mistet 20 familiemedlemmer – sin mor, sin søster, sin mand; selv gedehyrden, hvis 11-årige søn blev dræbt af raketfragmenter, da drengen gik ude på marken med sine dyr; selv den nybagte mor, der må vaske og give sin baby det samme drivvåde sæt tøj på igen og igen, har været i tvivl.

De har ventet så længe, fordi det ikke kun handler om at miste alle ejendele. Det handler om at miste al retning i livet. Det handler om at miste alt at holde fast i, alle planer man har lagt, alle kendte ansigter i sit liv, al tryghed og vished om morgendagen.

Flygtningene har ventet så længe, fordi det, der venter her i lejren, næsten er værre end at leve hver dag med lyden af bombefly over hovedet og raketnedslag i kvarteret.

Her er de sikre, men alle andre konstanter i deres liv er væk. Al forudsigelighed tilhører det gamle liv, denne tilværelse er fyldt op af magtesløshed. Foran dem venter måneder eller år i kvælende uvished: Hvad bringer morgendagen? Griber omverdenen ind? Vil deres børn glemme lugten af brand og lyden af bomber? Står deres hus? Lever deres forældre, deres voksne børn, deres dyr? Bliver der nogensinde fred? Ser de nogensinde Syrien igen? Bliver dét, der var, nogensinde normalen igen? Og hvor længe skal dette – en tilværelse i undtagelsestilstand på et gudsforladt sted – vare?

To uger? To år? Eller et helt liv?

»Vi håber at kunne vende tilbage en dag. Der er intet at leve for her. Vi håber det. Inshallah,« siger Mohammad med håndfladerne mod himlen.

Sådan siger alle her i Zaatari. De vil hjem, om bare Gud vil.

Men det kan vare længe. Og hvis – eller rettere når – USA bomber i Syrien, vil formentlig mange tusinde flere gøre flygtningene selskab i nabolandenes lejre. Op mod 240.000 sidder lige nu fast, siger hjælpeorganisationer, på Syriens grænser, angste for at blive fanget i ildregnen, når den internationale straffeaktion mod Assad rammer.

I Zaatari – historiens hastigst voksende og nu andenstørste flygtningelejr i verden – er organisationerne i alarmberedskab; klar til at modtage 20.000, helt op til 70.000 nye flygtninge på 14 dage, hvis nødvendigt.

»Alle FN-organisationerne har været klar siden november sidste år. I januar fik vi vores sag for, da vi modtog og brødfødte 4.000 nyankomne om dagen, så der er lejrkapacitet og en logistisk struktur på plads, som kan håndtere det. Vi er klar,« siger Dorte Jessen, leder af FN-organisationen World Food Programmes katastrofeoperationer i Jordan.

I begyndelsen optegnede FN planer for Zaatari tre måneder ud i fremtiden. Så seks. Så et år. Nu har planlægningsdokumenterne en rækkevidde på fem eller syv år. Zaatari er blevet Jordans femtestørste by, der er opsat elmaster, gravet brønde, asfalteret veje, opstartet skoler, klinikker og bygget legepladser i en ærefrygtindgydende hurtig, men bekymrende underfinansieret operation fra de store internationale organisationers side. Ingen havde forudset den syriske flygtningekatastrofes omfang og eksplosive eskalering til sit nuværende niveau:

Den mest omfattende i FNs historie.

Marwan Ghozlan har set det syriske exodus udspille sig for egne øjne. Han, hans kone og to små børn, Re’al på tre år og 14 måneder gamle Abd Elmalek var i august sidste år blandt de første, der etablerede sig på den golde jordanske jord. De begyndte i et telt og har nu en container. Marwan har etableret en lille print- og kopibutik på lejrens hovedgade – den, beboerne kalder »Champs-Élysées«, fordi man kan købe alt fra candyfloss til brudekjoler og mobiltelefoner i de små, interimistiske boder – og indtager med sit ry hjemmefra en naturlig autoritet.

Marwan taler smukt og velovervejet, men hans øjne er sorte og modløse, selv når han en sjælden gang smiler gennem cigaretrøgen.

»Siden jeg hørte om omverdenens planer, har jeg haft det dårligt. Den arabiske og vestlige verden skulle have hjulpet os fra begyndelsen med økonomiske og politiske sanktioner. Nu er bomber ikke en løsning,« siger Marwan.

Overraskende mange i lejren har det som Marwan. Kloge af lidelser har de fleste for længst indtaget den resignerende holdning, at uanset hvad, der sker, går det ud over de civile.

I de seneste dage har vrede, frustrerede unge mænd plaget Zaatari med larmende krav til USA og de arabiske allierede. De vil have hævn for Ghouta, for 30 måneders lidelser og måske også deres egen frustrerende magtesløshed.

»Men de er ikke modne, de drenge. De forstår ikke, hvad der kan ske efter et internationalt angreb. Civilbefolkningen vil altid tabe,« siger Marwan.

Hjemme i den sydsyriske by Deraa drev Marwan et lille reklamefirma, boede i et smukt hjem og kørte en pæn bil, men da Marwans bror – en regimesoldat – blev smidt i militærarrest, alene fordi han var sunnimuslim, begyndte problemerne. Officerer kom og smadrede hans hjem, så familien måtte flytte igen og igen. Til sidst ville ingen lægge hus til Marwan og hans familie.

Man siger, at det var i Deraa, gnisten til det syriske oprør sprang. I den sene vinter 2011 havde syrerne hver dag set TV-billeder fra det libyske oprør, hvor libyerne gik i gaden med slagord og skilte som »Præsident, gå af!« og »Folket vil af med regimet!«. En dag i marts kom 15 Deraa-børn aldrig hjem fra skole. Det viste sig, at børnene var arresteret, mistænkt for at have skrevet »Præsident, gå af!« på en mur i deres skolegård. Tegn, som børnene havde set dag efter dag på TV. Da børnene kom hjem, 20 dage senere, var én drengs fingernegle revet af, andre var svært forbrændt i ansigterne, udpinte og ødelagte af ugers tortur. Den ældste var bare 15 år.

»Da gik tusinder på gaden i demonstration. I begyndelsen var det fredeligt, men den 18. marts 2011 skød regimet mod demonstranterne. Siden har intet været som før,« siger Marwan Ghozlan.

Han har gjort militærtjeneste i den syriske hær og er ikke i tvivl om, hvad regimets militære styrker er i stand til mentalt og materielt. Kemiske angreb er ikke bare en teoretisk mulighed, men en sandsynlighed.

»Men jeg har aldrig villet kæmpe som soldat eller oprører. Den dag, du samler et våben op, mister du din menneskelighed. Jeg er en fredelig mand, jeg beder til, at Bashar (al-Assad, red.) træder tilbage hurtigst muligt af sig selv. Indser, at hans legitimitet er tabt. Da skal vi genopbygge vores Syrien,« siger han.

Marwan føler håb på gode dage. Men på de fleste dage er han ramt af samme plage, der har slukket gnisten i alle voksne øjne i lejren. En plage, som selv en mæt mave, tryghed om natten og adgang til lægehjælp ikke kan afhjælpe. Marwan kan næsten ikke klare uvisheden mere.

»Førhen var alting klart. Man kunne forudsige sin dag, sin måned, sit liv. Man kunne selv bestemme. I dag ved ingen, hvad der sker i morgen. Så vi er holdt op med at nævne fremtiden.«

I stedet taler mange i lejren om fortiden. Om tiden før krigen, om grønne landskaber, gavmilde frugttræer og smukke, historiske bygninger. Alt det, der ikke er her. Især lejrens gamle, der har klaret turen til Jordan, ser tilbage. Og græder. Ser de fremad, græder de også.

I en pinligt ren container i lejrens mere fredelige udkant bor to sortklædte enker; Hamda på 84 år og Shaikha på 77. De havde svært ved at klare støjen og virvaret i deres børn og børnebørns telte. Så Marwan og et par andre mænd fik ordnet, at de kunne bo her. Sammen.

Um Qasem og Um Abdelbaset, som kvinderne kærligt kaldes, insisterer på at koge kaffe og servere bløde, søde dadler. De havde aldrig troet, at de skulle forlade deres hjem, men, siger Um Abdelbaset, til sidst faldt bomberne hver dag, »som tung og tæt regn«.

»Vi græder for Syrien. Deraa var som paradiset. Jorden, vandet, luften – alt var noget særligt. Mine tårer falder, fordi intet er tilbage. Jeg har oplevet krige før, med Israel i 1967, men intet af det har været så slemt som det, vores egen præsident har gjort mod os.«

Ude i lejren leger de gamle kvinders modsætning, Tabarak Mansour på ni år. Hun tænker sjældent på fortiden eller morgendagen, men mest på lige nu. I dag.

Hendes øjne misser mod solen eller kigger lidt mistænksomt, før hun tillader sig et lille smil og lister sin hånd ind i en fremmeds. Hendes familie tog væk, siger hun, fordi de hver nat kunne høre brummen fra bombeflyene. Tabarak kan efterligne lyde, som intet barn bør kende: Den hvislende fløjten af missiler, der falder. Det hule brag, når bomberne rammer. Tabarak var bange, men det er hun ikke her. Hun kan lide lejren, for her er legekammerater som derhjemme, og fordi hun er blevet rykket op i 2. klasse. Nogle dage kan hun ikke lide lejren, men da er det mest, fordi her er så mange mus og rotter.

»Jeg vil gerne hjem til Syrien en dag, for jeg savner mine legekammerater,« siger hun.

Tabarak siger »en dag«, som kunne det være i morgen eller om et år. Børns endnu ikke udviklede behov for at kunne se frem i tiden og forudsige ting er måske det eneste, der beskytter dem i den eskalerende masseflugt, som foreløbig har sendt en million børn ud af deres hjemland. De internationale hjælpeorganisationer er dybt bekymrede, ikke bare for de over 70.000 børn, der bor her i Zaatari, men også de anslået tre millioner børn, der menes fanget i nød inde i Syrien.

»Vi arbejder i døgndrift på at forberede en mulig tilstrømning af flygtninge i de kommende dage. Vi frygter, at de forestående angreb på Syrien markant kan forværre krisen, hvor børn stadig er de primære ofre. Når de kommer til os, er deres tilstand kort sagt dårlig. De er udmattede, traumatiserede, nogle er underernærede eller dehydrerede efter måneder uden næringsrigt mad og rent vand,« siger Hedinn Halldorsson, kommunikationsansvarlig for nødhjælp og udsendt til Jordan for Red Barnet.

Hvad den langsigtede skade på børnene er, vil først vise sig om mange år. Mange af dem er traumatiserede. Nogle – 2.000 af dem – er født her i lejren. Men for nu har de mindste børn ikke de bekymringer i dagligdagen, som de voksne har. Ikke som Um Abdelbaset, der med sine 77 år er begyndt at frygte altings afslutning.

»Jeg er bange for, at jeg aldrig skal se Syrien igen. Mit eneste håb er at stå foran mit hus i Deraa, bare se det én gang til. Jeg ønsker bare at komme hjem og dø i mit hus, men ...« begynder Um Abdelbaset, før hun begraver sit ansigt i en tørklædesnip og græder.

For en kvinde, der har boet hele sit 77-årige liv på den samme gade, er dette helvede: Ikke at vide, hvor hun skal begraves.

Måske er der derfor, at lejrens mest sælsomme kø har dannet sig i områdets udkant.

Køen på hundrede, måske snarere 200 mennesker, består især af yngre mænd, men også kvinder med børn i favnen og mindst to gamle i kørestole. Det er køen til de jordanske militærbusser, der fragter flygtninge, der vil hjem til Syrien igen, op til grænsen og læsser dem af. Sender dem ind over grænsen, tilbage til rædslerne, de natlige bomber og risikoen for forfølgelser.

Nogle er frivillige, der vil tilbage og kæmpe med Den Frie Syriske Hær. Andre har hørt, at regimehæren har forladt deres hjemby. En tredje gruppe kan bare ikke længere udholde lejren, hvor der ingen morgendag findes.

Nogle af disse mennesker i køen er på vej tilbage til den visse død, og det ved de.

Men i det mindste er det hjem.