Det er formentligt ikke blevet mere farligt at være kvinde i det offentlige rum. Det er kvinderne, der er blevet bedre til at anmelde seksuelle overgreb.

Sådan lyder vurderingen fra kønsforsker og lektor Christian Groes fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC oven på oplysningerne fra svenske festivaler, der har oplevet en stigning i antallet af anmeldelser om seksuelle overgreb og historien fra Langelandsfestival om en gruppe flygtningedrenge, der er sigtede for voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

»Kvinderne siger fra. Det nye er, at der er kommet mere fokus på hverdagssexismen og voldtægter. Det har virkelig været oppe i samfundsdebatten i år. Der er indtruffet en dominoeffekt med kvinder, der har delt erfaringer om voldtægt, hævnporno og hverdagssexisme. Og stadig flere kvinder kommer til. Mantraet om at gøre det private politisk er kommet op igen – det har stort set været væk siden 70erne. Hvor ligestillingsdebatten har handlet om løn og barsel, er der nu kommet et privat lag, der handler om krop og grænser.«

Festivalerne sælger sig selv som et grænseoverskridende rum. Et rum, hvor der ifølge Christian Groes opstår en masse nærkontakt og intimitet, som kan blive misforstået, eller som er decideret misbrug af situationen.

»Det er ikke en undskyldning for, hvad der er foregået, men det er måske en forklaring. Det, man ser som ung flygtningedreng, er folk, der løber rundt og kysser hinanden og har fri sex. Som samfund har vi sovet i timen, hvad angår at give flygtninge en forståelse af danske normer. Seksualundervisning er vigtigt, men kan ikke gøre det alene. Vi skal være realister og indse, at mennesker fra et samfund med en anden opfattelse af køn og sex ikke fra dag ét kan gennemskue det sociale liv, der foregår på festivalerne.«

Der er dem, der mener, at det er flygtningenes skyld. Og så er der dem, der mener, at det er mændenes skyld. Hvem mener du bærer skylden?

»Det er ikke særlig fornuftigt at personificere skylden. Man skal hver gang forstå den specifikke sammenhæng, overgrebet indgår i. Jeg har noteret mig den debat, og jeg er ikke med på nogle af vognene. Det er for nemt at sige, at det kun er flygtningenes skyld. Ligesom det er for nemt at sige, at det ikke har med deres baggrund at gøre. Det er to udlægninger, der ikke gør os klogere.«

Gøteborg-festivalen har overvejet kønsopdelte zoner. Christian Groes mener ikke, at det er en farbar vej.

»Man risikerer at give køb på de værdier, som kvinder jo også sætter pris på. Nemlig at man kan gå frit omkring uanset køn og på lige fod. Man risikerer at skabe en ny konservatisme med regler for, hvor kvinder må være, og at de skal passe på med, hvordan de klæder sig,« siger han.

Hvornår har kvinden ret til egen krop? Og hvem fastsætter grænserne? Den senere tids debat om dette peger ifølge kønsforskeren mod en ny tid, hvor vi midt i det frie rum bliver mere bevidste om, hvor grænserne mellem kønnene går. Hvornår man må røre, og hvornår man skal holde fingrene for sig selv.

»Forhåbentlig betyder det en større grad af omtanke. Men jeg håber, at det ikke bliver lig med en større grad af stivhed i vores omgang med hinanden. En berøringsangst i bogstaveligste forstand.«