Hver gang jeg går i byen, bliver min krop udsat for ufrivillig berøring.

Flere gange på en aften stryger store mandehænder hen over min krop. Som sugekopper klemmer de fast om mine balder eller lader hånden hvile på mine nøgne lår, når jeg sidder i baren i min sommerkjole.

Der er ingen grænser, et lille klem, et hurtigt strejf eller et fast greb, jeg har efterhånden oplevet det meste. Der skal meget til at overraske mig, og jeg har bittert erkendt, at det er sådan, det er, at være kvinde i byen.

Kun når jeg har været ude med det faste slæng og har drukket øl og røget blå Kings på et af Nørrebros slidte værtshuse, er jeg, for det meste, sluppet for befamlingen. Men så snart jeg står på et dansegulv med en Gin & Tonic i hånden og svinger hofterne til Lily Allens »Its hard out here«, er sagen en anden.

Når jeg af og til får nok, skubber hånden væk, råber op eller siger fra, står han forurettet tilbage med åben mund og bebrejdende øjne, som var han i sin fulde ret til at befamle mig på dansegulvet. Som havde jeg krænket hans basale menneskerettigheder.

Enten er jeg en kælling og en luder, som ikke forstår, at manden har visse rettigheder, når han er spritstiv klokken 4 om natten på Buddy Holly. Eller også søgte jeg selv opmærksomheden. I min stramme, nedringede kjole og de højhælede sko indbød jeg nærmest selv til befamlingen. Det kan også være, at jeg bare er snerpet – en kvinde som ikke forstår, at der gælder andre regler for anstændig adfærd, når klokken passerer midnat og dj-musikken buldrer.

Vi ser gennem fingre med den grænseoverskridende adfærd og bilder os selv ind, at det jo bare er en kompliment, når han presser sit lem op ad den ene kvinderøv efter den anden på dansegulvet i et forsøg på at finde en som bider på. Indimellem giver det mig lyst til at give helt op. Jeg nægter at lægge krop til diverse perverse berøringer fra stive mænd på dansegulvet. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man som ung kvinde ikke kan danse fredeligt på en natklub uden at blive raget på.

Konsekvensen er ikke bare, at jeg konstant er på vagt på natklubbernes dansegulve. Men frygten for et nyt intimiderende angreb tager jeg med mig overalt, også når jeg er alene.

Vi aftaler at skrive, når vi er kommet hjem hver for sig. 112 er hele tiden på displayet, mens telefonen er presset op mod øret, og jeg foregiver at have en samtale med ham der den store, tatoverede bøf nede fra Fitness World, som kan komme lige med det samme. Jeg går forbi opgangen til min lejlighed for at tjekke, at han bag mig ikke følger efter, og venter, til han er helt væk, før jeg vender tilbage og låser mig ind.

Med ét har jeg gjort et helt køn ansvarlig for en ubehagelig adfærd. Fair? Nok ikke. Men jeg kan ikke løbe fra, at frygten følger mig. Det er, som om retten over min egen krop forsvinder i det splitsekund, en fremmed hånd pludseligt kravler op under min top. Den selvsikre og tjekkede kvinde, som jeg ellers føler mig som, bliver uden videre fuldstændig sat ud af kraft.

Jeg elsker at gå i byen, jeg er vild med at danse, og jeg nyder at drikke cocktails. Og jeg har ikke lyst til bare at give op. Jeg mener, at alle skal flirte, råsnave og røre så meget, de vil, men, og det er et kæmpe men, det skal være på lige præmisser. Det skal være en gensidig lyst. Alt andet er en syg tendens.

Jeg fatter ikke, hvordan det nogensinde blev mandens ret at rage på kvinder i det offentlige.