Det er lørdag eftermiddag, solen skinner, og Søren Pind synger for:
»Hvad det er, de vil med livet,
det kan kun de selv forstå.
Åh, de smukke unge mennesker,
gid de længe leve må!«
Det er tredje dag på Folkemødet i Allinge, der er fællessang hos Venstre, og den afsluttende Kim Larsen-vise er en glimrende ouverture til den samtale, Berlingske har arrangeret med den nu tidligere minister og folketingsmand og hans gamle gymnasiekammerater Jarl Cordua og Mads Lundby Hansen.
Alle tre har i mange år været kendt som liberale røster med fast kontingent i den politiske debat. Jarl Cordua som politisk kommentator og radiovært på Radio24Syv, Mads Lundby Hansen som den borgerligt-liberale tænketank Cepos’ cheføkonom.
Det var politik, de ville med livet – men på hver sin meget forskellige måde – og det var for alle tres vedkommende en vej, de slog ind på som koldkrigeriske VUere på Bornholms Gymnasium i slutfirserne.
I år har Søren Pind og Jarl Cordua 30 års studenterjubilæum, og det er de tre mænds ungdommelige politiske engagement på folkemødeøen, vi skal tale om.
»Der var aldrig nogen tvivl om, at det var Pind, der var politikeren. Hvad vi andre skulle lave, det ved jeg ikke, men vi har alle sammen været enormt glade for at debattere,« siger Jarl Cordua.
Han meldte sig i 1985 som den første af de tre ind i Venstres Ungdom. Siden lærte han i 2.g Søren Pind at kende, og på gymnasiet stødte også Mads Lundby Hansen, der gik en årgang under de to andre, sig til gruppen af liberale elever.
Men hvor Mads Lundby Hansen i dag især er optaget af arbejdsudbud, skattetryk og den offentlige sektors størrelse, var der dengang noget helt andet på spil.
»Dengang følte du virkelig, at det var ondskaben, du var oppe imod.«Mads Lundby Hansen, cheføkonom, Cepos
»Det handlede om Den Kolde Krig, Sovjet og kommunismen. Det var det, der optog os,« fortæller Mads Lundby Hansen.
»Vi var rebellerne,« erklærer Jarl Cordua:
»Man skal ikke underkende, at Den Kolde Krig var drivkraften. I hvert fald for mit politiske engagement,« siger han:
»Vi havde et bord, hvor vi sad nede i kantinen, og dér mødtes vi jo og ordnede verdenssituationen. Vi var måske en syv-otte-ti stykker, der mødtes fast i spisefrikvarteret.«
Var det sjovere at være liberal, dengang der var kommunister til?
»Ej, det ved jeg ikke. Men der var meget mere spirit,« siger Søren Pind.
»Det var liv og død,« supplerer Mads Lundby Hansen:
»Dengang følte du virkelig, at det var ondskaben, du var oppe imod.«
»Dét følte man,« svarer Søren Pind:
»Vi var bange. Vi var rigtigt, rigtigt bange. Vores forældre – mine i hvert fald – var med i fredsbevægelsen, og jeg syntes, det var forfærdeligt.«
Mads Lundby Hansens forældre var ikke med i fredsbevægelsen, men – siger han – »det var mine skolelærere!«
»Ja, alle omkring én!« gjalder Søren Pind og går i gang med at redegøre for overmagten.
»Der var den dér rædselsfulde sang, som jeg ikke kan skælde nok ud – og det har jeg gjort hele mit politiske liv – med, at »vi voksne kan også være bange«. Hver gang, man åbnede for radioen, kom den lortesang ud, og hvilken trøst var det, at de voksne også rendte rundt og var bange? Det var forfærdeligt! Derfor er det svært at forbinde med sjov,« siger han:
»Da Sovjet gik ind i Afghanistan, var der folk på gymnasiet, der forsvarede det. Da Tjernobyl eksploderede, havde jeg en biologilærer, der sagde, at der ikke var nogen forurening i Sovjet.«
»Frygtløs« Pind blæste til kamp
Det var Operation Dagsværk – gymnasieelevernes indsamlingsdag – der endte med for alvor at sætte fut i deres politiske engagement.
»OD« skulle samle ind til skolebyggerier i mellemamerikanske Nicaragua, hvor de socialistiske sandinister havde fået magten. Søren Pind rejste sig på et mandagsmøde på gymnasiet og tordnede mod projektet.
»Jeg kan huske, at hele salen sad og piftede ad ham. Jeg syntes, det var enormt modigt,« mindes Mads Lundby Hansen.
»Mads og jeg, vi var lidt bange og forsigtige,« fortæller Jarl Cordua:
»Søren stillede sig op, frygtløs. Han var ligeglad med at få alle tæskene. Og så gjorde han det fuldstændig ultimativt provokerende: Han gik med slips, med pullover, lignede en kostskoledreng og var fuldstændigt ligeglad og uforfærdet. Og når han turde, turde vi også.«
Historien endte ifølge Mads Lundby Hansen med, at »vi var nogle få på gymnasiet, der boykottede Operation Dagsværk.«
Søren Pind er ikke helt enig.
»Halvdelen af skolen blev faktisk hjemme,« siger han.
»Ej, det var ikke halvdelen, Søren,« formaner Mads Lundby Hansen.
»Det var det sgu,« bedyrer Søren Pind:
»Det var en enorm triumf.«
Den liberale, bornholmske ungdom forenedes også i idoliseringen af daværende Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen.
»Vi var uffister dengang. Han var jo Gud!« griner Søren Pind.
Mads Lundby Hansen mindes, at de på et tidspunkt modtog et brev fra Uffe Ellemann-Jensen, fordi VU Bornholm var den af Venstres ungdomsforeninger i Danmark, der samlede flest penge ind per medlem til den alternative indsamlingskampagne, der blev stablet på benene som modsvar til Operation Dagsværk. Pengene gik til Afghanistan, hvor mujahedinerne sloges mod Sovjetunionen.
»Der stod noget i retning af »Kære VUere på Bornholm, hjerteligt tillykke med, at I stillede med det bedste resultat ved Skoleprojekt Afghanistan. I kan være rigtigt stolte af det«,« husker Mads Lundby Hansen.
»Er det rigtigt?!« udbryder Søren Pind:
»Ej, hvor fedt. Det har jeg helt glemt.«
Drømmer om Bornholm
Mads Lundby Hansen meldte sig ind i VU oven på Operation Dagsværk-oprøret, mens Jarl Cordua fortæller, at balladen fik ham til at gå fra passivt til aktivt medlem af ungdomspartiet.
»Det var også en spændende forening, for vi mødte jo alle de kommende politikere,« fortæller han:
»Blandt andet Lars Løkke Rasmussen (der dengang var VU-formand, red.). Første gang, jeg mødte ham, var på Centerpubben i Rønne, hvor han i øvrigt også overlod det til os at betale regningen. Men det var vi jo ligeglade med, for vi syntes, at han var så klog og dygtig, og vi var overbeviste om, at han blev statsminister.«
»Det vidste vi alle sammen,« tilføjer Søren Pind.
Hvis I dengang som unge og idealistiske havde set, hvordan Danmark så ud her 30 år senere, ville I så have været tilfredse?
»Der er én ting, vi er meget, meget tilfredse med, og det er, at kommunismen er brudt sammen. Det var en kæmpe triumf,« siger Mads Lundby Hansen.
»Vi lever grundlæggende i et fantastisk samfund,« tilføjer Søren Pind.
De to begiver sig dog ud i en lille diskussion om, hvor meget der egentlig er sket på skatteområdet. De enes om, at skattetrykket er stillestående højt, men marginalskatten lavere. Velfærdsstaten er stadig stor, synes de.
»Dengang havde vi jo en egentlig diskussion om, om den skulle være der. Jeg rodede mig ud i en diskussion om folkepension, kan jeg huske, hvor jeg var ved at få tæsk om bord på Bornholmstrafikken. Den diskussion findes jo ikke i dag,« siger Søren Pind.
Jarl Cordua skal til et nyt arrangement, men når lige at kalde Berlinmurens fald »den største triumf«.
»Jeg tror faktisk ikke, jeg havde forestillet mig, at det var så godt et samfund, og at de liberale havde vundet så meget frem. Der er nogle andre ting, som jeg nok er mere og mere rystet over. Det er den personlige frihed og indgrebene i den retning, som jeg er meget bekymret over,« siger Jarl Cordua:
»Dér tror jeg nok, at jeg som ung ville have korset mig.«
Jarl Cordua løber. Til slut spørger Berlingske, om Søren Pind og Mads Lundby Hansen kunne tænke sig at flytte tilbage til Bornholm engang.
»Som pensionist,« svarer Mads Lundby Hansen.
Søren Pind længes også mod klippeøen.
»Jeg har ikke én gang kørt til lufthavnen eller til havnen uden at tænke, 'hvorfor tager du væk fra Bornholm?'«
Rettelse:
Af artiklen fremgik det tidligere, at »Jarl Cordua skal til et nyt arrangement, men når lige at kalde Berlinmurens fald »den største triumf« og folketingsvalget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister og Venstre landets største parti, for »en helt definerende begivenhed««. Det var imidlertid ikke folketingsvalget i 2001, men terrorangrebene den 11. september samme år, der var den definerende begivenhed, har Jarl Cordua gjort opmærksom på. Berlingske beklager fejlen.
