Henrik Pontoppidans roman »Lykke-Per« er en meget dansk historie om den unge jyske præstesøn Per Sidenius, der sent i livet finder tilbage til sine rødder. Romanen er særdeles dansk og vrimler med danske jøder. Hvorfor dog det?

Jøderne i romanen er ikke blot bifigurer, men spiller både hoved- og biroller. Væsentlig for romanen er den rige københavnerfamilie Salomon. Ikke alene bliver familiens datter Jakobe romanens centrale karakter, men også resten af familiens medlemmer er vigtige for romanens fortælling. Jakobes bror, Ivar, er den aktive aktør, der ser et muligt geni i Per, og Jakobes søster, Nanny, er den smukke forførende jødiske pige.

Så er der den centrale skikkelse dr. Nathan, der personificerer det moderne Danmark, og hvis strålende begavelse og »giftige« pen til stadighed inddrages. Ingen i Pontoppidans samtid var i tvivl om, at denne karismatiske figur var et portræt af Georg Brandes, hvis nationale tilhørsforhold Pontoppidan satte spørgsmålstegn ved med formuleringen »det unationale i hans afstamning«. Det var en beskrivelse, som ofte blev klæbet på tidens intellektuelle jøder, og som endda senere i dansk debat fik en længere levetid, fordi Brandes blev beskyldt for at være unational af bl.a. Søren Krarup.

Romanens figurer suppleres af andre jødiske personer som læreren Aron Isak, der spiller en sympatisk rolle og den benhårde forretningsmand Max Bernhardt, der derimod har fået tildelt en usympatisk rolle.

Den jødiske kaptajn Dreyfus

Tilbage til spørgsmålet om, hvad alle disse jøder gør i en dansk dannelsesroman? Det havde sine naturlige årsager, idet de jødiske befolkningsgrupper i Europas storbyer fra anden halvdel af 1800-tallet spillede vigtige roller i bl.a. kulturlivet, medierne og bankverdenen. I byer som Paris, Wien og Berlin havde jøder, der havde frigjort sig fra antijødiske love, kastet sig ud i samfundslivet. Det var dog ikke fryd og gammen alt sammen, for antisemitismen spillede stadig en stor rolle, som ikke mindst den franske Dreyfus-sag i 1890erne vidnede om: En jødisk kaptajn, Alfred Dreyfus, blev anklaget og dømt som spion for tyskerne. Det var han ikke, og den skyldige blev efter stor ståhej pågrebet og Dreyfus løsladt fra Djælvleøen. Også i Danmark var Dreyfus-sagen på alles læber og blev et symbol på kampen mellem mørke kræfter og et mere tolerant og åbent samfund.

Pontoppidan kendte mange jøder

Også i Danmark spillede en jødisk elite en rolle for videnskab, kunst og kulturliv, og Henrik Pontoppidan kendte en række af de veletablerede jødiske familier godt. Det skal tilføjes, at de fleste jøder ikke var rige, men eliten tilhørte det bedre borgerskab. I København omgikkedes Henrik Pontoppidan borgerlige familier som Berendsen, Philipsen, Hirschsprung og bl.a. Georg Brandes samt forfatteren til skuespillet »Indenfor Murene« Henri Nathansen. Og man genfinder i jødiske personer i Lykke-Per karaktertræk fra de personer, som Henrik Pontoppidan personligt kendte.

Den rige familie Salomon er romanens omdrejningspunkt og Jabobe den sympatiske, idealistiske kvinde, der i sidste ende stifter en skole for fattige, og som Per testamenterer sine penge til. Familien har den fortællemæssige funktion, som den jødiske skribent og Pontoppidans samtidige Poul Levin fremhævede i sin anmeldelse af Lykke-Per i magasinet Tilskueren i 1906, nemlig at Per er fremmedgjort over for sin egen familie og dens religiøse rødder, hvorimod familien Salomon er harmonisk og hviler i sig selv. Derfor konkluderer Levin, at Pontoppidan, som modsætning til Pers uheldige familiebaggrund, har skænket Salomon-familien alt det, som Pers familie ikke er: »Et lykkeligt og rigt Hjem, et trofast og hensynsfuldt Samarbejde mellem Forældre og Børn, åbne Sind og åbne Døre for alt, hvad der duer i Tiden, en gennemdannet og afklaret forståelse af de store Spørgsmål.«

Tidens omfattende fordomme om jøder

Spørgsmålet melder sig, om Henrik Pontoppidan var præget af tidens generelle antisemitiske holdninger, hvor mange mente, at jøder ikke var nationalt sindede, at de var grådige spekulanter, usympatiske og med specielle fysiske særpræg. Det kan man umiddelbart tro, for selv om Jakobe og andre jøder skildres positivt, så er der mange negative udtryk om romanens jøder. Og i første udgave af »Lykke-Per« skriver Pontoppidan da også: »Per (...) kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder.« Det var en formulering, der faldt væk i de senere gennemskrivninger.

Uden tidens fordomme om jøder var Pontoppidan ikke. Den danske litterat Flemming Behrendt har i en artikel, »Pontoppidans jøder« (http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/index.html) om jøderne i »Per-Lykke« skrevet, at Henrik Pontoppidan var påvirket af tidens negative fordomme om jøder, og at hans formuleringer om bl.a. overetssagfører Max Bernhardt har tidens værste fordomme om jøder: »Han var for Almenheden bleven Indbegrebet af den europæiskle Fordærvelse, således som denne efter den gængse Mening i den sidste Menneskealder var bleven præget af jødisk Egenkærlighed.« Men på den anden side bliver læreren Aron Israel beskrevet således i den første udgave af romanen: »Hvad der havde skabt hans sjældne Anseelse, var den ædle Uegennyttighed, der prægede hans hele Levevis, en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som udelukkende træffes i jødiske Slægter.« Og i senere udgaver er det ændret til »som træffes mellem jøder«.

Det er Flemming Behrendts vurdering, at Pontopidan var racist og Lykke-Per antisemit. Her forstår Flemming Behrendt altså racist i sin meget brede betydning, nemlig at man forklarer karakteregenskaber som resultat af etnisk herkomst eller karakterforskelle på f.eks. mænd og kvinder. Ifølge Behrendt benyttede Pontoppidan sin »racisme« til at modstille to folk, det »jødiske« og det »danske«. Behrendt fremhæver, at Pontoppidan gennem sine nære bekendtskaber med jøder undergik en forvandling, og selv om han tidligt dyrkede antisemitiske holdninger, så endte han med at prise jøder: »Pontoppidan var antisemit, men holdt op med at være det. Til gengæld var han hele sit liv racist, forstået på den måde, at han tillagde folkene, og kvinderne, karakteregenskaber, der skrev sig fra det forhold, at de var eksempelvis jøder eller kvinder.«

Pontoppidan og antisemitismen

»Lykke-Per« er altså en roman præget af tidens fordomme om jøder, men også gennemstrømmet af positive bemærkninger, og ikke mindst i Jakobe har vi romanens egentlige helteskikkelse. Man må også tilføje, at Pontoppidans kritiske formuleringer ikke blot rammer de jødiske personer, men også de kristrne. Desuden fremhæver Pontoppidan i flere tilfælde, at de jødiske personer er ramt af antisemitisme, og det forklarer deres adfærd.

Litteraturhistorikeren Mads Tobias Bundsgaard har skrevet om antisemitisme i »Lykke-Per« i artiklen »Vilje og antisemitisme i Lykke-Per« (http://www.henrikpontoppidan.dk/text/undervisning/opgaver/eksempler/bund...), og Bundsgaard understreger, at Pontoppidan ofte beskriver mennesker råt, beskidt og usødet, og han lader idioter og nederdrægtige komme til orde. Derfor er de antisemitiske ytringer ikke nødvendigvis Pontoppidans meninger, men lagt i munden på personer, som udtrykker tidens tanker. Det er Bundsgaards vurdering, at ganske vist mente Pontoppidan og andre i tiden, at der var en fundamental forskel på »jøder« og »danskere«, som ifølge Bundsgaard var et racebetinget grundsynspunkt, som ikke er det samme som antisemitisme. Dette grundlæggende syn på mennesket betinget af sin race er dog forskellig fra Per til Jakobe. Hvor Per synes at blive indhentet af sin familiearv og slægsbaggrund, så trodser Jakobe tidens antisemitisme og jødiske snæverhed og bliver en idealistisk forkæmper, der vil gavne alle fattige børn uanset etnisk og religiøs baggrund.

Poul Levin skrev i magasinet Tilskueren om Pontoppidans formål med at plante alle de jødiske personer i sin bog: »Hvad ingen har villet, det vilde Pontoppidan: give en objektiv Skildring af Brydningen mellem Jøder og Kristne i det nuværende danske Samfund. Han giver ingen af Parterne »ret«, ingen af dem sejrer, men af begges kapitulation skabes Grundlaget for en Fremtid, der er renset for Racehad.«

Selv om man kan tolke en række personbeskrivelser i romanen som udtryk for tidens jødefjendtlighed, og den var der nok af, så opfattede de fleste jøder i Pontoppidans samtid ikke Lykke-Per som antisemitisk og gav den positiv omtale.

 

En lang række artikler om Henrik Pontoppidan er samlet på nettet: http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/behrendt/omkring...