Det er kommet som en overraskelse for mange, at den såkaldte »Jihad John« - en islamist, der i IS-videoer skærer halsen over på gidsler - tilsyneladende er en relativt veluddannet englænder med solid middelklassebaggrund. Det går da også stik imod de udlægninger, som vi oven på terrorattentaterne i København fra mange sider har hørt brugt om Omar El-Hussein: At den slags er forarmede, der på grund af social elendighed ser vold som sidste udvej til at ændre verden med.

Men det er sjældent tilfældet, og i hvert fald slet ikke så simpelt. For når forskere har set på, hvem der forfalder til terrorisme, er det et meget »mudret« og uklart billede, der tegner sig. Man ved meget, men ikke særligt meget eksakt og generelt. Helt grundlæggende er man sjældent enige om, hvad der er »terror«, og om hvordan man skal tælle »mængden«. Afhængigt af det, og om man ser på terroristers personlige baggrund, på karakteren af terroristgrupper, eller samfundene i et nationalt eller internationalt fugleperspektiv, og afhængigt af, hvad man ellers tager med i betragtning, får man resultater, der siger noget nær alt og intet, og som »stritter« i alle retninger. F.eks. bliver staters sammenbrud ofte fulgt af en periode med terror og vold - men det forklarer dårligt, hvad vi ser i Europa.

Historisk set har det snarere end fattige næsten altid været personer fra mellem- eller overklassen, der lod sig tiltrække af ekstreme bevægelser og blev villige til at anvende vold. Og én ting har forskerne faktisk været næsten enige om i århundreder: Den slags forekommer typisk ikke, når undertrykkelsen og forarmelsen er blevet værre, men derimod - paradoksalt nok - typisk efter en periode med forbedringer.

DET ER HELLER IKKE klart præcis hvilken rolle ideologier (herunder også religioner) spiller. De kan i sagens natur være med til at motivere politisk vold - ja, faktisk spiller de givetvis altid en rolle i et eller andet omfang. Deltagerne i Schalburg-korpsets bombesprængninger og likvideringer var, ikke så overraskende, nazister. Deltagerne i Blekingegadebandens voldelige overfald og Trotyl-bandens planer om at sprænge danske industri- eller militæranlæg i luften var motiveret ud fra yderligtgående varianter af socialismen. De seneste to måneders terrorhandlinger i Paris og København var tydeligvis af gerningsmændene selv søgt retfærdiggjort med henvisning til (blandt andet) islam.

Så ideologier, religioner o.l. kan bruges til at retfærdiggøre vold med, og voldsparathed forekommer hyppigere i nogle grupper end andre. Men samtidig er det uomtvisteligt tilfældet, at det ikke er, hvad man kalder en »tilstrækkelig forudsætning«: Der var masser af danske nazister, der ikke bedrev vold under besættelsen, ligesom det store flertal af venstreorienterede og muslimer ikke deltager i venstreekstrem eller islamistisk vold. Der skal altså tilsyneladende noget »mere« til end »værdier« alene - men hvad?

NETOP FORDI DEN politiske vold er så svær at finde entydige forklaringer på, skal man være varsom med at tro, at der findes »patentløsninger«. Hvis årsagen f.eks. bare var fattigdom eller »værdier«, ville der næppe være mangel på forslag om at bruge flere skattekroner til socialpolitik eller integration - men så let er det bare ikke.