Alt for mange mennesker i Danmark står uden for fællesskabet. Ifølge en undersøgelse lavet af CBS for det svenske forsikringsselskab Skandia i september 2014 får 4.929 børn ud af en årgang på 60.000 et liv præget af f.eks. længere ledighed, misbrug eller alvorlige psykiske lidelser. Et liv i det, der bliver kaldt »udenforskab«.

Det koster på det personlige plan, men det koster også samfundet i form af øgede sociale udgifter og tabte skatteindtægter. Lægger man tallene sammen , koster det 72,3 mia. kr. årligt. Den danske folkeskole koster til sammenligning ca. 41 mia. kr. om året!

Samtidig med, at alt for mange mennesker står uden for, er antallet af mønsterbrydere faldet. Mens uddannelsesniveauet siden 2001 er steget, er antallet af børn med ufaglærte forældre, der selv tager en ungdomsuddannelse, faldet. Det er ikke godt nok. Vi skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Uanset om det handler om udenforskab eller social arv, er svaret alt for ofte, at »det må det offentlige klare«. Det er som om, at vi deponerer vores personlige ansvar og næstekærlighed hos myndighederne. For selvom det offentlige fortsat skal løse centrale sociale opgaver og skabe rammerne for, at det er muligt at bryde den sociale arv, så er og bliver det aldrig en undskyldning for ikke at tage personligt ansvar.

Samtidig er vi havnet i en situation, hvor vi måske har frataget personer, der løser velfærdsopgaver, muligheden for at tage ansvar. Det bekymrer mig, når en person, der leverer mad til en ældre, bare stiller maden og ikke reagerer, når maden står urørt på tredje dag. Der skal være plads til den sunde fornuft, ellers kan vi ikke forvente, at mennesker tager ansvar. Venstre tror ikke på, at der er en enkelt snuptagsløsning, der kan få den sociale indsats på ret kurs. Det, der er brug for er derimod en langsigtet indsats for en social genopretning af Danmark. En genopretning, der har som mål at forbedre de velfærdsløsninger, vi kender. En genopretning, der bygger på erkendelsen af, at Danmarks vigtigste ressource er det råstof, mennesker er gjort af.

Hvis vi skal sikre lige muligheder kræver det en differentieret indsats, der tager afsæt i den enkeltes særlige værdi, særlige behov og særlige kompetencer. Kun ved at se hinanden som individer kan vi sikre, at alle får lige muligheder.

Derfor har vi i Venstre defineret følgende fem principper, der vil være grundlaget for Venstres socialpolitik, såfremt vi skulle blive betroet regeringsansvaret igen:

1. Tag ansvar

Du skal tage ansvar for dit eget liv og gøre, hvad du kan. Alle er i stand til at tage personligt ansvar for deres eget liv, og det bør altid være afsættet for den socialpolitiske indsats.Overalt i Danmark er der mennesker, som hver dag vælger at investere noget af sig selv i frivilligt socialt arbejde. Ensomme ældre får besøg af frivillige besøgsvenner. Indvandrerdrenge kan få en frivillig mentor til at hjælpe dem med jobsøgning, lektiehjælp eller med at finde en fritidsaktivitet. Cykelglade borgere tilbyder beboere på landets plejehjem en cykeltur i rickshaw med vind i håret og luft under minderne. Det er denne type frivillighed, Venstre ønsker meget mere af. Den type frivillighed, der er drevet af det personlige ansvar, og som ikke bliver overtaget af det offentlige, blot fordi det er en succes. Vi mener, at den enkelte skal tage personligt ansvar – og det offentlige skal kende sin plads i forhold til de frivillige.

 

2. Der er hjælp at få

Der er opgaver, som er så specialiserede, at der skal professionelle til. For kan du ikke løse dine problemer selv, skal der være mulighed for at få hjælp. Desværre er det ikke altid, vi ved, om den hjælp,vi giver, virker. Ifølge Socialstyrelsen er det kun i ti procent af tilfældene, og det er måske den største udfordring på socialområdet overhovedet: At vi ikke ved, om hjælpen har en effekt. Der er, med andre ord, ikke nødvendigvis behov for hverken flere eller færre penge på socialområdet. Hvad der derimod er behov for, er viden om effekt. Kun sådan kan vi hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det betyder, at man skal arbejde systematisk med metoder, der virker, og at vi sikrer vidensoverførsel og evidens, så andre kan lære af gode og dårlige erfaringer. For vi har en forpligtelse til at ændre kurs, hvis det, vi plejer at gøre, ikke virker.

3. Frit valg

Vi vil give mennesket det frie valg tilbage. Har man brug for hjælp fra fællesskabet, skal man have ret til at vælge, hvilken hjælp man vil have.Ikke sådan at forstå, at man har frihed til at bruge andres penge. Men at hvis man har brug for hjælp til pleje, sundhed, støtte, børneomsorg o.lign., skal man have mulighed for selv at vælge, hvem der skal levere hjælpen. Vi skal væk fra kassetænkning og ensretning. Selvfølgelig har det en værdi i sig selv at kunne vælge, hvilken ret man har lyst til at spise til aften, hvis man får leveret mad udefra. Det betyder også noget, at man selv kan være med til at beslutte, hvem man åbner sit hjem for, og som kommer og hjælper med rengøring eller personlig pleje. Det at kunne bestemme selv skal vi værne om, og det gælder også for de ældre, som måske ikke har de ressourcer, de havde tidligere i livet. Derfor er det frie valg en grundpille i Venstres socialpolitik.

4. Tidlig indsats skal bryde den negative sociale arv

Vi vil sikre lige chancer, så alle får mulighed for at få det liv, de evner. Alle skal have mulighed for at bryde den sociale arv. Vi vil give den hjælp, der skal til for at få alle med. Det kræver, at vi sætter ind tidligt og sikrer, at ingen lever i udenforskab. Venstre ønsker at sætte endnu større fokus på forebyggelse og tidlig indsats. Derfor vil vi sikre, at kommunerne får mere fokus på forebyggelse. Vi vil belønne dem, der gør en tidlig indsats og ikke skubber problemerne ud i fremtiden. For alle har ret til en tryg barndom og til et liv i fællesskabet.

5. Konsekvens

Handlinger har konsekvenser. Vi må som samfund ikke komme dertil, at vi ikke tør gøre det nødvendige, fordi det kræver, at der stilles krav. Men vi skal også række hånden ud. Det betyder, at vi skal nytænke hele måden at håndtere unges kriminalitet på. Det må aldrig være sådan, at unge under 15 år spekulerer i at begå noget kriminelt, fordi de ikke kan straffes af en domstol. Der skal være en mærkbar konsekvens, så de unge forstår, at man må stå til ansvar for sine handlinger. Derfor har vi sammen med de øvrige borgerlige partier fremlagt konkrete forslag, der sænker den kriminelle lavalder, men som samtidig opretter en særlig ungdomsdomstol og en ungdomskriminalforsorg, således at de unge mødes af særlige dommere og sagkyndige. På den måde tager vi hånd om de unge i et system, der er gearet til at håndtere dem, og som skræddersyer sanktioner til de unge samtidig med at de bliver sporet ind på en bane, der kan føre dem væk fra kriminalitet.

Samtidig skal vi løse det grundlæggende paradoks, vi står over for i socialpolitikken: På den ene side er der sager, hvor vi har delegeret forældreansvaret til andre end de biologiske forældre. Til professionelle, som gerne vil tage ansvar, men som ikke kan gøre det på grund af ikke altid hensigtsmæssige regler. Det skal vi gøre op med.

På den anden side har vi en gruppe forældre, som vi mener, bør tage ansvar, men som ikke altid gør det. Det skal stå klart, at hvis børn og unge begår kriminalitet eller bliver væk fra skolen, har forældrene et ansvar. Derfor ønsker vi at styrke det såkaldte forældrepålæg, som giver kommunen ret til at skride ind over for forældrene, hvis de ikke lever op til det ansvar.

Danmark står over for massive udfordringer. Vi skal sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde – og at der er et arbejde at få. Vi skal sikre, at mennesker, der i årtier ikke har haft anden udsigt end at modtage passiv forsørgelse får mulighed for at tage aktivt del i samfundslivet og arbejdslivet. Det kan vi ikke sikre alene gennem økonomiske reformer. Der skal også sociale reformer til.

Der skal en social genopretning af Danmark til.