Lad det være sagt med det samme: jeg kører rundt i en Berlingo. Beklager, men biler siger mig absolut intet, de skal kunne køre, og god plads til børn, bagage, haveaffald og Ikea-indkøb er bekvemt. Allerede der er jeg faldet et godt stykke udenfor – mobbet, hånet og anklaget for at være under tøflen. Suk. Læg dertil at hverken fodbold, formel 1, paintball, gokartræs, cigarer eller strippere siger mig ret meget. Hvad stiller man så op med sin maskuline identitet?

Og det er måske lige præcis der, hvor balladen om Den Store Bagedyst er allermest relevant. Gunnars kage var lyserød og smagte af champagne og blev kasseret, fordi han havde misforstået opgaven. Der er snævre rammer for, hvad der kan udtrykke mandehørm og maskulinitet i DRs kagekonkurrence. Hvis man et øjeblik forestillede sig, at deltagerne skulle kreere en kage med kvindelighed som tema, kunne man så forestille sig at nogen turde forkaste resultatet som ikke-kvindeligt? Nej vel.

Det virker som om, at kvinder takket være årtiers kønskamp har en langt bredere bane at spille på. De kan vælge, mens de fleste mænd er underlagt nogle mere snærende idealer og forventninger i rollen som blandt andet forsørger og beskytter. Debatten om Gunnars kage er speciel, fordi reaktionen var så eksplosiv. Når nogen bliver kaldt sexist, hvad DR blev, er det som regel i betydningen mandschauvinist. De fleste kvinder har for længst defineret, hvilke grænser de ikke ønsker overskredet. Mænd finder sig i det meste, griner halvfjoget og knapper en dåseøl op.

Når manderoller er til debat bliver det som regel lidt komisk. Dels fordi det ligger uden for vores univers overhovedet at diskutere den slags. Dels fordi der ligger en ubehagelig snert af svaghed over det, lidt klynk, offergørelse. Og hvis der er noget vi ikke er som mænd, så er det svage, klynkende ofre.

Engang imellem opfindes der nye mænd. Nu kommer den metroseksuelle, den gastroseksuelle eller den et eller andet andet mand. Det er, hvad vores køn kan svinge sig op til, når det gælder om at identificere manderoller. Men uanset hvor mange opfindelser, der gøres, så er stenaldermanden fortsat idealet over dem alle - både hvad angår muskelmasse og simple instinkter. Mens kvinder har siddet i basisgrupper og skrevet bøger om kvíndelige normer og kønsroller siden 1968, har mændene set fodbold og bygget carport. Det er ikke underligt, at de er kommet et stykke længere.

Så hvornår kommer mandefrigørelsen? Oprøret? Umiddelbart er det svært at se, hvor det skulle komme fra. Ikke fra Danmarks Radio i hvert fald. Mænd konkurrerer om det meste: Penge, prestige, KPIer, kvinder, løbetider, så vi har ikke tid. Hvad konkurrerer frigjorte mænd om? At være mest frigjort? Det spiller ikke helt vel? Må også se at få købt mig en ny bil med nogle flere hestekræfter.