Jeg kan bakke med en trailer. Det tog en del tid og et par buler bag på bilen at lære, men nu er den der. Til gengæld kan jeg ikke finde ud af at sætte lamper op, lige som det også enten er det rene held eller Vorherre selv, der holder hylderne i stuen på plads.
Jeg er ikke til at drive ud på et dansegulv, medmindre de spiller noget af det gamle Roxette, hvor jeg i så fald ikke er til at drive derfra igen, og selv om jeg fnøs både hånligt og heteronormativt af Gustavs meget lidt potente, lyserøde polterabendkage i »Den store bagedyst«, er det eneste stykke maskuline bagværk, jeg nogensinde selv har bedrevet, en surdej, der eksploderede ud over hele køleskabslågen.
Del: