Få bygninger i Tallinn fremstår bedre egnede end Danske Banks estiske hovedsæde til at skjule hemmeligheder. Eller et par hvidvaskede milliarder, for den sags skyld. I hvert fald at dømme efter udseendet.

Vinduerne anes kun som grå silhuetter bag hundreder af solskærme. Udtryksløse spejlpaneler returnerer ethvert nysgerrigt blik.

I tilfældet Danske Bank Estland matcher symbolikken i bemærkelsesværdig grad virkeligheden: For det var derinde bag sløret, at milliarder af mistænkelige kroner i årevis blev overført mellem lige så mistænkelige kunder.

Som Berlingske har beskrevet i årets løb, skete det, uden at banken greb ind, som den ellers er forpligtet til. Ansatte i filialen hjalp ligefrem aktivt de lyssky kunder med at skjule sig for politi og finanstilsyn.

Ifølge myndighederne i flere lande tæller bagmændene bag hvidvaskemaskinen bl.a. russiske kriminelle og diktaturet i Aserbajdsjan, der fra 2011 til 2014 sendte milliarder gennem konti i banken og videre til forhandlere af luksusvarer og eksotiske skattely verden over. Eller – som i tilfældet Aserbajdsjan – fremtrædende politikere, embedsmænd og lobbyister i stribevis af europæiske lande.

Som om filialens slogan, der sammen med billedet af en luksusyacht pryder bankens hjemmeside, især var møntet på disse lyssky kunder:

»We will take you into the world!«

Berlingske har talt med tidligere ansatte i den estiske filial for at få svar på, hvordan de mange penge uforstyrret kunne fosse gennem en filial med omkring 500 ansatte i en af Nordens største banker. Og kaste Danske Bank ud i den største krise siden finanskrisen.

De i alt fire tidligere ansatte har – uafhængigt af hinanden – indvilget i at tale med Berlingske under forudsætning af anonymitet af frygt for at miste deres nuværende job og risikere repressalier fra Danske Bank.

De fire kilder tegner et billede af en arbejdsplads præget af lukkethed og hemmelighedskræmmeri. Hvor udvalgte medarbejdere i isolerede teams håndterede de mest mistænkelige, men også yderst indbringende kunder. Hvor ubehagelige bagmænd tyede til trusler mod ansatte. Og hvor ingen, ikke engang ledelsen, for alvor turde stille de kritiske spørgsmål.

»Enhver ansat i filialen med forstand på bankdrift vidste, at der foregik ting i Danske Bank Estland, der ikke tålte dagens lys,« som en af kilderne formulerer det.

Detaljerne vækker opsigt blandt eksperter.

»Det lyder som en arbejdsplads med et betændt miljø, hvor grådighed har overskygget moral,« siger Ole Risager, professor i international økonomi ved Copenhagen Business School, CBS, og tidligere seniorøkonom i Den Internationale Valutafond.

Ifølge Flemming Poulfelt, professor i ledelse ved CBS, er det »en meget usund kultur, som bliver beskrevet«.

»Når jeg hører beskrivelserne, slår det mig, at ledelsen i Danske Bank i København ser ud til at have lukket øjnene for problemerne i Estland.«

I mange år levede Danske Bank Estland et stille liv. Filialen blev en del af den danske bankgigant i 2007, da Danske Bank overtog finske Sampo Bank og dens 141.000 kunder i Estland. Men under finanskrisen i forrige årti var de fleste Danske Bank-øjne rettet mod den irske og nordirske del af koncernen, der led store tab. På samme tid fortsatte den estiske filial stilfærdigt med at tjene gode penge. I dag kender vi en del af forklaringen.

Der var nemlig især én kundegruppe, som skæppede i kassen – krise eller ej. De udenlandske – primært russiske – kunder i afdelingen for »Non-Resident Customers«.

Ifølge Berlingskes oplysninger havde afdelingen på sit højeste samlet højst et par tusinde kunder. De genererede ikke desto mindre langt hovedparten af overskuddet i hele den estiske filial, der i 2012 og 2013 lå på over 400 mio. kr. årligt.

»Afdelingen genererede substantiel indtjening for banken,« siger en kilde.

Det var ikke komplicerede konti, afdelingen administrerede. Faktisk var det helt banale transaktionskonti, hvis eneste formål var at overføre penge. Mange penge. Ofte. Kontoudtog viser, at der adskillige gange dagligt blev overført millioner af kroner til og fra kontiene. Undervejs opkrævede banken gebyrer og sikrede sig dermed en nem indtjening.

Kunderne, derimod, var ofte mere komplicerede. Mange af dem var britisk registrerede LP- eller LLP-selskaber. Selskabsformer, der gør det muligt at skjule ejerne. Selskaberne er typisk ejet af andre selskaber i skattely som Belize og Seychellerne, og deres repræsentanter er intetanende stråmænd.

Allerede dengang i perioden 2011 til 2014 var mange ansatte i filialen udmærket klar over, at der foregik lyssky ting i afdelingen for udenlandske kunder, fortæller flere kilder.

»Det krævede ikke meget at se, at her var tale om selskaber uden aktivitet eller drift. De tjente ikke i sig selv nogen penge. Og alligevel kunne de overføre enorme summer,« siger én af kilderne.

Et eksempel på de lyssky kunder kan hentes i sagen om pengestrømme fra Aserbajdsjan: Ifølge bankens dokumenter var to af selskaberne, der sendte milliarder gennem konti i banken, oprettet af en person, som ved nærmere eftersyn viste sig at være en fattig flygtning med bopæl i et skur i hovedstaden Baku. De virkelige ejere var skjult.

Selv om hvidvaskreglerne pålægger banker at kontrollere kunderne og deres penge, blev der sjældent stillet kritiske spørgsmål om afdelingen internt i den estiske filial. Afdelingen bestod af 20-30 udvalgte bankrådgivere, der opførte sig som »en bank i banken«, som en kilde siger det.

»De var ekstremt hemmelighedsfulde og talte stort set ikke med kolleger uden for afdelingen,« siger kilden, der fortsætter:

»Men alle vidste, at afdelingen sikrede en stor del af filialens indtjening, så ingen turde for alvor spørge ind til, hvad der foregik. Hvis man gjorde det, blev det ignoreret eller kritiseret af ledelsen.«

Artiklen fortsætter under grafikken.

Det var også udbredt viden i filialen, at en del af kunderne i afdelingen var endt i banken via finansielle mellemmænd – typisk mindre rådgivningsfirmaer – i Rusland, og at bagmændene derfor også var russere, forklarer kilderne. Og det var ikke tilfældigt, at de havnede i Danske Bank Estland. Banken havde i den baltiske bankverden ry for ikke just at tilhøre det pæne selskab, fortæller en af kilderne.

»Den var kendt som én af de estiske banker, man gik til, hvis man ikke havde reelle hensigter og eksempelvis ønskede at hvidvaske penge.«

Det siger ikke så lidt. For den baltiske finansverden har en broget historie. Professor Ole Risager fra CBS var tilbage i 00erne udsendt af Den Internationale Valutafond som seniorøkonom i de baltiske lande. Dengang havde den baltiske bankverden ry som »det vilde vesten«.

»I den globale finansverden vidste man udmærket i 00erne, at risikoen for hvidvask gennem banker i de baltiske lande var enorm. Der var en stor appetit på risikovillig kapital, og der manglede både regler og kompetente myndigheder. Det var en perfekt cocktail for bankfolk, der ville gå over stregen,« siger Ole Risager, der har svært ved at forstå, at Danske Bank i dag hævder, at man ikke anede noget om hvidvasken før 2014.

»Når vi i dag ved, hvor store milliardbeløb der var tale om, forekommer det mig usandsynligt, at man i ledelsen i Danske Bank ikke har haft mistanke om, at der var noget helt galt i den estiske filial.«

Samme vurdering kommer fra tidligere bankdirektør og bestyrelsesmedlem i flere banker Jørn Astrup Hansen.

»Der har været en helt exceptionelt stor indtjening i en enkelt meget lille afdeling i banken, uden at det gav anledning til spørgsmål fra København. Er det mon sandsynligt, at tilsvarende store underskud i afdelingen ville være gået upåagtet hen?« spørger Jørn Astrup Hansen retorisk og tilføjer:

»Som ansvarlig bankledelse bør man forholde sig til helt ekstraordinære afvigelser. Uanset retningen.«

Ifølge Danske Banks egne interne revisorer gjorde den lokale ledelse sig ikke store anstrengelser for at overholde reglerne. Ved et besøg i filialen i vinteren 2014 konstaterede revisorerne, at filialen i Estland handlede »i strid med hvidvaskreglerne« ved bl.a. ikke at kende identiteten på mistænkelige kunder eller kontrollere transaktioner.

De kritiserede også, at chefen for den komité af mellemledere, der bl.a. skulle godkende nye, udenlandske kunder, samtidig var ansvarlig for at kontrollere, at filialen overholdt hvidvaskreglerne.

Vedkommende skulle med andre ord kontrollere sig selv.

Berlingskes kilder kan udmærket genkende billedet af sløset kontrol.

»Ledelsen i filialen gjorde alt, hvad den kunne, for at lukke øjnene for de problematiske kunder,« siger en kilde.

Den estiske avis Äripäev, som Berlingske har samarbejdet med om hvidvaskserien, har også kunnet bringe opsigtsvækkende detaljer om hverdagen i den estiske filial. I november kunne avisen citere anonyme kilder for, at ansatte i filialen modtog gaver fra nogle af de mistænkelige kunder.

Oplysningerne er især interessante i lyset af advarsler fra Danske Banks interne revisorer i vinteren 2014 til koncernledelsen, som Berlingske tidligere har beskrevet. Her konstaterede revisorerne med undren, at ansatte i banken med vilje undlod at registrere identiteten på de lyssky kunder, så de kunne holdes skjult, hvis myndighederne begyndte at stille spørgsmål. De ansatte brød med andre ord bevidst loven og risikerede dermed at blive straffet.

Berlingske har imidlertid ikke kunnet fremskaffe dokumentation for, at ansatte i Danske Bank Estland modtog gaver eller penge fra kunder.

Men beskrivelserne vækker i slående grad minder om en anden stor hvidvasksag, der har ryddet avisforsider: Nemlig en sag om hvidvask i Deutsche Banks Moskva-filial, der kostede den tyske storbank milliardbøder tidligere i år.

Undervejs i oprulningen af den sag, som Berlingske beskrev tidligere i år, kom det frem, at en ansat i Deutsche Bank var blevet tilbudt bestikkelse af en mellemmand mod til gengæld at lukke øjnene for hvidvaskreglerne. Samme mellemmand var samtidig kunde i Danske Bank Estlands afdeling for udenlandske kunder, hvor han bl.a. spillede en central rolle i en række mistænkelige handler med værdipapirer, også kaldet mirror trading, som Berlingske beskrev tidligere i år.

Ifølge professor Ole Risager er det »ikke nogen hemmelighed, at forskellige former for korruption og bestikkelse tidligere var udbredt blandt baltiske finansielle virksomheder og myndigheder.«

De lyssky pengestrømme gennem den estiske filial fortsatte langt ind i 2014. Da havde ledelsen i både Tallinn og København for længst fået advarsler om de mistænkelige kunder, har Berlingske beskrevet. Men det var først, da en intern whistleblower i vinteren 2014 slog alarm til koncernledelsen, at man gik i gang med at rydde op. Undervejs fik banken påtale for mangelfuld kontrol fra det estiske finanstilsyn.

Oprydningen var angiveligt noget mere højrøstet end afdelingens ellers så hemmelighedsfulde liv. Kilder fortæller til Berlingske og estiske Äripäev, hvordan repræsentanter for kunderne kunne true de ansatte, og hvordan »yderst ubehagelige situationer« opstod, når de ansatte stillede de påkrævede spørgsmål om kundernes identitet og pengenes oprindelse.

»Det fortæller noget om, hvilke typer af bagmænd vi havde med at gøre,« siger en kilde.

Først sidst i 2015 blev de sidste mistænkelige kunder smidt ud, har Danske Bank forklaret. Forinden modtog banken en rykker fra det estiske finanstilsyn for langsommelig oprydning.

I dag er afdelingen for udenlandske kunder fortid, og Danske Bank lover, at hvidvaskkontrollen i Estland fungerer. Desuden har banken fremhævet, at man har skiftet ledelsen i Estland ud som følge af sagen. En forklaring, der dog siden er smuldret.

Den tidligere direktør Aivar Rehe har afvist, at han blev fyret. Og flere kilder undrer sig over, at mindst to centrale chefer fra hvidvaskperioden fortsat er højt placeret i filialen: Ivar Pae, der dengang var næstkommanderende, er i dag øverste chef for filialen. Og Tõnu Vanajuur, der i dag er chef for bankens virksomhedskunder, havde dengang afdelingen for udenlandske kunder under sig.

»Det er oplagt en svær øvelse at rydde op uden at skabe alt for meget støj. Men forklaringen fra Danske Bank om oprydningen strider mod, at flere af cheferne fra dengang stadig er chefer i Estland,« siger professor Flemming Poulfelt.

Berlingske har forelagt hovedpointerne i denne artikel for Danske Bank og forgæves anmodet om interview. Anders Meinert Jørgensen, chef for Group Compliance, henviser i en mail til en tidligere offentliggjort analyse, der forsøgte at give svar på, hvad der gik galt i Estland:

»Analysen pegede meget klart på, at udfordringerne skyldtes manglende kultur omkring og fokus på bekæmpelse af hvidvask i den estiske filial. Desuden var den ledelsesmæssige opfølgning og kontrol meget afhængig af den lokale landeledelse i Estland, ligesom kontrolfunktionerne ikke var tilstrækkeligt uafhængige. Det er forhold, vi siden har rettet op på,« siger Anders Meinert Jørgensen, der slutter:

»Som bekendt er vi i gang med en grundig undersøgelse af kunder og transaktioner i Estland i perioden 2007-2015. Før den er afsluttet, har vi ikke mulighed for at kommentere yderligere på sagen.«

Om omfanget af hvidvask i Danske Bank Estland nogensinde bliver afdækket, er uklart. Men der er nok at tage fat på for bankens efterforskere, der er sat til at grave sig igennem fortiden. Berlingske er i besiddelse af kontoudtog, der viser, at der blandt kunderne i den nu lukkede afdeling gemte sig stribevis af andre mistænkelige selskaber, der endnu ikke er blevet beskrevet i offentligheden. Som eksempelvis selskaberne Faberlex LP og Jetfield Networks Ltd., der også havde skjulte ejere i skattely og sendte enorme beløb gennem konti i banken.

Som en kilde anslår:

»Offentligheden har kun har set toppen af isbjerget af alt det, der foregik i Danske Bank Estland.«