En tredjedel af de adspurgte kandidater til kommunalvalget 19. november vil ikke afvise, at de er parate til at forlade deres parti, hvis tilhørsforholdet står i vejen for at gennemføre den politik, de går ind for. Det viser en ny rundspørge foretaget af Berlingske Research blandt 2.600 kandidater.
Jon Bjarke Kiellberg, der er ved at skrive en bog om politiske afhoppere, synes, det er mange, men omvendt, forklarer han, afspejler det en tendens.
»Vi oplever en stigning i kommunalpolitikere, der enten skifter parti eller bliver løsgængere. I sidste periode fra 2005 til 2009 var der 125, mens vi i den nuværende periode har 174. Det er syv procent af alle lokalpolitikere,« siger Jon Bjarke Kiellberg.
Tendensen skyldes dels, at det ideologiske skel lokalt er mindre, end det er nationalt. Derfor er springet fra ét parti til et andet mindre, fortæller han.
»Og så er politik især lokalt blevet en karrierevej, mere end det er den klassiske, loyale partisoldat. I dag handler det meget mere om politisk indflydelse her og nu. Lokalt er der også en tendens til, at det i stigende grad handler om personen frem for partiet,« siger Jon Bjarke Kiellberg.
Af rundspørgen fremgår det også, at Dansk Folkeparti og Kristendemokraternes kandidater er mest tro mod deres partier. Således svarer 81 procent af kandidaterne klart nej til at kunne finde på at forlade deres parti, mens de radikale kandidater med blot 64 procent er de mest villige til at være utro.
»De Radikale er et midterparti og kan appellere til begge sider. Dansk Folkeparti er et yderparti og har derfor nogle helt klare holdninger, som man ikke genfinder på samme måde i andre partier,« siger Jon Bjarke Kiellberg, som opfordrer vælgerne til at undersøge kandidatens historik, inden de sætter deres kryds 19. november.
»Jeg tror, at det har en betydning for vælgerne, at flere kandidater melder sig parate til at bryde med deres parti. Det kan i hvert fald være med til at øge politikerleden og mindske tilliden til, hvem man stemmer på,« siger han.
Hvis det står til Dansk Folkeparti, så skal et byrådsmedlem ikke have lov til at tage mandatet med sig, hvis han eller hun skifter parti.
»Vi har set alt for meget parti-shopperi på det seneste. Jeg tror sågar, jeg har set en kandidat, der har været med i tre eller fire forskellige partier i den seneste valgperiode. Det er noget rod, og det kan man ikke være bekendt over for vælgerne,« siger kommunalordfører Morten Marinus (DF).
Venstre forstår godt de vælgere, der bliver frustrerede over at se deres kandidat skifte over til et konkurrerende parti, men de er ikke klar til at ændre på valgloven.
»Når man er blevet valgt ved et demokratisk valg, så skal man ikke kunne smides ud, blot fordi man skifter parti. Hvilken grund, der så end måtte være til det skifte, så skal man selvfølgelig beholde det mandat, som vælgerne har givet en,« siger kommunalordfører Jacob Jensen (V).
Enhedslisten vil også lade det være op til vælgerne af dømme partiskifterne og afviser at pille ved valgloven.