Ingmar Madsen har sådan set altid følt sig som socialdemokrat.

Da han kom ind i kommunalbestyrelsen for snart 24 år siden. Efter han blev smidt ud af det gamle arbejderparti. Mens han var på kort visit hos de Radikale. I sin tid som løsgænger. Og i dag, hvor han sidder ene mand i den »sociale gruppe« og venter på, at hans sidste periode som lokalpolitiker rinder ud til november, når danskerne stemmer et nyt hold byrådsmedlemmer til magten.

»Det har aldrig handlet om politiske uenigheder, og jeg synes selv, jeg kan forklare alle skiftene,« siger den 62-årige IT-konsulent fra Nordfyns Kommune.

»Vi er nok bare to slags mennesker: Nogle finder sig i alting, og vi andre tager aktion, når der er noget, vi ikke kan leve med.«

Siden sidste kommunalvalg har 173 af de 2.468 lokalpolitikere, der blev stemt ind af vælgerne for knap fire år siden, forladt deres oprindelige parti og enten meldt sig ind i et andet eller blevet løsgængere.

Det svarer til syv pct. af alle kommunalpolitikerne, viser en opgørelse fra Danske Kommuner.

På Bogense Rådhus i Nordfyns Kommune alene har der været ni partiskift på de 25 byrådspladser. Ingmar Madsen, der bor lidt uden for den lille stationsby Otterup, står for fire af dem.

»Vi driller da hinanden lidt med det. Men det er ikke noget, man bliver mere eller mindre troværdig af,« siger Ingmar Madsen konfronteret med kommunens og hans egen personlige rekord.

Der er aldrig nogen hos den lokale købmand eller andre steder i kommunen, der har kritiseret ham for at have ageret, som han har gjort, bebuder han.

Hvad tænker vælgerne?

Men alligevel: Hvad skal vælgerne egentlig tænke, når de om fem uger går til valg­urnerne og tror, de sætter et kryds ved ét parti, men ender med at få et helt andet? Betyder partibogstaverne ingenting? Og kan man overhovedet regne med kommunal­politikere, der springer rundt mellem listerne, som vinden blæser?

»Spørgsmålet er snarere, om folk vil have en politiker, der for alt i verden bliver siddende i sit parti,« svarer Ingmar Madsen.

»Eller om de hellere vil have en, der siger fra, når nok er nok. Jeg tror det sidste.«

Det, Ingmar Madsen ikke kunne leve med, var, at hans partifælle Jørgen Simonsen, som han ellers var gået til valg på skulle blive borgmester, rent faktisk også kom til at besætte posten, da valget var vundet. Før konstitueringen var der ellers blevet indgået en aftale med Venstre og de Konservative.

Men efter et kaotisk forløb op til konstitueringen på Bogense Rådhus, hvor Jørgen Simonsen i hans øjne mistede sin troværdighed, virkede det alligevel ikke rigtigt for Ingmar Madsen. Han og byrådskollega Børge Nielsen meddelte, at de ikke kunne skrive under på konstitueringsaftalen som aftalt. Konsekvensen var, at de blev smidt ud af den socialdemokratiske gruppe.

»Det handlede ikke om ideologi. Vi drøftede slet ikke politik i den fase. Det var rent personmæssigt. Jeg begyndte at koge de erfaringer sammen, jeg havde omkring Jørgen og vurderede, at det nok ikke var så godt – at han virkede ude af balance, og det for partiet var et dårligt valg.«

I stedet pegede de to løsgængere på Venstres spidskandidat, som fik borgmesterposten. Den forbigåede socialdemokratiske borgmesterkandidat trådte ud af byrådet i protest. Ingmar Madsens første partihop var en realitet, og en af kommunalvalgets grimmeste rævekager var blevet bagt.

Da endnu en socialdemokrat, Mette Hjorth, året efter også forlod Socialdemokraterne, slog de tre løsgængere sig sammen og dannede »Den sociale gruppe«.

»Det er så negativt ladet at være løsgænger, og så var det også smart, at vi kunne sidde samlet i salen,« siger Ingmar Madsen om partiskifte­ nr. to.

Men allerede efter et år besluttede Børge Nielsen at melde sig ud af gruppen og ind i SF. Mette Hjorth valgte i stedet at melde sig ind i Radikale Venstre, som endnu slet ikke var repræsenteret på Nordfyn.

»Og så valgte jeg at følge med,« siger Ingmar­ Madsen.

»Ikke på grund af ideologi, men fordi, jeg gerne ville bakke op om Mette og hjælpe hende med at blive valgt. Og på det tidspunkt syntes jeg, der var mange ting, som matchede OK med at være radikal.«

Den opfattelse ændrede sig dog hurtigt igen. Som landspolitikken udviklede sig, syntes Ingmar Madsen ikke længere, at han kunne stå på mål for partiets sociale profil. Efter kun et år som radikal kom det fjerde partihop:

»Hvis en gammel cirkushest skal synes, det er sjovt at være med, skal der være noget at komme i manegen for, og det er der nu engang mest, hvis man selv styrer. Så jeg valgte at komme tilbage som ene mand i den sociale gruppe.«

Ingmar Madsens partiskift er alle i samme side af partisalen. Men i listen af partihoppere finder vi også nogle mere overraskende spring: Én lokalpolitiker er hoppet fra Konservative til Socialdemokraterne, en anden fra DF til Liberal Alliance, en tredje fra SF til Venstre. Langt de fleste er dog – i hvert fald i første omgang – blevet løsgængere.

SF hårdt ramt

Mens de store partier som Venstre og Socialdemokraterne kun har mistet omkring 3,5 pct., har SF siden sidste valg måttet sige farvel til 48 byrådsmedlemmer – det svarer til 14 pct. af deres oprindelige lokalpolitikere.

Heriblandt også Helle Waagner fra Nordfyn, der forlod SF for i stedet at træde ind i den nu noget afstumpede socialdemokratiske gruppe. Hun var first mover for en bredere SF-trend, som hun konstaterer:

»Det var en samlet overvejelse efter lang tids uenighed omkring partiets politiske, ledelsesmæssige og organisatoriske linje. Jeg har bare fundet ud af, at jeg er mere på linje med Socialdemokraterne,« siger hun.

For langt de fleste partihoppere i Nordfyns Kommune – og mange andre af landets kommuner – handler det imidlertid ikke om egentlige ideologiske uenigheder, men forskellige personlige eller lokale slagsmål.

Skolelederen Jens Otto Dalhøj fra Nordfyns Kommune var medlem af Venstre og gået til valg på at bevare den nuværende skolestruktur. Men da hans parti i midten af perioden alligevel valgte at nedlægge en række skoler, følte han sig kaldet til at opponere offentligt.

»Så fik jeg valget mellem at tie stille eller blive ekskluderet. Og derfor valgte jeg en tredje vej – nemlig selv at melde mig ud og ind i Liberal Alliance i stedet.«

Det ser han ikke noget alarmerende i – tværtimod. At der er flere, der skifter parti undervejs i perioden, er et tegn på, at de holder fast i loyaliteten over for sig selv og deres vælgere frem for deres parti.

»Man skal have sin grænse. Hvis jeg var blevet i partiet på trods af helsidesannoncer, hvor jeg var gået til valg på at bevare skolestrukturen, havde jeg jo været fuldstændig utroværdig. Jeg har netop ikke skiftet holdninger – jeg har bare skiftet parti,« siger han. I modsætning til situationen på Christiansborg klinger det mellem linjerne. Her er partidisciplinen ganske vist høj, men loyaliteten til vælgerløfterne noget mere fleksibel. Det er heller ikke godt for troværdigheden. Samme argument bruger Ingmar Madsen, når han skal stå på mål for sine mange hop.

»Jeg tror bare, at der bliver flere og flere, som ikke kan finde sig i at være tro parti­soldater, der bare sidder med foldede hænder og rækker hånden op, når gruppeformanden siger det,« siger han.

»I den forstand mener jeg, at det er et sundhedstegn og i vælgernes interesse, at medlemmerne ikke bare er stemmekvæg. Hvis man overhovedet skal gide at sidde i kommunalbestyrelsen, skal man have følelsen af, at man har indflydelse.«

Den argumentation køber kommunal­forsker og professor på Syddansk Universitet Ulrik Kjær ikke.

»Det er fint, at deres samvittighed er ren. Men jeg tror bare ikke, det er det indtryk, vælgerne har fået, da de stemte,« siger han.

Kandidaternes navne står jo under et parti­bogstav, og selv om det er velkendt, at partipolitik ikke spiller en nær så væsentlig rolle lokalt, som det gør nationalt, må vælgerne alligevel gå ud fra, at de personer, de vælger, repræsenterer det parti, som vælgerne sympatiserer med.

Forsker: usædvanligt mange

Da tidligere kulturminister Uffe Elbæk for et par uger siden meldte sig ud af Radikale Venstre for at blive løsgænger, ryddede det forsiderne. Men hvis en lige så høj andel Christiansborg-politikere hoppede af eller rundt mellem partierne, som lokalpolitikerne har for vane, ville det svare til, at 13 MFere i hver periode skiftede hest i vadestedet. Det ville om noget vække opsigt. Og det bør den kommunale trend også, mener Ulrik Kjær.

Der er ikke tidligere lavet så detaljerede opgørelser af antallet af partihoppere.

»Men det er min klare opfattelse, at der denne gang er tale om helt usædvanligt mange. Syv pct. er altså et meget højt tal,« siger Ulrik Kjær.

Mens lokalpolitikerne forsøger at tegne billedet af en demokratisk gevinst, er kommunalforskeren noget mere skeptisk.

»Det er svært at se, hvordan det skulle være en positiv ting set med vælgerbriller. Selvfølgelig kan der være særtilfælde og så stærke ideologiske uenigheder, at folks veje må skilles. Men at det skulle være tilfældet for syv pct. af alle kandidater, synes jeg virker problematisk. Og jeg kan bestemt ikke forestille mig, at tilliden til politikere udvikler sig eksplosivt positiv oven på den udvikling,« siger han.Betyder det så, at vi ikke kan regne med dem, vi stemmer på til valget?

»Det er i hvert fald en vigtig forbrugeroplysning,« siger Ulrik Kjær: »At der åbenbart er nogle kandidater, hvor man skal tage det med partibogstavet med et gran salt. Eller at der i hvert fald kun er 93 procents chance for, at det parti, man troede, man havde stemt på, også er det, som bliver repræsenteret.«