Jakarta. Knap hver femte studerende drømmer om et islamisk kalifat i Indonesien, som er det land i verden med den største muslimske befolkning.
Det viser en undersøgelse fra instituttet Alvara ifølge avisen The Jakarta Post.
Den østasiatiske land, hvor der bor over 250 millioner indbyggere, har i dag et sekulært styre. Men en del unge ønsker det ændret.
Deltagerne i målingen er 1800 studerende fra 25 førende universiteter og 2400 studerende fra gymnasier på blandt andet øen Java.
18 procent svarede ja, da de blev spurgt, om de opfatter et islamisk kalifat som en ideel styreform i Indonesien.
Blandt de universitetsstuderende er der marginalt færre, som ønsker et kalifat, end blandt gymnasieeleverne. Omkring 0,5 procent færre.
23 procent af de unge er i forskellig grad parat til at udkæmpe jihad for at nå målet om et kalifat.
- Det viser, at intolerant undervisning allerede er en realitet på universiteter og på gymnasier, skriver instituttet Alvara ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/