Ved godt, at der allerede er blevet skrevet rigtig meget om programmet »Alene I Vildmarken« på DR3, som åbenbart tænder et eller andet primalt hos visse dele af den kreative klasse i mediebranchen, men nu, hvor vi nærmer os sidste afsnit, så bliver vi altså lige nødt til at tage en runde mere.

For jeg er vild med det program og kan bare ikke vente med at finde ud af, hvem der holder sig i live længst ved bredden af Altevatn i Nordnorge og dermed løber af med sejren. Bliver det Gandalf fra Herning, den langhårede Christian, der ikke har skiftet underbukser i en måned og blandt andet har spist en frø for at overleve. Eller bliver det familiefaren Jon, der allerede inden afrejse havde sørget for at bestille en blomsterbuket til sin kone på deres bryllupsdag, fanger så mange fisk, at han opbevarer dem i et lille bassin og i øvrigt en dag fandt seks uåbnede øl ved søbredden.