Hvis der er en bygning i København, der skiller vandene, må det være Palads Teatret, beliggende ved Vesterport. Nogle synes, den gamle bygning med de klare farver på facaden af Poul Gernes lyser befriende op i bybilledet, mens andre kategoriserer den som københavns grimmeste bygning - og oven i købet en elendig biograf, der ikke lever op til tidens krav om store lærreder og komfort. Meningerne er delte, og diskussionen om bygningen har fået nyt liv, efter at planerne om en mulig nedrivning fandt vej til medierne i den forløbne uge.
Lad os indlede med at slå fast, at der i hvert fald bør ske noget med området. Axeltorv ved siden af Cirkusbygningen og foran biografen er en bymæssig »dead end« med caféer og restauranter af tvivlsom standard og Robert Jacobsens skulptur »De Syv Aksler«, som mest af alt fungerer som livsfarligt klatrestativ for småbørnsfamilier.