Jeg vil ikke på nogen måde undervurdere de vanskeligheder, som utilpassede indvandrere og strømme af flygtninge udgør i disse år. Derimod vil jeg hævde, at en forudsætning for at kunne løse disse og andre problemer er, at vi selv har fast kulturel grund under fødderne som mennesker og danskere. Det har vi ikke! Vi har i mange år været i fuld gang med at nedbryde de værdier, som engang karakteriserede vores selv, og som er nødvendige for, at vi kan fungere individuelt og som samfund. Det giver sig blandt andet til kende ved, at vi er Europas mest uhøflige - også de mest uhøflige i Norden - lige som vi mangler dannelse. Det er der skrevet og talt meget om, og jeg bringer desuden i min bog »Høflighed uden grænser« en hollandsk universitetsundersøgelse, der dokumenterer det.
Høflighed er organisk forbundet med sprog. Sproget er ikke løsrevet og frit svævende, men en betydningsfuld, skabende kraft, der hænger uløseligt sammen med det samfund, som sproget praktiseres i. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi taler, og hvad vi går rundt og siger til hinanden.
I mange år har vi negligeret vores sprog. Ligegladheden ses såvel på gadeplan som på de sociale medier og ikke mindst i radio og TV. Man taler grimt, bruger forkerte ord og vendinger, kan ikke den mest fundamentale grammatik. Man taler også mere og mere utydeligt. Det er, som om nogle danskere slet ikke er interesseret i, at man modtager og forstår, hvad de siger. Denne adfærd har betydning langt ud over det rent sproglige.
Sproget er samtidig blevet fattigt, hvilket også slog mig, da jeg hørte replikkerne i DRs dramaserie, 1864. For nylig fandt jeg i en antikvarbogkasse en danskordbog over daglig tale fra 1902 og konstaterede, at en stor del af de nuancerende gloser og vendinger ikke længere bruges. Det er netop nuancerne og mulighederne, vi berøver os selv, når vi glemmer ord, misforstår idiomer og voldtager grammatikken. Det drejer sig ikke alene om mangel på kærlighed og respekt for sproget, men tillige om noget rent praktisk. Hvis man f. eks. hele tiden siger »spekulere i«, hvor man burde have sagt »spekulere på«, er man på vej til at ødelægge de muligheder, som vendingen »spekulere i« rummer. Eroderingen af det danske sprog startede samtidig med, at det universelle du begyndte at brede sig. Og udryddelsen af De indebar en nedskrivning af vort sprogs nuancer.
Vi lever i et du-samfund. Vi må ikke sige De til hinanden. Gør man det, virker det, med få undtagelser, mærkeligt. Men prøv alligevel et lille tankeeksperiment. Prøv et øjeblik at bryde den mentale spærring, og stil Dem selv, kære læser, spørgsmålet: Hvem ville jeg sige De til, hvis jeg måtte? Spørgsmålet er ikke virkelighedsfjernt. Mange vil i tankerne uvilkårligt se mennesker og situationer dukke op, hvor et De havde været på sin plads. Jeg selv kan engang imellem føle mig stødt over at blive tiltalt med et du. Det er ikke tiltaleformen i sig selv, der virker anstødelig, derimod måden, den bruges på. Du’et røber sin anmassende side. I De-kulturen satte tiltaleformen tingene på plads og lagde en dæmper på følgerne af manglende dannelse.
Årsagen til, at spørgsmålet er relevant, er at De’et i realiteten aldrig helt er forsvundet, og at behovet for et De ikke kan udryddes. De’et er led i et basalt høflighedssystem, der er en forudsætning for, at mennesker kan færdes og arbejde sammen. Det gælder alle kulturer, selv de mest anarkistiske rebeller som f. eks. de unge, der forsvarede Ungdomshuset Jagtvej 69 på Nørrebro i København. De havde faktisk deres egne meget bestemte høflighedsregler, som skulle overholdes.
Det enerådende du er ikke, som en del tror, opstået som et nødvendigt resultat af et enstemmigt ønske fra det danske folkedyb. Vores nuværende tiltaleform var et led i en ideologi, der helt bevidst, og med brug af alskens magtmidler, udryddede det gamle du-De-system og pressede et universelt reciprokt du ned over befolkningen. Hele denne historie kan - for første gang - læses i min bog. Her skal blot nævnes, at ungdomsoprøret i 1968 ganske vist spillede en rolle i forløbet, men at det begyndte langt tidligere, og at udviklingen i hele samfundet blev drevet af (socialdemokratiske) ordrer fra oven. Da det gik værst til, udråbte borgmestre landet over du-byer.
Paradoksalt nok gik det mest ud over arbejderklassen, som af mange grunde led ved at skulle tilpasse sig den nye tiltaleform. Kvinderne led mere end mændene, og det er en pinlig sandhed, at høfligheden for de gamle i vort samfund forsvandt i en årrække, dem regnede man ikke rigtig for noget. Bogen fortæller også om behandlingen af de ældre på vores sygehuse. Her fratog man patienterne deres identitet. En kvinde, der hele sit voksne liv havde været og heddet »Fru Hansen« blev pludselig reduceret til »du, Gudrun«. Og hun turde ikke protestere.
De-tilhængerne var til at begynde med en smule tilbageholdende, men efterhånden kom de op på barrikaderne, og det udviklede sig til en meget voldsom sprogstrid, en af de største i danmarkshistorien. Kampen bølgede frem og tilbage, men fra begyndelsen af 1990’erne og frem til i dag har du’et sat sig fast. Og så alligevel ikke! Der eksisterer nemlig et skjult De. Du’et er aldrig rigtig blevet neutralt, det står stadig i mange situationer i et modsætningsforhold til et tænkt De. En nonverbal eller anden form for høflighedsmarkering er nyttig, men danskerne er elendige til sådanne markeringer, som f.eks. englænderne er mestre i. Vi kan ikke nuancere vores enerådende du. Derfor bliver vores kommunikation ofte dysfunktionel. Vi har brug for den mulighed, og den tryghed, som De’et giver. Den tryghed har de i vores nabolande mod syd, der jo har bevaret og i øvrigt forstærket brugen af De.
Efter at velfærdsstaten blev gjort til en religion, har en kuldsejlet velfærdsmodel til ukendelighed ændret vores nationalkarakter, som vi med rette var stolte af. Vi var ikke unaturligt »lige«, men kom alligevel hinanden langt mere ved i gamle dage før likvideringen af De’et. Der var også mindre vold i sproget og i samfundet. Og vi led ikke af en galopperende selvovervurdering. Jeg fornemmer, at et oprør ulmer mod alt, hvad du-samfundet står for. Det har været et lyspunkt for mig gennem en særlig ungdomsundersøgelse at konstatere, at de unge har høfligheden i hjertet. De er langt mere urbane end mange, der er ældre end de. De har forstået, at høflighed giver frihed til med respekt for andre at være den, man er.
Vi har nu levet med du-kulturen og alt dens væsen i så mange år, at det er berettiget at sætte den til debat. Imidlertid har de hidtidige kritiske TV-udsendelser og klagebøger efter min mening været for overfladiske til at have nogen væsentlig betydning. Hvad der er brug for er, at vi sammen finder ud af, hvad der egentlig er sket, og hvad der fortsat foregår. En seriøs og virkningsfuld diskussion kræver, at man dykker ned i høflighedens fascinerende salthuler, som kan være mørke og skræmmende men ved lidt lys har en stor skønhed.
Baggrunden bør være sproghistorie, høflighedsteorier som bl.a. ansigtstab, et realistisk billede af dagens Danmark, og ikke mindst erfaringer og meninger fra kendte og ukendte danskere, som man kan spille op imod eller spejle sig i. Jeg forestiller mig selvsagt på ingen måde, at et nyt De løser alle vores aktuelle samfundsproblemer. Men større høflighed og en erkendelse af sammenhængen i tingene vil være et skridt hen imod en genopbygget dansk identitet.