Hvem kører mest råddent i trafikken? Er det bilisterne eller cyklisterne?
I en ny meningsmåling om danskernes høflighed, som TNS Gallup har foretaget for Berlingske, topper trafikken over de steder, vi er mest uhøflige over for hinanden.
Samtaler i mobiltelefon ved private sammenkomster ligger på en andenplads over situationer, der betragtes som uhøflige i det offentlige rum (43 procent), mens cyklisternes opførsel indtager en tredjeplads. Her mener 36 procent, at vi har en dårlig adfærd og er decideret uhøflige, når vi sidder på den tohjulede.
Den kedelige førsteplads får bilisterne æren af. Mere end hver anden i meningsmålingen (53 procent), synes, at vi godt kunne være betydeligt mere høflige over for de andre trafikanter, når vi sidder bag rattet.
Det er især mænd (59 procent), der oplever dårlig stil blandt bilister, mens det for kvinder er 47 procent.
Også kunder i supermarkeder og passagerer i offentlige transportmidler nævnes på en top-fem over, hvor danskerne er mest uhøflige.
Formand for Dansk Cyklistforbund Klaus Bondam er ikke overrasket over, at det netop er i trafikken, vores manglende høflighed over for hinanden bliver særligt tydelig.
»Vi har fået en kultur, hvor vi holder på vores ret. Hvis man nu har ret til at køre 95 kilometer i timen i yderbanen på en motorvej, så gør man det. Og hvis man nu kom først og har ret til en bestemt parkeringsplads, så skal ingen andre have den plads.
Jeg siger ikke, at cyklister altid er bedre, her holder man også på sin ret. Men for både bilister og cyklister gælder, at det kan skabe nogle ekstremt farlige situationer. Derudover handler det jo grundlæggende om vores måde at omgås andre mennesker på, ikke bare i trafikken,« mener Bondam.
Egoisme, dårlig opdragelse og stress
Næsten hver anden dansker (48 procent) mener, at vi er mere uhøflige i dag, end vi var for ti år siden. Hvorfor? Egoisme, lyder svaret fra syv ud af ti danskere (70 procent).
Lidt færre (63 procent) vurderer i meningsmålingen, at uhøflig adfærd kan skyldes manglende forståelse for andre mennesker, mens 62 procent peger på en dårlig opdragelse.
Manglende eftertænksomhed og travlhed/stress kan ligeledes være forklaringen, siger 36 procent.
Alligevel mener næsten to ud af tre danskere, at vi også kan være høflige over for hinanden. Det er 63 procent enige eller overvejende enige i, mens omkring hver tredje (35 procent) er uenige eller overvejende uenige.
Og som et positivt element er de fleste enige i, at de tiltaler andre mennesker på en almindelig, respektfuld måde.
Netop tiltaleformer har en afgørende betydning i vores måde at omgås andre mennesker.
Det mener professor emeritus, dr.phil. på CBS Niels Davidsen-Nielsen. Han er tidligere formand for Dansk Sprognævn og konstaterer, at vi mangler nogle verbale greb – noget at gribe fat i rent sprogligt.
»Ethvert socialt liv har nogle ritualiserede omgangsformer, et sprogligt repertoire og et sæt standardformuleringer, som kan være til stor hjælp og understøtte en række situationer,« forklarer han.
»Men de ritualiserede omgangsformer er mere eller mindre røget helt ud af vores sprog i dag, fordi mange af dem er flyttet over på de digitale platforme.«
