Peter Viggo Jakobsen, lektor, ph.d.
»Selvfølgelig har Bush et medansvar, fordi den amerikanske invasion i 2003 væltede Saddam Hussein og smadrede de statsinstitutioner, som han havde opbygget. Men Irak kunne meget vel være blevet kastet ud i borgerkrigslignende tilstande også uden en amerikansk invasion, fordi Saddam Hussein kun holdt sig ved magten ved at undertrykke størstedelen af befolkningen. Irak kunne derfor være endt ligesom Syrien uden vestlig indblanding. Hovedansvaret for den nuværende situation hviler tungt på premierminister al-Malikis skuldre, fordi han har brugt sine sikkerhedsstyrker til at undertrykke det sunni-muslimske mindretal og marginalisere deres ledere og parlamentsmedlemmer politisk. Det er hans magtstræb, der har udløst den nuværende situation.
Umiddelbart er der ingen grund til direkte militært engagement i Irak fra vestlig side med andet end specialstyrker og luftmagt – fly, helikoptere og droner – samt våbenleverancer til de irakiske myndigheder og kurderne. Vestens primære interesser er at afhjælpe den humanitære nød og forhindre terrorgrupper i at etablere et frirum, som de kan bruge som udgangspunkt for angreb på vestlige interesser. Vesten kan hjælpe med at få nedkæmpet ISIS her og nu, men en mere varig løsning vil kræve politiske tilnærmelser mellem sunnierne og shiaerne.«
Søren Espersen, udenrigsordfører, DF
»Vi i Vesten har som sædvanlig travlt med at give os selv skylden for alverdens ulykker i den tredje verden. Det var denne underlige attitude, Rudyard Kipling beskrev og gjorde kendt som »The White Man’s Burden«.
Således har vi i disse dage og måneder vældig travlt med at laste alle mulige andre end irakerne selv for det kaos, landet står i. Så er det Bushs skyld, så er det Obamas – så er det Anders Fogh Rasmussens skyld, og så er det NATOs skyld.
Men jeg må altså holde fast ved, at når præsident Maliki i dag i stor stil er en hadet mand i Irak, har han sig selv at takke herfor. Han har nemlig videreført det, jeg vil kalde »den arabiske syge« – nemlig den mærkelige indstilling, at når shiaerne har magten i et arabisk land, så smider de sunnierne i fængsel, og når sunnierne har magten, smider de shiaerne i fængsel. En 1.400 år gammel, umoden og latterlig ordning, som har gjort, at demokrati i de arabiske lande generelt sagt er en umulighed.
Nu fik Maliki så i ti år chancen for, støttet af vestlige soldater, at indføre reelt demokrati i Irak. I stedet for har han brugt tiden til at skælde Vesten ud. For vort vedkommende må det nu være slut med engagementet i Irak. Vi må som i Syrien lade borgerkrigen gå sin gang – og så afvente, hvem der ender med at blive ny diktator. Så kan vi altid snakke videre med ham.«
Carsten Jensen, forfatter
»Den hovedløse amerikanske invasion af Irak i 2003 fik landets statsapparat og infrastruktur til at bryde sammen, og da den irakiske hær samtidig blev opløst, var der skabt et grundlag for en opstand, der ikke blot rettede sig mod amerikanerne, men også hurtigt udviklede sig til en blodig borgerkrig.
Landets grundlæggende problem, modsætningen mellem de nu marginaliserede sunnier og de nye magthavere, shiaerne, blev aldrig løst. Da amerikanerne trak sig ud i 2011, herskede der ingen fred i Irak. Borgerkrigen var blot sat på pause. Nu er den brudt ud igen.
ISIS´ succesrige blitzkrig lader sig kun forklare, hvis gruppen ses som spydspids for et langt mere omfattende sunni-oprør, der har mobiliseret de væbnede klaner, som har følt sig snydt for den reintegration i magtapparatet, de blev lovet.
USA kan ikke intervenere i Irak uden samtidig at gribe ind i Syrien, en intervention, som kun vil styrke Iran. Enten støtter USA aksen Assad-Maliki-Rouhani, eller også falder Mellemøsten fra hinanden. Enten allierer vi os i stabilitetens navn med en krigsforbryder, en sekterisk autokrat og en teokrat, eller også vinder en blodtørstig ekstremistbevægelse.
I valget mellem pest og kolera er det ret forudsigeligt, at et krigstræt USA vil foretrække ingenting at foretage sig.«
John Dyrby Paulsen, udenrigsordfører (S)
»De nuværende problemer i Irak må først og fremmest tilskrives det irakiske styre, også selv om ISIS stammer fra situationen i Syrien. Vestens eventuelle medansvar skyldes ikke så meget, at »vi« gik ind i Irak, men mere måden, man håndterede den efterfølgende udvikling i Irak på. Man indsatte ikke tilstrækkeligt med tropper til at skabe ordentlig sikkerhed. Man skabte grobund for splid og vold, da man næsten totalt afskaffede Iraks administration, politi og hær. Og man formåede ikke på nogen måde at give svar på, hvordan Irak på kort tid skulle gå fra diktatur til demokrati med inddragelse af alle landets minoriteter.
Borgerkrigen i Syrien er et kompliceret kludetæppe af modsatrettede interesser. Den amerikanske general Demsey sagde i august 2013: »Syria today is not about choosing between two sides but rather about choosing one among many sides,« og han pegede på en række muligheder for indgriben i konflikten, der dog alle er forbundet med store omkostninger for de amerikanske skatteydere. Og netop på grund af disse omkostninger og de erfaringer, amerikanerne har gjort sig i Irak, har USA ikke appetit på at gå direkte ind i konflikten i Syrien. Man skal huske, at Mellemøsten er en hvepserede, hvor det for Vesten er let at vinde krige, men utrolig svært at vinde freden. Derfor anser jeg vestlige »støvler på jorden« i Irak for usandsynligt.«
Per Stig Møller, tidl. udenrigsminister (K)
»Et spøgelse går gennem den arabiske verden: islamismen og den deri liggende konflikt mellem sunni og shia. De arabiske diktatorer holdt denne under låg. Da det blev løftet, kogte den over. Skulle vi have hjulpet dem med at holde på låget? Næppe. Skulle vi have holdt os fra Irak, som vi holder os fra Syrien? Ikke med det generalieblad i forhold til FN, Saddam Hussein havde. I 2006 meddelte Irak os, at nu kunne det klare sig selv, hvorfor vi naturligvis gik ud i 2007. Både de irakiske kurdere og shiiter fik det bedre, men ikke sunnierne. Det var den irakiske regerings fejl. Da Syrien derpå brød sammen, fik sunniekstremisterne frit spil tværs gennem Syrien og Irak.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt nåede at melde sig parat til at gå ind for et militært indgreb i Syrien uden skyggen af FN-mandat, inden præsident Obama trak i nødbremsen uden at give de moderate kræfter reel støtte. Samtidig meddelte alle, at der ikke kunne forhandles med præsident Assad. Han skulle gå. Det var det samme som at afskære sig fra enhver kompromisløsning mellem Den frie syriske Hær og Assad. Dette dødvande udnyttede sunniekstremisterne brutalt, så vi nu står, hvor vi står. Med kaos, massemord og masseflugt. Løsningen kunne være et amerikansk-russisk pres for et omend ubehageligt kompromis mellem de moderate og Assad, som derefter må standse ekstremisternes fremmarch i Syrien og Irak, samt et amerikansk-iransk-saudisk pres på Iraks regering for at få en ny politisk løsning i form af et nationalt kompromis. Det bliver ubehagelige konklusioner, men et ekstremistisk kalifat tværs gennem Syrien og Irak bliver meget ubehageligere. Realpolitisk må man nu engang operere ud fra de realiteter, man står med og over for.«
Camilla Hersom, udenrigsordfører (R)
»Det er absurd, at det skulle være en tidligere eller nuværende amerikansk præsidents »skyld«, at der igen er voldsomme uroligheder i Irak. Det grundlæggende ansvar er aktørernes. De ekstreme, militante islamistiske kræfter har med succes udnyttet den utilfredshed i sunni-mindretallet i Irak, som er en konsekvens af den irakiske regerings manglende vilje og evne til at inkludere og samarbejde med det store flertal af moderate sunni-politiske grupper. Obama har jo meddelt, at man overvejer en række militære optioner, men har også understreget, at man ikke vil sende tropper »tilbage til jorden i en kampsituation«. Derimod stilles der krav om en politisk plan fra den irakiske regering til inkludering og bredt samarbejde om en politisk løsning på krisen som forudsætning for en militær aktion. For grundlæggende er det en irakisk konflikt, der må og skal løses af irakerne selv. Men jeg oplever at både regeringsrepræsentanter, de shiitiske religiøse ledere og andre fremtrædende shiitiske politikeres udtalelser og opfordringer til væbnet kamp lyder som optakten til konflikt. Risikoen for sekterisk borgerkrig er derfor efter alt at dømme stor.
Samlet set er den seneste udvikling i Irak stærkt bekymrende. Vi må fordømme ISIS og andre væbnede gruppers angreb. Jeg frygter, at Irak igen står over for en sikkerhedspolitisk og humanitær krise. En voldsforherligende terrorbevægelse har rettet sit angreb mod den irakiske stat og de demokratiske principper, som landet gennem de seneste ti år har arbejdet for at få etableret.
Både USA og Danmark har trænet og uddannet de irakiske sikkerhedsstyrker. Det var den generelle vurdering tilbage i 2011, da de sidste amerikanske tropper blev trukket ud, at den irakiske regering og de irakiske sikkerhedsstyrker var i stand til at påtage sig ansvaret for landets sikkerhed. Men meget er sket siden 2011. Konflikten i Syrien og styrkelsen af ekstreme islamistiske kræfter, der opererer regionalt, spiller en afgørende rolle. Hvordan det udvikler sig herfra, er meget svært at spå om.«