Lige om lidt er der valg i Frankrig. Favoritten Emmanuel Macron er en meget utraditionel kandidat, der står uden for de store partier, og som en Kennedy er blevet elitens maskot. Forskellen på Macron og Kennedy er blot, at Macron ikke er gift med en skønhed som Jaqueline Onassis, men med den 24 år ældre Brigitte Trogneux.

Macron blev allerede forelsket i Trogneux i skolen, og affæren vækker minder om Charles Webbs berømte bog »Fagre voksne verden« med den sexhungrende Mrs. Robinson, der i filmen af samme navn blev spillet af Anne Bancroft.

Samtidig ser Macron noget bedre ud end mange andre politikere, så det kan skabe frustration hos nogle, at en relativ skøn, intelligent og yngre mand ikke er ledig på markedet og sågar taget af en, der kunne være hans mor.

Ældre mænd har i mange år giftet sig med yngre kvinder. Nogle mænd gør endda en dyd ud af skifte en »slidt model« ud med en yngre med jævne mellemrum på linje med, at man med års mellemrum udskifter sin bil.

Men når en ældre kvinde gifter sig med en yngre mand, er der mange, der straks udelukker, at der kan være tale om kærlighed, men konkluderer, at det drejer sig om rendyrket egoisme, opportunisme eller endda en afart af pædofili.

Andre kvinder, der har gjort det samme som Brigitte Trogneux, har også været igennem mediemaskinen og har skullet stå til regnskab for offentlighedens nysgerrighed og forargelse. Den mest kendte er nok Madonna, der med jævne mellemrum udskifter den ene latino-hingst med den anden. Samtidig formår hun at lukke munden på den kasserede hingst, der stort set aldrig har givet interview om, hvordan det er at være kæreste med verdens største popstjerne. Mit gæt er, at en dygtig advokat har lukket munden på hingsten med en stor check underskrevet af Madonna.

Macrons ægteskab bliver her et symbol på den manglende ligestilling, der stadig hersker mellem mænd og kvinder. Mænd må gerne have yngre modeller, men kvinder må ikke. Og mænd som Macron, der gifter sig med en ældre kvinde, bliver straks suspekte, fordi de overtræder de moralske grænser, som mange stadig har.

Med andre ord bliver historien om Macron fodret af massernes behov for at blive forarget og få en saftig tilfredsstillelse krydret med pikante ord som pædofili, magt og moral.

Bøssehistorien er den bedste historie

Få historier kan overgå historien om manden, der gifter sig med en ældre kvinde, men bøssehistorien er en af de få, som kan få Macrons historie til at blegne.

Da Søren Pape Poulsen offentliggjorde, at han danner par med Josue Medina Vasquez, var det i flere uger en af de vigtigste historier i dansk politik. Vasquez var foruden at være en mand chokoladebrun og kom fra et meget eksotisk land, nemlig Den Dominikanske Republik. Mere pikant bliver det næppe.

Om Pape Poulsen bevidst brugte offentliggørelsen af sin seksuelle orientering til at opnå omtale på et tidspunkt, hvor Det Konservative Folkeparti lå i ruiner, ved jeg ikke. Men resultatet var under alle omstændigheder en massiv omtale, der vakte alt fra stille forargelse til begejstring.

Særlig interessant er det naturligvis, at Pape Poulsen er konservativ. I rød blok hos partier som Alternativet, SF og Enhedslisten er det næsten et plus, hvis man er homoseksuel og visse segmenter på venstrefløjen bruger bevidst bøsse- eller lesbiske-historien til at fremstå som hip, cutting edge og overtolerant.

Et andet eksempel på, at bøssehistorien sælger, er den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford. Jeg husker ikke, at nogen tidligere amerikansk ambassadør i nyere tid har fået så meget omtale som Gifford. Om han var signifikant dygtigere end tidligere amerikanske ambassadører, ved jeg ikke, men hans homoseksualitet var i alle tilfælde et stort emne i den danske presse.

Både i og uden for Danmark vækker det at være gift med en udlænding interesse. Det har jeg selv mærket på godt og ondt, idet jeg har en ting til fælles med Donald Trump. Jeg er nemlig gift med en slovener.

USA er nok det land i Vesten, hvor man kan sige og skrive mindst uden at blive kaldt for racist, afstumpet eller xenofob. Men på mystisk vis gælder der et helt andet regelsæt for Melania Trump.

Hun bliver kritiseret i ét væk. Hendes baggrund er umoralsk, fordi hun er tidligere model og derfor ikke akademiker som sin forgænger, Michelle Obama. Hun kritiseres for at gå i europæisk designertøj, selv om det er hendes mand og ikke de amerikanske skatteborgere, der betaler for designkjolerne. Og selv sin accent bliver hun kritiseret for.

Hvis Melania havde været sort og fra Afrika eller Mellemøsten, ville man så kritisere hendes accent? Næppe. Men når man er hvid og kommer fra Centraleuropa, er der frit slag på alle hylder. Anything goes!

Forargelsen er igen omdrejningspunktet og i Melanias tilfælde er det foruden hendes baggrund det faktum, at hun er gift med en mand, som halvdelen af USA hader, der legaliserer hadet mod hende.

Hvorfor vil vi forarges?

Hvilken psykologisk tilfredsstillelse får mennesket ud af at blive forarget?

Hvad vi forarges over, afhænger naturligvis af, hvem vi er. Men ofte forarges vi over sex, køn, alder, race, penge og religion. Med forargelse følger ofte misundelse, og denne blanding kan blive den benzin, som kan drive os til at fokusere på en persons privatliv mere end hans faglighed og politik. Forargelse og misundelse giver visse mennesker en tilfredsstillelse og bekræfter dem i, at de er bedre mennesker. »Jeg er i alle tilfælde ikke bøsse, pædofil eller gift med en udlænding, der taler med accent.«

Folks behov for at blive forarget og føle misundelse kan meget let udnyttes af pressen. Ikke blot den kulørte del af pressen, men også den seriøse del. Jeg tror ikke, at nogen seriøs dansk avis kan sige sig helt fri for på et tidspunkt at have givet Donald Trump og hans hustru en lidt mindre fair behandling end Barrack og Michelle Obama fik.

Macrons historie er derfor en gave for pressen. Spørgsmålet er så, om den også er en gave for Macron? Lige som Søren Pape Poulsen fik massiv omtale efter sin springtur ud af skabet, har Macron på både godt og ondt fået massiv omtale.

Det at skille sig ud, kan altså udnyttes ud fra et strategisk synspunkt. Derfor skal man også passe på med blot kynisk at konkludere, at en politikers privatliv ikke kommer os ved, og at omtale kun er pressens udspekulerede metode til at sælge flere aviser og få flere seere. I nogle tilfælde kan en politiker faktisk nyde godt af pressens omtale af politikeren under dynen.

I visse tilfælde kan omtale af politikeres alternative måder at leve på faktisk være med til at nedbryde tabuer. Jeg tror, at Pape Poulsen har fået mange blå vælgere til at acceptere, at en toppolitiker kan leve åbent som bøsse uden problemer. Jeg tror også, at Macron i Frankrig får sat spot på et katolsk lands fordomme mod ældre kvinders valg af yngre mænd. Man kan måske ligefrem tale om omvendt machismo.

Desværre tror jeg ikke, at man i USA når lige så langt, når det gælder Melania Trump. For hvorfor skulle hun ikke være lige så god som alles darling, Michelle Obama? Brugte Michelle Obama i virkeligheden sin hudfarve som et hemmeligt våben til at blive en større darling end hun fortjente? For 90 år siden ville man jo i USA have været forarget over at have en sort præsidentfrue, men i dag må man næsten ikke engang omtale, hvilken hudfarve, en person har. Tilsyneladende får forargelsen frit spil, når det gælder en flot, hvid kvinde fra et land, som næsten ingen har hørt om.

Konklusionen må derfor være, at politikeres privatliv ikke burde komme os ved, men at det i den virkelige verden er et fænomen, der tjener til at tilfredsstille mange menneskers ubevidste trang til at blive forarget, og i visse tilfælde kan skaffe en politiker nemme point i form af mere omtale, end vedkommende egentlig fortjener. Var jeg fransk, ville jeg stemme på Macron i mangel af bedre.