Jeg har ondt af Melania Trump.

Nej, jeg er ikke med i »Free Melania« eller nogen af de andre memes, som hævder, at hun er fanget i et ulykkeligt ægteskab, for hendes ægteskab er hendes eget.

Men jeg har ondt af hende, fordi hun virker så utilpas ved den rolle, som tilværelsen har tildelt hende. Det er som om, situationen har foretaget en knibtangsmanøvre rundt om hende, omringet hende totalt, og nu er der ingen vej ud. Hun minder om de amerikanske nybyggerkvinder, som i 1800-tallet endte på den tomme amerikanske prærie, midt i et uendeligt rum af land, himmel og en ustandseligt hylende vind. Manden var altid ude for at bryde jorden op, og kvindens eneste løsning var at anskaffe en sangfugl, og der sad de så de to, fuglen og kvinden i hver sit bur.

Hun kunne bløde ham op

Derfor har jeg ondt af Melania Trump.

Også fordi det hundrede dage inde i præsidentskabet er så åbenlyst, at Donald Trump har brug for hende, og fordi presset på hende for at træde frem på den store scene må være ekstraordinært stort.

Siden Richard Nixon har ingen amerikansk præsident haft så meget behov for en førstedame til at bløde sig op. Trumps naturlige element er vrede, pral, aggressivitet og andre af de egenskaber, som Ugens Rapport i 1970erne ville definere som maskuline, og en vis procentdel af den amerikanske befolkning elsker det. Men en endnu større procentdel gør ikke, fastslår meningsmålingerne, og derfor har Donald Trump brug for Melania.

Først og fremmest har han brug for, at hun er der. Melania og parrets 11-årige søn, Barron, bor stadig i Trumps penthouse i New York, og førstedamens traditionelle kontorer i Det Hvide Hus står gabende tomme, skriver Vanity Fair. Når præsidenten om aftenen trækker sig tilbage til privatboligen på første sal, trækker han sig tilbage til ensomhed og fjernsyn, som New York Times har beskrevet. Blot ved at være der ville Melania og Barron gøre tilværelsen større for Trump, og blot ved at blive set med ham, ville de gøre ham større for vælgerne.

For det andet har han brug for, at hun arbejder for præsidentskabet. Hun hverken vil eller kan blande sig i politik, men hun kunne besøge mennesker og miljøer med en politisk signalværdi, f.eks. skoler, militærenker, nationalparker og minoriteter. Tag bare ét eksempel på potentialet: Da en jødisk kirkegård i St. Louis blev udsat for vandalisme, rejste vicepræsident Mike Pence til byen og hjalp personligt med at genrejse gravstenene. Det var ikke blot et menneskeligt flot træk, men også et politisk klogt træk, og mulighederne er endeløse for en Melania.

»Den slags billeder efterlader et magtfuld symbolsk indtryk i folks bevidsthed,« som en tidligere førstedame, Nancy Reagan, engang så rigtigt sagde.

Margarinemodel og boksepromoter

Men Melania Trump efterlader ikke den slags billeder i bevidstheden, og i sin seneste udgave taler Vanity Fair med en række kilder tæt på ægteparret Trump for at finde ud af, hvad der er galt. Og svaret er, at Melania har det uendelig skidt med sin rolle. »Hun har aldrig villet det, og hun har aldrig haft nogen interesse i at være førstedame,« siger en insider.

De fleste førstedamer flytter ind i Det Hvide Hus med en idé om deres rolle og med en stab, som kan hjælpe dem, men Melania »har ingen folk. Se bare hvem, der var gæster hos dem til Thanksgiving: Det var Don King og Fabio,« siger en kilde til magasinet.

Don King er boksepromotor, og Fabio er en tidligere magarinereklame-model.

Melania har heller aldrig haft en større sag eller et større mål. I ægteskabet med Trump har hun keret sig om sønnen Barron og sit eget ydre, skriver magasinet. Derudover er hun underligt uambitiøs, og det var bl.a. dét, der gjorde hende tiltrækkende for Trump. Han havde haft to krævende koner på det tidspunkt. Melania var det modsatte, og hendes nuværende hverdag i New York udtrykker det meget godt. Hun går til Pilates, hun læser modeblade, hun henter Barron i skolen, og så opholder de to sig derhjemme. Han laver lektier, de spiser og ser fjernsyn, og kun sjældent går de ud eller deltager i storbyens sociale liv.

Læg dertil, at Melania tvivler på sin egne evner i jobbet som førstedame. Hun havde aldrig for alvor succes som model, fordi hun var stiv og savnede spontanitet, skriver Vanity Fair. Samtidig er hun meget bevidst om sin accent og den kritik, som den har medført, bl.a. efter hendes tale på partikonventet.

»En hel nation venter spændt«

Der er absolut intet i vejen med at sætte sig forholdsvis få og nære mål, faktisk får det Melania til at virke sympatisk, og det er selvfølgelig en privatsag, hvordan Trump-parret indretter deres ægteskab.

Men det private blev offentligt i det øjeblik, hvor han blev præsident, og hun blev førstedame, og »en hel nation venter nu spændt på at se hvilken rolle, hun vil spille i nationens liv,« som præsidenthistorikeren Scott Berg siger til Vanity Fair.

Og det er problemet. Melania Trump har nemlig ikke lyst til at spille en rolle i nationens liv. Hun bryder sig ikke om det, hun har »ingen interesse i det«, og en gensidig frustration lurer i tomrummet mellem offentlighedens forventninger og hendes uvilje mod at leve op til dem.

Derfor har jeg ondt af hende.