? Hvis en ejer ikke har fået tinglyst sit ejerskab, og tinglysningskontoret afviser at tinglyse ejendomsretten, kan en sådan ejer så hævde sit ejerskab over for medejere?

Med venlig hilsen N.

! Dit spørgsmål er bredt, og svaret må af pladshensyn blive kort. Derfor nogle principper:

Hele grundlaget for regulering af alt ejerskab til fast ejendom ligger i tinglysningssystemet. Tinglysningslovens princip er, at alle rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at have gyldighed over for andre. Alle, som har prøvet at handle hus eller ejerlejlighed, har oplevet, at man skal deponere købesummen på en særlig deponeringskonto, før man kan få tinglyst overdragelsen. Deponeringen sker for at sikre, at pengene går de rette steder hen, og at køberens eventuelle nye lån kan tinglyses uden problemer.

Det er meget vigtigt, at overdragelsen bliver tinglyst. Forestil dig en uhæderlig sælger, som har fået købesummen af en køber, uden at køber får tinglyst overdragelsen. Umiddelbart derefter laver den uhæderlige en ny aftale med en anden køber, som får tinglyst sin ret uden at have mistanke om, at noget er galt. I tingbogen ser alt tilforladeligt ud, da den nye køber får tinglyst sin ret. I den situation kan den første køber ikke hævde den ejendomsret, som han egentlig har aftalt med sælgeren. I stedet må han henvises til at forsøge at få tilbagebetalt det, som han har betalt.

Moralen er, at man ikke skal slippe penge for det nye hus, før man er sikker på, at købet kan tinglyses.

Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk