? Jeg er flyttet sammen med min kæreste i den andelslejlighed, som jeg har købt, inden hun flyttede ind, og det er samtidig kun mig, der står på andelsbeviset.

Jeg har hørt forlydender om, at jeg skal være opmærksom på, at har hun adresse mere end to år i denne lejlighed, så kan hun få råderet over min andelsværdi og ikke smides ud, hvis noget går galt, Kan det have sin rigtighed, at hun på den måde får krav på noget af min formue i andelslejligheden?

Med venlig hilsen Spurven

! Kan det have sin rigtighed, spørger du – og hvor er jeg glad for, at du med det spørgsmål stiller dig tvivlende over for rigtigheden af det forlydende. For nej, det er ikke rigtigt. Den omtalte "regel" er en meget velkendt myte – og jeg ville ønske, at jeg kunne udrydde den.

Myten bliver jeg præsenteret for stort set hver gang, jeg afholder kurser om familieret, og rigtigt mange er af den opfattelse, at samlevende bliver stillet som ægtefæller efter to års samliv.

Hvis din kæreste og du vælger at ophæve samlivet – uanset hvornår – er du berettiget til at blive boende i andelslejligheden, ligesom du beholder værdien af andelslejligheden. Du bliver nødt til at give din kæreste en rimelig frist til at finde en anden bolig. Og finder din kæreste ikke en anden bolig inden for en rimelig frist, må du få fogedretten til at hjælpe dig med at sætte hende ud af andelslejligheden. Så du kan roligt satse på at beholde din kæreste i mere end to år.

Med venlig hilsen Susanne Jakobsen, advokat, www.ForumAdvokater.dk