Pihls årsregnskab for 2012 viser et gigantisk underskud på 470 mio. kr. ud af en omsætning på 5,5 milliarder kr. Det har ført til, at to mand i topledelsen bliver skiftet ud som led i den grundige hovedrengøring, som Birgit Nørgaard er i gang med i entreprenørselskabet.
I går fik administrerende direktør Halldór Pall Ragnarsson silkesnoren efter mere end 30 års ansættelse. Det må være stærk og ubehagelig tobak for de fleste erhvervsfolk at se en velestimeret og højt respekteret formand for Dansk Byggeri, medlem af Dansk Arbejdsgiverforenings forretningsudvalg og Det Økonomisk Råd blive fyret på gråt papir.
Men den slags skarpretteropgaver kan Birgit Nørgaard udføre, når det skal være. Hendes kulegravning og oprydning i Pihl har allerede ført til, at Pihl har måttet fyre en del medarbejdere, der har arbejdet på udenlandske projekter.
Den altid velforberedte Birgit Nørgaard får skudsmål som en velbegavet, cool og målrettet kvinde. Hun betegnes som en knivskarp talknuser med en analytisk hjerne. Birgit Nørgaard blev sidste år i april indsat af hovedkreditoren, Danske Bank, som bestyrelsesformand for bl.a. at rydde op i økonomien og problemsagerne i entreprenørselskabet. Pihls samlede tab og nedskrivninger var på 525 mio. kroner i 2012. Samtidig har hun kørt et parløb med Danske Bank og tre garantiselskaber for at sikre, at der er det finansielle beredskab til at køre forretningen Pihl & Søn videre.
Birgit Nørgaard har været redningskvinde i andre sammehænge. Hun kan bryste sig af en opsigtsvækkende turn around, hvor hun som topchef reddede et af Danmarks største rådgivende ingeniørselskaber, Carl Bro, fra at forbløde. I 2010 forlod hun overraskende den hollandsk-ejede virksomhed.
Inden da var Birgit Nørgaard uforvarende blevet hvirvlet ind i en af 00ernes værste og mest kulørte bestikkelsessager i dansk erhvervsliv. En sag, der rummede alt fra et mystisk trafikdrab i Spanien, mystiske tyske mellemmænd og et bittert dansk retsopgør med en tidligere direktør.
Historien handlede i korthed om, at medarbejdere i Carl Bros afdeling i Vejle betalte store summer under bordet i forbindelse med flere ejendomsprojekter i Hamborg. Pengene blev overført via en tidligere fodboldspillers selskab i Schweiz, før de blev givet videre til særlige konsulenter, der skulle skaffe kontrakter til Carl Bro hos et tysk selskab.
Alt dette fandt sted, før Birgit Nørgaard kom til Carl Bro, men det var hende. der måtte håndtere sagen.
En række år senere, da retssagen var i gang, var konsulenterne væk. Den ene var død, og den anden forsvundet. Det er aldrig bevist, om den tidl. Carl Bro-ledelse kendte til den tyske praksis med at betale tvivlsomme tyske mellemmænd penge uden bilag. Ingen blev dømt i Bagmandspolitiets sag.
Birgit Nørgaard begyndte sin karriere som konsulent i McKinsey. Hun kom siden til Danisco, TDC og Carl Bro, hvor hun i 2001 blev finansdirektør. To år efter kunne hun sætte sig i stolen som administrerende direktør i Carl Bro, der havde tabt et par hundrede millioner kroner tre år forinden og stod på randen af en konkurs.
Birgit Nørgaard gik konsekvent til værks og startede med at nedlægge eller sælge afdelinger og afvikle projekter. Missionen var vellykket og endte med salget af Carl Bro til hollandske Grontmij.
Hun ser fortrøstningsfuldt på den igangværende redningsaktion for Pihl. Allerede i år regner hun med, at selskabet når et nulresultat på basis af en omsætning på mellem 4,2 og 4,5 milliarder kr.
