Det dramatiske underskud får konsekvenser i toppen af virksomheden. Efter blot et år på posten er adm. direktør Halldór Ragnarsson fortid hos Pihl. Han bliver erstattet af Jens Nyhus, så snart han kan frigøres fra sin konkurrenceklausul hos konkurrenten MT Højgaaard. I mellemtiden står Jan-Gunnar Glave, tidligere adm. direktør for Skanska i Danmark, i spidsen for Pihl.

Det seneste millionunderskud i Pihl skyldes først og fremmest, at selskabet har været nødt til tage store nedskrivninger på problemramte byggeprojekter i udlandet. Et kloakeringsprojekt i Sri Lanka tegner sig alene for en nedskrivning på 100 millioner kr.

Oven i disse nedskrivninger er Pihl blevet mødt med krav fra afsluttede projekter og har desuden tabt en vigtig retssag i Norge. Samlet kostede alle disse ulykker Pihl 525 millioner kr. i det forgangne år.Beløbet er så stort, at det ville have kostet Pihl livet, hvis ikke kreditorerne anført af hovedbankforbindelsen, Danske Bank, for nylig var trådt til med kapital til sikring af egenkapitalen og likviditet til fortsat drift.

»Vi har været igennem en hård oprydningsproces, som har nødvendiggjort en kapitaltilførsel, men vi har en bank og nogle garantiselskaber, som bakker op om os,« siger Birgit Nørgaard, bestyrelsesformand for Pihl.

Danske Bank har dermed sat sig endnu tungere på Pihl, end den i forvejen gjorde. Sidste år blev Langvad-familien, som sidder på samtlige aktier i selskabet, tvunget til at stille deres aktier som sikkerhed for koncernens gæld til banken.

Byggegigantens krise og de mange problemramte projekter i udlandet betyder, at selskabet har bremset voldsomt op i forhold til at byde på projekter uden for Norden, og at selskabet fremover vil koncentrere sig om det nordiske marked. Derfor er der gennemført afskedigelser i Pihls datterselskaber verden rundt, men også strammet op på arbejdsgange og processer, fordi der har været problemer med styring af projektøkonomi og risikostyring.

Ifølge bestyrelsesformand Birgit Nørgaard, som sidste år blev indsat på formandsposten af Danske Bank, har Pihl nu taget hele skraldet.

»Man kan pille en masse i årsagerne. Det, der er vigtigt nu, er at trække en streg i sandet og se fremad,« siger Birgit Nørgaard.