De forlod Danmark i den kolde, mørke februar for at drage til Mumbais karrydunstende, farvemættede og hektiske hverdag. En kultur helt anderledes fra vores egen, men som på trods af de mange kilometers afstand er kommet tættere på i Danmarks samarbejde med BRIK-landene. Det var et af disse samarbejder 40 studerende fra humaniora på Københavns Universitet ville analysere.
For med de globaliserede samarbejder kommer også en masse nye problemstillinger. Noget som Mærsk Line IT og andre internationale virksomheder dagligt bliver udfordret af. Derfor takkede koncernen ja til de studerendes projekt.
Det mundede ud i at virksomheden valgte at ændre de interne uddannelser, så der kommer mere fokus på de kulturelle forskelle, for det er her, der både har været store gevinster og store udfordringer for koncernen.
»Vi har vundet en masse, men vi har også haft en masse udfordringer i både København og Indien. Her har de studerende så haft mulighed for at gå meget grundigt til værks og interviewe folk både i København og i Mumbai om arbejdsrelationerne,« siger Peter Skyttegaard, Head of IT Strategy and Workforce Governance i Mærsk Line IT.
Den grundighed er meget forskellig fra Mærsks mere handlingsorienterede kultur. Projektet har åbnet op for, at hurtige løsninger og løbende justeringer måske ikke altid er den bedste metode i forhold til kommunikationen i organisationen, og at bløde værdier måske kan give et hårdt afkast på bundlinjen.
»De studerende har fået nogle ting frem i det åbne på en faglig og præcis måde, som gør det legitimt at tale om frustrationer og problemstillinger i en faglig dialog uden det bliver et personangreb,« siger Peter Skyttegaard og tilføjer:
»Det er svært at dokumentere, hvad der giver på bundlinjen, men tilgangen fra de humaniorastuderende er anderledes end den vante tilgang. Det har været et frisk input, og noget vi helt klart kan gøre brug af. Det giver meget også at kigge på andet end de traditionelle bundlinje discipliner.«
Kommunikation er nemlig et område, hvor der de senere år er kommet mere fokus i erhvervslivet. Kulturelle forskelle kan nemlig let give misforståelser, hvilket ikke gavner nogen i den internationale handel. Derfor indledte lektor ved Københavns Universitet Mie Femø samarbejdet med Mærsk Line IT.
»Det er utroligt vigtigt med fokus på kommunikation i internationale sammenhænge for blandt andet at sikre den danske eksport. Verden er blevet mindre, og det fører nogen nye problemstillinger med sig, for alle vi møder tager jo afsæt i egne kulturer og vaner,« siger Mie Femø og tilføjer:
»Det gør vi også selv. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på. Og det er netop de bløde, menneskelige værdier vi er skarpe på, og her virksomhedernes konkurrenceevne og produktivitet kan øges kraftigt gennem rådgivning.«
Derfor er det heller ikke sidste gang Mie Femø bruger praktiske cases i undervisningen. Noget de studerende hilser velkommen.
»Jeg kan rigtig godt lide bøger, teorier og faglighed, men det giver ikke nogen mening, hvis man ikke er i stand til at omsætte det i praksis. Så jeg synes godt, at man kan sætte en my mere af på omsætningen af teori i undervisningen,« siger Thomas Refstrup Dünweber, studerende på Cognition & Communication og del af projektet med Mærks Line IT.
Han lægger vægt på, de humanistiske kompetencer er en stor fordel for analysen af Mærks Line IT.
»Organisationer består i sidste ende af mennesker. I vores hverdag handler det dybest set om, at vi skal kunne samarbejde og kommunikere, og det giver rigtig god mening for organisationerne at tage det perspektiv med i deres kultur,« siger han.
Den holdning kan medstuderende Mathias Nick Andersen fra Kommunikation og IT på Københavns Universitet slutte sig til. Et projekt af denne karakter er både givende for virksomhederne og de studerende.
»Jeg er overbevist om, at et projekt som dette kan give et frist pust og en ny vinkel til virksomheders organisation og de problemstillinger, de står overfor. Når man er i en problemstilling, kan det nemlig være svært at se det ude fra, og der kan en gruppe universitetsstuderende sagtens give et nyt blik på det,« siger Mathias Nick Andersen og tilføjer:
»For studerende på den anden side, mener jeg, at det er den bedste form for læring. Man skal leve op til noget mere end eksamen, her er også en virksomhed som forventer, der kommer noget brugbart ud af samarbejdet. Det gør, at man er endnu mere motiveret og vil gøre en forskel.«