Når antallet af de svageste kontanthjælpsmodtagere stiger, kan det undre, at kommunerne ikke i højere grad sender dem ud i erhvervslivet, når virksomhederne tilmed tilbyder at opkvalificere dem til job inden for en lang række områder som eksempelvis receptionist-, køkken- og tjenerstillinger.
Sådan lyder det fra Hotel Crowne Plaza i Ørestaden, efter at Berlingske Business i går kunne fortælle, at fire ud af fem lavtlønnede i hotel- og restaurationsbranchen i dag er udlændinge, blandt andet fordi de oplever, at forsyningen af ledige hænder fra jobcentrene er for dårlig.
De sidste to år har hotellet ellers haft en såkaldt partnerskabsaftale med København, som går ud på, at ledige, der skal i aktivering med tilskud i op til 13 uger, kan blive placeret på forskellige af hotellets afdelinger i perioden. Men hotellet har trods henvendelser til kommunen kun sjældent fået respons og stort set ikke set nogle ledige.
»Det undrer mig, at man ikke prioriterer at sende de ledige ud i den her type praktik. Vi sørger for at give dem en kompetenceafklaring og en opkvalificering inden for det område, de kan. Det kan både være i køkkenet, men også som receptionist eller inden for salg og markedsføring,« siger adm. direktør Allan L. Agerholm.
Han peger på, at hotellet foreløbig har fundet faste job med overenskomstmæssig løn til næsten 70 procent af de ledige, de har haft i praktik.
»Jeg forstår godt diskussionen omkring praktik, og at man kan anskue det som gratis arbejdskraft. Men sagen er, at vi så vidt muligt forsøger at finde ordinære job til alle, og dem vi ikke har plads til, hjælper vi med at søge videre til andre virksomheder i branchen. Dertil kommer, at vi jo også bruger ressourcer på at oplære de ledige. Så jeg ser det egentlig som en win-win situation, i stedet for at de skal sidde i et kommunalt aktiveringsprojekt,« siger Allan L. Agerholm.
På baggrund af kritikken har Københavns Kommune nu rettet henvendelse til hotellet og vil desuden gennemgå den virksomhedsrettede indsats, herunder de forskellige partnerskabsaftaler.
København: For dårligt
»Vi tager enhver henvendelse fra vores samarbejde alvorligt, for vi ved, at kontakten med virksomheder er noget af det, der virker bedst i forhold til at få ledige i arbejde. Generelt er vi meget optagede af, at de ledige får et skræddersyet tilbud, som kan få lige netop dem i arbejde,» siger beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) og peger på, at hotellet med sine fem praktikpladser udgør en lille del af det samlede praktikpladsantal.
»Men det ændrer ikke på, at vi selvfølgelig tager enhver kritik fra vores gode samarbejdspartnere meget alvorligt, og derfor vil jeg gerne høre om de ting, der ikke måtte fungere,» siger Anna Mee Allerslev.
Københavns Kommune har i øjeblikket godt 6.000 jobklare personer på kontant- og starthjælp, og næsten 10.000 personer, som efter en indsats kan blive klar til at varetage et arbejde.